Tag-arkiv: rent-seeking

Når kommunereklame skaber rent seeking

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2024. 1 svar

Hvad ved vi om konsekvenserne af, at kommuner og regioner forsøger at tiltrække store virksomheder ved at tilbyde særlige fordele? Mange ikke-økonomer – og desværre enkelte økonomer – tænker ofte, at det kun kan være en god ting at man tiltrækker arbejdskraft og skattekroner. Men selve processen forbundet med at tiltrække virksomheder kan være skadelig, fordi den åbner for såkaldt rent-seeking som en måde at føre virksomhed, og fordi den giver politikere et ekstra incitament til at rage til sig.

Men hvor stort er problemet egentlig? Ved den årlige konference i the European Public Choice Society, der lige er blevet afholdt i Wien, præsenterede Gary Wagner (University of Louisiana – Lafayette) et nyt papir han har skrevet sammen med Peter Calcagno (College of Charleston) og Russell Sobel (the Citadel). I “The political economy of state economic development: a path to unproductive entrepreneurship” undersøger de tre netop, hvad der sker når stater giver meget store incitamenter – tilskud, skattefordele osv.

Gary (på billedet under præsentation) forklarede, hvordan man relativt præcist kan identificere ændringen i måden at føre politik og virksomhed på. Han og hans kolleger viser i papiret, at når en stat giver et ‘large incentive’ for at tiltrække virksomheder, stiger beskæftigelsen med cirka 3½ procent i én bestemt type beskæftigelse: Den, der statistisk omfatter lobbyister, spindoktorer osv.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor danske kommuner og regioner for eksempel er begyndt at ansætte langt flere journalister og andre, der ikke på nogen synlig måde bidrager til drift eller hører til, er det måske en idé at læse det nye papir af Wagner, Sobel og Calcagno. Det ville være sært, hvis det ikke er et fænomen, som danske kommuner med tørst efter nye jobs og indbyggere også udviser.

Crony Capitalism – når Boeing møder Trump

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2017. Skriv et svar

Forleden dag kunne Washington Post og en række andre amerikanske medier rapportere, at Trump-administrationen har besluttet at lægge en straftold på 220 procent på canadisk-producerede Bombardier-fly. Boeing påstår, at Bombardier har fået ulovlig statsstøtte og sælger deres nye CS-100 til en pris, der ikke kan dække omkostningerne. Påstanden er dermed, at canadierne fører såkaldt predatory pricing. Det er der næppe tale om, og Bombardier har også umisforståeligt kaldt beslutningen ”absurd” og udtryk for at Boeing køber konkurrenceforvridning. Hele sagen tegner til at blive et fremragende eksempel på crony capitalism, hvor større virksomheder kan købe eller true sig til politik, der gavner dem og de politikere, der støtter dem, men skader hele resten af samfundet.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Public choice 7: Rent-seeking

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. juni 2017. 1 svar

Lad os prøve et tankeeksperiment: Vi sætter 1.000 kr. på højkant og trækker lod om dem. Lodder kan erhverves for 1 kr.

Hvor mange lodder skal vi regne med at få solgt? Den forventede gevinst er 1000/antal lodder. Så længe der er solgt mindre end 1000 lodder, vil den forventede gevinst være større end én krone. Ergo vil det kunne betale sig for nogen at købe flere lodder (nogen, som er rationel og risikoneutral). Først når der er solgt 1.000 lodder, svarer den forventede gevinst til prisen på ét lod.

Dette lille eksperiment er et såkaldt nulsumsspil. Forventede tab og gevinster går lige op. For Punditokraterne går det lige op. Vi får lige så meget ind i salg af lodder, som vi udbetaler i præmie. Én af læserne vil vinde 1.000 kr., men samlet køber læserne lodder for 1.000 kr. Tab og gevinster går lige op – deraf navnet nulsumsspil.

Lad os så ændre eksperimentet lidt. I stedet for at købe lodder, skal man samle sten, skrive navn på og aflevere. Vi trækker så lod om de 1.000 kr. blandt stenene. Hvor mange sten vil vi få? Ja, lige som før vil læserne blive ved at konkurrere om præmien, indtil den forventede gevinst svarer til omkostningen. Denne gang er omkostningen ikke en pengeoverførsel, men besvær ved at samle sten. Svaret er lige som sidst, at summen af besværet vil svare til præmien, altså 1.000 kr. Men det er ikke længere et nulsumsspil. For læserne går det samlet stadig lige op. De har besvær svarende til 1.000 kr., men én af dem vinder 1.000 kr. For Punditokraterne er der derimod et rent tab på 1.000 kr., fordi vi skal udbetale præmien uden at få indtægter fra salg af lodder. Samfundsøkonomisk giver lotteriet nu et underskud på 1.000 kr.

Tankeeksperimenterne her virker nok banale. Men som public choice-teoretikerne opdagede, minder mange politiske processer om eksperimentet med stenene. Fænomenet kaldes rent-seeking.

Et almindeligt eksempel er regulering, som giver en producent et monopol effektivt set. Et monopol er til ulempe for forbrugerne, men til glæde for monopolisten – det er dog ikke helt et nulsumsspil, fordi forbrugernes tab er større end monopolistens gevinst. I figuren er angivet en standardpræsentation af det samfundsøkonomiske tab ved monopol. Forbrugerne taber både den grønne trekant og den røde firkant. Da monopolisten til gengæld vinder den røde firkant i ekstra profit, er nettotabet den grønne firkant.

Men hvis monopolisten har måttet konkurrere med andre producenter om at få monopolet, kan hele den umiddelbare monopolrente også gå tabt i konkurrencen om den. Det kan være omkostninger ved at lobbye politikerne og føre politiske kampagner. Producenterne kan ende med at tabe lige så meget, som en af dem vinder – svarende til læsernes omkostninger ved at samle sten, der gik lige op med præmien. Tabet ved et politisk beskyttet monopol svarer dermed til hele forbrugernes tab: Ikke alene trekanten, men tillige firkanten. Den første til at indse denne pointe var Gordon Tullock, som Christian Bjørnskov allerede har omtalt i forbindelse med log-rolling.

Det kræver ikke megen abstraktion at se, at langt de fleste politiske spørgsmål i et moderne demokrati er en konkurrence mellem forskellige grupper og interesser. Dermed er der knyttet rent-seeking til dem og en risiko for rent-seeking tab. Politisk konkurrence bliver samfundsøkonomisk set en trædemølle, hvor selv nettoværdien af en politisk begunstigelse ender med at gå tabt.

Rent-seeking-teorien fik vidtrækkende konsekvenser. Politik kommer til at fungere på en helt anden måde, end hvis myndighederne var godgørende despoter, og borgerne passive modtagere af politiske beslutninger.

Men – kan den kvikke læser spørge – er der ikke også et rent-seeking tab på markedet? Virksomheder konkurrerer med hinanden og ender med at bortkonkurrere den profit, der måtte være i udgangssituationen. Svaret er nej: Konkurrencen ender ikke med et rent-seeking tab, fordi virksomhederne anvender prisen som redskab til at vinde markedsandele. Prissænkninger er ikke en samfundsøkonomisk omkostning, men en overførsel til forbrugerne. Det kan sammenlignes med køb af lodder i lotteriet ovenfor. Modsat omkostningerne til at samle sten gik prisen for lodderne ikke tabt, men endte i Punditokraternes lomme. Virksomhedernes mistede profit ved prisnedsættelser havner i forbrugernes lommer. Markedets priskonkurrence er et eksempel på en institutionel ramme, hvor der ikke opstår rent-seeking-tab.

Rent-seeking-fænomenet kan være en skarp linse at se mange økonomisk-politiske og politisk-filosofiske problemstillinger igennem. Det er f.eks. oplagt at spørge, hvilke institutionelle rammer, som i øvrigt kan begrænse omfanget af rent-seeking. Det er f.eks. temaet for konstitutionel økonomi. Og det må blive emnet for en senere blogpost i public choice-serien.

Bruges ulandshjælp til at favorisere bestemte steder?

Af Christian Bjørnskov, den 5. december 2010. 4 svar

Svaret er ja, ifølge ny forskning fra Monash University i Melbourne. De to forfattere, Paul Raschky og den tidligere Wicksellprisvinder Roland Hodler, har med en meget opfindsom ny metode vist, at ulandshjælp i høj grad har en tendens til at flyde derhen, hvor ulandes ledere kommer fra. Virkningen er signifikant i ulande med dårlige institutioner (intet demokrati), men insignifikant i demokratier.

Hodler og Raschkys metode er en måde at overkomme mangelen på regionale BNP-tal i ulande – og manglen på troværdighed i dem, der rapporterer regionale tal. De har i stedet for data siden 1992 på hvor meget lys der er om aftenen og natten. Rationalet, som underbygges i en række studier, er at områder med større indtægter og større offentlig aktivitet har mere lys. Der er en både sjov og spændende måde at måle økonomisk aktivitet på, når data enten er utroværdige eller mangelfulde.

De to Melbourne-forskere finder, at i lande med dårlige institutioner vil en fordobling af ulandshjælpen til landet indebære, at området som landets leder kommer fra, får ti procent større lysudstråling om natten. Hodler og Raschky fortolker dette som en ret klar indikation på, at ledere uden demokratiske checks and balances på deres indflydelse, bruger ulandshjælp til at favorisere ’deres egne’. Således peger deres forskning på, at endnu en af de potentielle bivirkninger ved ulandshjælpen, som vi altid håber ikke findes i virkeligheden, er ganske stærk i de dårligere lande.

Hele papiret kan læses her.

Farvel til Doha-runden

Af Christian Bjørnskov, den 3. august 2008. Skriv et svar

Sommeren har i høj grad været præget af agurketid – en næsten komplet mangel på reelle nyheder. Men i onsdags kom der en af slagsen, der kan gå hen at have virkeligt mærkbare konsekvenser i de nærmere år: Forhandlingerne om en ny, global handelsaftale i Verdenshandelsorganisationen WTO brød endeligt sammen. Forhandlingsrunden blev sat i gang i november 2001 i Qatars hovedstad Doha – derfor er den blevet kendt som Doha-runden – havde som erklæret mål at opnå en aftale, der var bedre for særligt verdens fattigste lande, end den skuffende Uruguay-aftale fra 1994, som på trods af åbenlyse skridt mod et mere frit handelssystem, havde undgået en række besværlige områder indenfor bl.a. landbrug. Mødet i juli mellem alle topforhandlerne i Geneve var skemalagt til at starte mandag den 20. og slutte søndagen efter, men lørdag blev man enige om at fortsætte de svære forhandlinger tre ekstra dage. Tirsdag aften kom beskeden så, at man fra øverste sted havde opgivet at komme til enighed.

Egentlig var forhandlingerne brudt sammen for to år siden, men dengang insisterede man på at fortsætte og ikke at kalde det et sammenbrud. Vi skrev om det umiddelbart efter (læs her), men forskellen i dag er at forhandlingschefen Pascal Lamy denne gang har brugt ordet ’collapse’. Og på trods af at Indonesiens handelsminister udtalte dagen efter, at ’handelsforhandlinger ikke bryder sammen, de fortsætter bare’, vil en hvilken som helst genoptagelse af Doha-runden ske med anderledes små ambitioner.

Man kan nu stille sig selv to overordnede spørgsmål: 1) Hvorfor brød forhandlingerne sammen og hvem kan man skyde skylden på? Og 2) hvad taber verden ved at der ikke kommer en ny aftale?

Hvis man skal gøre det hurtigt, ligger skylden hos særinteresser. At langt de fleste toldmure og andre handelsforvridende foranstaltninger kan spores tilbage til særinteressers lobbying (og det, der er værre) har været vidst siden Adam Smith, der skrev klart om problemet. Og dem med mest gennemslagskraft, er dem der kombinerer en stærk organisation og en evne til at vække irrationelle følelser hos vælgere med stærke incitamenter til at få beskyttelse. Med andre ord er det som oftest de mindst konkurrencedygtige industrier, der lobbyer stærkest. Derfor bliver de økonomiske tab ved beskyttelse også ganske store.

Men WTO-forhandlinger står nu engang ikke mellem industrigrupper, men mellem nationer. Og med den indlysende indsigt, må man konkludere, at de lande, hvor lobbygrupper er stærkest og hvor politikere er mest tilbøjelige til at give efter for dem, også vil være de lande, der holder allermest tilbage i forhandlingerne, der jo netop handler om at nedbryde toldmure, andre handelshindringer, og forskellige støtteordninger. Og netop den kombination er i høj grad karakteristisk for de grundlæggende problemer ved det ellers udmærkede EU-samarbejde.

En række kommentatorer har ellers taget fat i det lille emne, der officielt fik Doha-runden til at bryde sammen: Spørgsmålet om ulandenes såkaldte special safeguard mechanism. Mekanismen eksisterer for at man undgår, at fattige landes producenter ikke bliver løbet over ende og mister deres livelihood hvis der kommer stærkt stigende import af de bestemte varer, de lever af at producere. Udspillet fra USA var, at man var villig til at acceptere en regel, der betød at ulande kunne indføre en ekstra beskyttelsestold, hvis importen af bestemte typer varer – f.eks. ris – steg med 40 procent eller mere på et år. Udmeldingen fra Indien var derimod, at man ønskede tilladelse til at indføre en ekstratold, hvis importen steg med mere end ti procent.

Umiddelbart lyder det måske rimeligt at kunne beskytte sig selv, hvis importen af en type varer stiger med mere end ti procent på et år. Men når man får den ekstra oplysning, at disse lande i de senere år har oplevet stigninger i eksport og import på seks procent om året i gennemsnit, er der pludseligt ikke langt op til de ti procent på et år. Det er derfor også meget sandsynligt, at en række varer i enkelte år oplever stigninger på over ti procent af helt naturlige grunde – og at eksportører i andre lande skal til at regne med en ikke ubetydelig sandsynlighed for at blive ramt af mekanismens ekstratold i tide og utide. Alle vidste derfor, at der var tale om spil for galleriet, der dækkede over langt dybere problemer.

Og problemet har fra starten været EU! Unionen har ligesom USA stillet krav om indrømmelser fra de relativt rigere ulande – som Brasilien, Indien, Indonesien og Kina – om at få øget adgang til disse landes industrimarkeder. Men ulig USA har EU’s forhandlingsudspil om toldnedsættelser og reduktion af landbrugsstøtte i høj grad været spil for galleriet, og udspillene har som oftest taget form af ultimatummer i stedet for åbne forhandlingsoplæg. Hvad ville det f.eks. nytte at man sænker hektarstøtten – den pose penge, EU’s landmænd får per hektar jord de dyrker – når unionen stiller som ultimativt krav, at man får udbredt tilladelse til at give væsentligt mere miljøstøtte – som skal gives til landmænd i forhold til hvor mange hektar de dyrker? En lang række af unionens såkaldte forhandlingsudspil har i detaljen drejet sig om, at skifte navnet på den eksisterende støtte ud med et andet, mere sexet navn. Denne særlige struktur i EU’s udspil har indlysende nok betydet, at stort set ingen andre har bakket op om dem, og at man bag kulisserne har været temmelig trætte af unionen, der desuagtet ufortrødent har fortsat den destruktive linje.

To medvirkende faktor har klart spillet ind på sammenbruddet, og har gjort det lettere for EU at ’gemme’ si
g i det blame game, der na
turligvis har udspillet sig efter sammenbruddet. For det første er der ingen tvivl om, at lande som Brasilien og Indien har været for ambitiøse på de rige landes vegne, set i forhold til hvor meget de var villige til at åbne deres egne industrimarkeder. Her spiller det ind, at magtfulde industriinteresser traditionelt har stor politisk indflydelse i disse lande, som f.eks. Indiens bilindustri. Denne indflydelse er i høj grad et levn fra tiden, hvor landene fulgte den såkaldte ISI-strategi, hvor man forsøgte at rejse høje toldmure og udvikle statsejet industri bag murene – en strategi der førte til industrier med en næsten latterlig mangel på konkurrencedygtighed og skabte endnu sværere korruptionsproblemer. Den anden faktor er det forestående amerikanske præsidentvalg, hvor USA står overfor valget mellem to kandidater, der næsten ikke kunne være mere forskellige, når der spørges om deres foretrukne handelspolitik. John McCain er så vidt vides endnu mere traditionelt frihandelsvenlig end Bush, mens Barack Obama er en af efterkrigstidens mest frihandelsfjendtlige præsidentkandidater. Bare usikkerheden om, hvad der bliver USA’s linje efter valget har gjort, at mange parter har fedtspillet i udpræget grad.

Uanset af man kan skyde lidt af skylden på amerikansk usikkerhed og indisk-brasiliansk mangel på proportioner, ligger hovedvægten af skylden for sammenbruddet stadig hos EU. Frankrig har ikke engang lagt ret meget skjul på, at landet slet ikke ønskede en forhandlingsrunde, og både den tidligere præsident Chirac og den nye Sarkozy – som vi nok havde ventet noget andet af – har undsagt EU’s handelskommisær Peter Mandelson gentagne gange. Andre sydeuropæiske lande med lige så stærke traditioner for beskyttelse og statsstøtte (og lige så store korruptionsproblemer) har bakket op og viftet med deres vetoret under bordet og udenfor offentlighedens øje. Særinteresser styrer deres tilgang til handelspolitik, ligesom en aldeles umoderne afsky for handel hos dele af befolkningerne forhindrer en rimelig diskussion. Men selv da ved man godt, at EU’s handels- og landbrugspolitik – og her er svaret på spørgsmål nummer to – både koster forbrugerne i de rige lande store summer i form af høje fødevarepriser og massiv landbrugsstøtte, der skal finansieres, og afholder millioner af fattige bønder i ulandene at udnytte de komparative fordele, de faktisk har, og eksportere deres varer til EU. Det er svært at kalde det andet end en umoralsk politik, og derfor et dybt umoralsk (og dyrt) træk, at EU i den grad var instrumentel i at Doha-runde brød sammen. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, at Danmark sammen med Storbritannien, Sverige og Holland traditionelt har stået for frihandelsorienterede præferencer. Lorten ligger lige så meget og stinker foran Danmarks dør som i resten af Europa, men det er vores sydeuropæiske partneres hund, der har lagt den.

Løn som fortjent

Af Ex Column, den 4. april 2006. 3 svar

Regeringens forslag til fremtidige rygeregler er i mange henseender et konkret belæg for, at den ikke er liberal. Det har vi måske nok fået demonstreret i overmål på andre felter, men det er alligevel opsigtsvækkende, at regeringen finder det opportunt at begrænse såvel det personlige ansvar som den private ejendomsret. Derfor er det da også befriende at notere, at enkelte konservative politikere tør at sige fra. Men lad nu det ligge. Mit ærinde med denne post er ikke at skælde ud på regeringen, selv om der er anledning til at gøre det. Næ, jeg er mere optaget af at sætte fokus på den omstændighed, at Rent Seeking ikke altid giver pote.

Det har sikkert undret én og anden, at en erhvervsorganisation som HORESTA kræver et rygeforbud på vegne af deres virksomhedsmedlemmer, som umiddelbart skulle formodes at være tilhængere den private ejendomsret. Vel, vi mødes fra denne organisation med velsmurt tale om, at det sker af hensyn til de ansatte, der har en overdødelighed i forhold til andre erhvervsgrupper. Og det sidste skal såmænd nok passe. Men er det virkelig dét, der er anledningen til HORESTA’s forbudsiver? Det kan jeg naturligvis ikke afvise, men jeg syntes det er relevant at bemærke, at dette rationale passer særdeles godt med det økonomiske rationale.


HORESTA er – trods det omnipotente navn – en organisation, der snart sagt kun tæller hoteller og fastfood-kæder. Blandt disse har man for længst gjort sig den iagttagelse, at det bedst kan betale sig at være røgfrie. Men kun i det omfang, at de kan tvinge cafeer, værtshuse, bodegaer og finere spisesteder med på galejen. Men da disse etablissementer typisk ikke er medlemmer af HORESTA, forsvinder de gule gardiner i bodegaen og Cohiba-røgen på gourmetrestauranterne ikke uden videre.

Der skal politik til, skal der! Har regeringen så leveret varen? Nej, ikke helt. HORESTA er synligt fortørnet over, at den ikke har fået den ønskede valuta for lobbyindsatsen. Bl.a. fordi udskænkningssteder på mindre end 100 kvadratmeter stadig kan gøre, hvad der passer dem. Der er med andre ord tale om Rent Seeking, der er kalibreret helt forkert. HORESTA kalder det konkurrenceforvridning, mens flegmatiske punditokrater blot tørt må konstatere, at Tullock-tabet ikke blev fuldt materialiseret. Den liberale vælger – ryger eller ej – kan dog midt i al elendigheden gnide sig i hænderne over, at den bedærvede del af erhvervslivet en gang imellem får løn som fortjent.

Om (de såkaldte) NGO'er

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. februar 2006. 1 svar

Et af de udtryk, der i de senere år har irriteret mig mest, er “NGO’er”–d.v.s. “non-government organizations”.  Dette udtryk bruges som regel til at beskrive en blandet landhandel af organisationer, der generelt kan sammenfattes som værende karakteriseret af ihvertfald to ting: De er 1) relativt langt til venstre i det politiske spektrum; 2) dybt afhængige af skattekroner fra de stater, som de angiveligt ikke er en del af.

Ikke desto mindre giver journalister og stater typisk disse organisationer en ukritisk dækning på linie med, at de var udsendte repræsentanter for Oraklet fra Delphi, inkarnationer af Leonardo da Vinci/Mahatma Gandhi, o.s.v.

I USA er man derimod generelt lidt mere kritisk nærgående overfor f.eks. MSM–og nu også NGO’ere.  Tænketanken American Enterprise Institute og juristsammenslutningen Federalist Society for Law & Public Policy er således nu gået sammen om at drive et NGO Watch.  Her kan man bl.a. læse dette om formålet:

“In recent years, NGOs have become more prominent, more visible across a broader spectrum of interests. Governments and international organizations increasingly rely on NGOs to implement aid programs and deliver development assistance, channeling millions of dollars through these organizations and arguing, in effect, that NGOs have the capacity to address social and environmental problems with greater efficiency than government agencies. Today, thousands of internationally operating NGOs deliver billions of dollars of assistance annually, and the U.S. government gives a large share of its aid funds through NGOs.

NGO officials are widely cited in the media and relied upon in congressional testimony; corporations regularly consult with NGOs prior to major investments. NGOs also use their growing influence inside international organizations to push for the establishment of globalized standards and international legal norms. Yet this growing local and global role has in large part been unchecked and unregulated. Coupled with sparse (or reluctant) practices of public disclosure and a spate of high-profile NGO scandals in the last decade, calls for greater transparency in NGO operations have been resounding. Who funds NGOs? How effective are their programs? How do they influence governments and international organizations? What are their agendas? And to whom are they accountable?”

NGO Watch fokuserer f.eks. i en kommende konference på organisationer, der promoverer begrebet “corporate social responsibility”:

“What really is Corporate Social Responsibility? Do companies that engage in it cheat their shareholders and mislead the public by greenwashing or are they investing in their long-term future? These and other question will be discussed at the upcoming NGOWatch Conference.”

It's the government, stupid!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2006. 5 svar

Mens næsten alle er ved at falde over hinanden for at beskæftige sig med, hvad Jack Abramoffs fald som super-lobbyist mon kan betyde for Bush og Republikanerne, synes der at være få, der husker på, hvad det egentlig drejer sig om: At en pris, der er værd at have, er en pris, som det er værd at investere i at få.  Det er dét, som Gordon Tullock og public choice skolen kalder “rent-seeking”, men som den irske 1800-tals historiker Lord Acton egentlig beskrev mere filosofisk med ordene: “Power corrupts and absolute power corrupts absolutely”.  Jo større og mere regulerende den offentlige sektor er, og jo mere magten til at træffe beslutningerne er koncentrerede på nogle få, desto mere er det sandsynligt, at særinteressegrupper vil forsøge at påvirke beslutningerne på en måde, der gavner de få på bekostning af de mange.

Problemet er jo ikke, at Abramoff og de (mestendels) Republikanere, han har været i “business” med, er specielt meget mere korrupte eller kedelige typer end Demokraterne eller end politikere og lobbyister i det hele taget er flest.  Næ, Abramoff var bare bedre til det; hans “K-Street Strategy” var blot det seneste og det mest innovative forsøg, og man skal være meget naiv for ikke at tro, at en kraftig ekspansion af den offentlige sektor, ikke medfører stigende lobbyisme og mere innovative metoder for at sikre sig de “rents”, der kan gafles.  Ville Demokraterne have været mindre plagede af lignende sager, hvis de havde kontrolleret kongressen?  Det skal man være endog meget naiv for at tro—eller også have en meget kort hukommelse.

Det er ikke en undskyldning af Abramoff, men det er en uundværlig diagnose, som man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre noget ved problemet.  Og problemet er her, at man bliver nødt til at have en fundamental mistillid til, hvad staten og den politiske proces repræsenterer.

En af mine absolutte favoritter blandt klummeskribenter, Peggy Noonan, havde torsdag i Wall Street Journals OpinionJournal en virkelig god klumme over netop dén læst:

“The problem with government is that it is run by people, and people are flawed. They are not virtue machines. We are all of us, even the best of us, vulnerable to the call of the low: to greed, conceit, insensitivity, ruthlessness, the desire to show you’re in control, in charge, in command.

If the problem with government is that it is run by people and not, as James Madison put it, angels, the problem with big government is that it is run by a lot of people who are not angels. They can, together and in the aggregate, do much mischief. They can and inevitably will produce a great deal of injustice, corruption and heartlessness.

People in government–people in a huge, sprawling government–often get carried away. And they don’t always even mean to. But they are little tiny parts of a large and overwhelming thing. If government is a steamroller, and that is in good part how I see it, the individuals who work in it are the atoms in the steel. The force of forward motion carries them along. There is inevitably an unaccountability, and in time often an indifference about what the steamroller rolls over. All the busy little atoms are watching each other, competing with each other, winning one for their little cluster. And no one is looking out and being protective of what the steamroller is rolling over–traditions, shared beliefs, individual rights, old assumptions, whatever is being rolled over today.

This is essentially why conservatives of my generation and earlier generations don’t like big government. They don’t even like government. We know we have to have one, that it is necessary, that it can and must do good, that it has real responsibilities that must be met. Madison again, in Federalist 51: “If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. In framing a government which is to be administered by men over men, the great difficulty lies in this: you must first enable the government to control the governed; and in the next place, oblige it to control itself.”

These are wise words.

But conservatives are not supposed to like big government. It’s not our job. We’re supposed to like freedom and the rights of the individual. (Individuals aren’t virtue machines either, but they’re less powerful than governments and so generally less damaging.) We’re supposed to be on the side of the grass the steamroller flattens.”

Mon ikke.  Og her er så videre en Reaganistas hilsen og “reminder” til Abramoff og K-Street klanen:

“Twenty-five years ago this month the conservative movement came to Washington, and much good came of its arrival. The argument against big government–its big taxing and big regulating, its bias toward a kind of enforced cultural conformity–was made again and again. The growth of government slowed, its demands to some degree beaten back.

The leadership of the Republican Party was now, in its avowed aims if not its daily practices, antigovernment. …  The steamroller slowed.

Eleven years ago this month came the Gingrich revolution and the Contract With America. That contract could be boiled down to these words: Stop the Steamroller. Take away its gas, make it smaller, term-limit it. Be on the side of the grass. This movement too did good work–it actually forced upon the federal government a balanced budget–but in the end results were mixed, as political results tend to be. The steamroller rolled on. …

And yet. All other parts of the government grew. The size and force of it grew in ways that were not at all necessary or crucial.
And learning to accept the steamroller, learning to direct the steamroller, learning in fact to love the steamroller, can get you to some bad places. It can get you to Jack Abramoff. To more size, more action, more corruption. To flawed people who are essentially unaccountable and busy winning their own victories for their own cluster. “I got mine. You got yours?”

Political corruption is always more likely when you fall in love with the steamroller. Or if not loving it accepting it, being “realistic” about it, embracing it. … [But it] isn’t good to love the steamroller. In the end it can roll right over you, and all you stand for, or stood for.”

Og netop dét advarede Wall Street Journals politiske redaktør John Fund forleden om: At hele Abramoff-affæren kan få alvorlige konsekvenser for Republikanerne ved midtvejs-valget i 2006, fordi partiet dermed ikke troværdigt vil kunne føre valgkamp på dets traditionelle mærkesager.  WSJ’s ledere har konsekvent være negative overfor lobbyisterne og “pork barrel politics”, og fredagens leder tager konsekvensen:

“This week’s plea agreement by “super-lobbyist” Jack Abramoff has Republicans either rushing to return his campaign contributions in an act of cosmetic distancing, accuse Democrats of being equally c
orrupt, or embrace some ne
w “lobbying reform” that would further insulate Members of Congress from political accountability.
Here’s a better strategy:Banish the Abramoff crowd from polite Republican society, and start remembering why you were elected in the first place. …

What’s notable so far about this scandal is the wretchedness of the excess on display, as well as the fact that it involves self-styled “conservatives,” who claimed to want to clean up Washington instead of cleaning up themselves. That some Republicans are just as corruptible as some Democrats won’t surprise students of human nature. But it is an insult to the conservative voters who elected this class of Republicans and expected better.”

Som Noonan afsluttende skriver:

“Is there a way for Republicans to go? Stop trying to fit in. Stop being another atom in the steel. It does no good trying to run a better steamroller. It won’t work. Steamrollers are not your friend.”