En af de mange falske myter om velfærdsstaten er, at den skyldes en bevidst plan. Det er langt fra tilfældet. Begyndelsen på den moderne velfærdsstat – folkepensionen – kom ganske vist efter et længere politisk slagsmål. Men mange af de tunge udgiftsområder opstod som mindre udgiftsposter, der med tiden fik vokseværk. Udgifterne til dagpenge svulmede under 70’ernes arbejdsløshed. Efterlønnen var tænkt som en mindre ordning og opstod som et kompromis under SV-regeringen, hvor Venstre gik med mod til gengæld at få indført atomkraft (en aftale der siden løb ud i sandet). Udgifterne til det offentlige sundhedsvæsen er svulmet, fordi behandlingsmulighederne og levetiden er steget, og at sygekasserne blev afskaffet. De fleste af velfærdsstatens ordninger gav anledning til adfærdsændringer, som skubbede regningen op.

Under coronaen og de aktuelle energiprisstigninger har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, staten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere – om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiudbruddets konsekvenser.

Under de aktuelt høje energipriser har regeringen af flere omgange lagt ”varmechecks” på bordet, og oppositionen har primært kritiseret, at ikke flere blev omfattet.

I sig selv har disse udbetalinger begrænset effekt på de langsigtede offentlige finanser. Hvis de vel at mærke er engangsforeteelser. Men vil de være det? Staten har påtaget sig nye forsikringsopgaver, og der kan meget vel have opstået forventninger om, at staten står klar i lignende situationer. Ikke så snart brød f.eks. energistigningerne løs, før røster i erhvervslivet ønskede sig nye hjælpepakker.

De risici, der normalt er knyttet til prisudsving for forbrugerne og konjunkturudsving for erhvervene, har de tidligere selv måttet beskytte sig imod. Andre risici har velfærdsstaten som sagt allerede taget på sig. Men hvorfor ikke – kunne man spørge sig – lade staten påtage sig alle risici. Hvorfor ikke bare have en stor forsikringskasse for det hele?

Det er der en række rigtig gode grunde til:

1. Risikoen forsvinder ikke, fordi staten overtager den. Det er en illusion. Tværtimod allokerer staten risikoen til dem, der i sidste ende ikke kan vægre sig i de politiske spil.
2. Staten er således heller ikke et bundløst kar. Det er også en illusion. Pengene kommer i stedet i sidste ende fra de skatteydere, som taber det politiske spil sorteper.
3. Ofte er taberne kommende generationer, som ikke har stemmeret endnu. Logikken er som i et pyramidespil. De første generationer, der f.eks. fik adgang til folkepension, fik en entydig gevinst ved at få en pension, de ikke havde sparet op til. De næste generationers gevinst blev gradvist mindre, fordi de skulle bidrage til de tidligere generationers pension. Først på det tidspunkt, hvor belastningen af de offentlige finanser bliver stor nok til, at systemet må modificeres, begynder generationerne at tabe.
4. En meget stor del af markedet og ikke mindst de finansielle markeders funktion er at allokere risiciene til dem, der er bedst til og har præference for at bære dem. Investorer deler sig i risikovillige, som ejer egenkapital, og i mindre risikovillige, som ejer fremmedkapital. Risiko og beslutningsret knyttet sammen, og risici pooles og minimeres via aktuarbaserede forsikringer og porteføljespredning. En hensigtsmæssig allokering af risiko er af meget stor betydning for den samlede samfundsøkonomi.
5. Når staten overtager en risiko, følger uundgåeligt to følgesvende med. Den første er moral hazard. Det er det problem, at borgerne ikke tager nok hensyn til risici, når regningen falder på andre. Til trods for ideen om, at velfærdsstatens opgave er at afbøde risici, så skaber den samtidig mere risikotagning.
6. Den anden følgesvend er styring og kontrol. Når staten overtager risikoen ved borgernes adfærd, vil den også blive nødt til at modificere den risikable adfærd. Ellers efterlades den med et blødende sår. Derfor er velfærdsstaten også blevet gennemsyret af styring og kontrol. Ledige kontrolleres og tvangsaktiveres for at forhindre misbrug af dagpengesystemet. Offentlige ydelser som studiepladser og hospitalsbehandlinger rationeres. Borgerne beskattes af eller forbydes usund adfærd, fordi de offentlige kasser betaler for behandlingerne. Kontrolvældet er desværre ikke bare et udslag af bureaukratisk amokløb, men er velfærdsstatens nødvendige følgesvend.  

Fristelsen til at forlange, at staten skal overtage vore risici, er forståelig og enorm. Men den kommer med en pris. Bastiat definerede staten som det store bedrag, hvorigennem alle søger at leve på alle andres bekostning. Realiteten er, at vi samlet taber ved at forsøge at lade staten overtage risiciene – hvilket er lidt paradoksalt, hvis vi alle sammen forsøger at undgå risiciene og deres omkostninger.