Robert Putnam, et af politologiens koryfæer, har næsten lige været i Danmark i forbindelse med Aarhus Universitets Matchpoint-konferencer. Flere var skuffede over Putnams forelæsning, men mange bruger ham stadig i adskillige politiske argumenter. Det gælder ikke mindst, når kommentatorer argumenterer for nationalkonservative mærkesager. Problemet er blot, at forskningen de senere år har dokumenteret, hvor bemærkelsesværdigt, Putnam tager fejl i sine kerneanalyser.
Putnams hovedargument siden hans bestseller Making Democracy Work har været, at forskellige i social kapital er centrale for at forstå, hvorfor nogle lande og regioner fungerer bedre end andre. Social kapital er et paraplykoncept, der dækker styrken af sociale normer, omfanget af frivillige netværk, og tillid til andre mennesker. Kernen i Putnams koncept er, at de tre elementer påvirker og forstærker hinanden: Sociale normer dannes og styrkes når folk møder hinanden i netværk og frivillige organisationer (f.eks. Putnams berømte kor), og når de lærer hinanden at kende, danner de tillid til hinanden og lærer dermed at stole på andre mennesker mere generelt. Eller det påstår Putnam da…
Men Putnams sag er smuldret de senere år. Eric Uslaner viste allerede i sin 2002-bog om The Moral Foundations of Trust, at frivillige netværk ikke skaber generel tillid. De skaber kun partikulær tillid, dvs. tillid til de mennesker man lærer at kende i netværket, men den udstrækkes ikke til andre. Kim Sønderskov (AU, Statskundskab) og jeg besluttede at se nærmere på Putnams social kapital-koncept. Artiklen, der snart publiceres i Social Indicators Research, konkluderer, at konceptet fra alle vinkler er dårlig samfundsvidenskab.
Helt grundlæggende er argumentet, at hvis konceptet har betydning, må det række ud over de tre elementer i det – normer, netværk og tillid. Med andre ord må de være forbundet så det ene påvirker det andet for at det giver mening. Det er også fuldstændigt nødvendigt for Putnams politiske anbefalinger, der hviler på at man kan påvirke samfundets normer og tillid.
Men Kim og jeg finder, at de tre elementer er statistisk ortogonale – med andre ord at de intet har med hinanden at gøre. I detaljerede amerikanske data finder vi endda, at netværksaktivitet må skilles i to typer som ikke har meget med hinanden at gøre. Der er således ingen empirisk støtte til Putnams koncept eller hans anbefalinger. Ligeledes må man stille spørgsmålstegn ved alle hans analyser, som hviler på indeks, der blander de tre elementer.
Når en af vores læsere for eksempel skrev forleden om, hvordan Putnam viste at indvandring og større etnisk diversitet underminerer den sociale kapital, har det faktisk ingen dårlige konsekvenser for landets udvikling. De gavnlige virkninger, som social kapital har på økonomisk og institutionel udvikling, er alle drevet af social tillid – dvs. tillid til andre mennesker man ikke kender – mens etnisk diversitet primært er korreleret med netværksaktivitet, men kun på det allermest lokale plan med tillid. Putnam skal naturligvis krediteres for at have sat en hel forskningslitteratur i gang, men han tog dramatisk fejl. Og skuffelsen over hans besøg burde primært være fordi han stadig nægter det.