Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2024. Skriv et svar
Torsdag den 7/3 afholder IFN i Stockholm et offentligt policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret er en af de sidste aktiviteter i mit og Niclas Berggrens forskningsprojekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som finansieres af the John Templeton Foundation. Arrangeementet begynder 8.30 med registrering og morgenmad – hvis man er i Stockholm – og selve programmet starter klokken 9. Det hele foregår både fysisk i Stockholm og online – da to af os er med på zoom.
Arrangementet begynder med to indlæg af Niclas og mig, hvor vi kort præsenterer to bidrag fra forskningsprojektet: Jeg taler om hvorvidt globalisering påvirker folks mellemmenneskelige tillid – samfundets ‘sammenhængskraft’ – og Niclas præsenterer vores fælles arbejde om kapitalisme er bedre for mænds end kvinders tilfredshed med livet. Interesserede kan læse mere her og her.
Panelet, der efterfølgende diskuterer de to indlæg og de videre perspektiver i emnet og projektet, den 7. består af tre formidable kvinder: Johanna Möllerström, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, Ulrica Schenström, direktør for tænketanken Fores, og Karin Svanborg-Sjövall, tidligere direktør for Timbro og nu ‘statssekreterare’ (en slags departementschef) i det svenske Kulturdepartementet.
Hele arrangementet er fokuseret på formidling af bidder fra projektet, og kræver på ingen måde en forskeruddannelse eller særlig indsigt. Alle interesserede kan tilmelde sig gratis her! Deadline for tilmelding er fredag den 1/3.
Af Christian Bjørnskov, den 26. oktober 2023. 2 svar
Nogle gange kan man sidde med noget som forsker, som på ingen måde er færdigt, men som man alligevel synes er så spændende, at man gerne vil dele det med andre. Det er tilfældet idag, hvor vi derfor starter noget der kan gå hen at blive en tilbagevendende serie på bloggen: ‘Forskning igang’. Og idag handler det om udviklingen af social tillid i Ukraine.
Baggrunden er, at der er en åben diskussion af hvad konflikt gør ved et lands ‘sammenhængskraft’. Begrebet sammenhængskraft er som bekendt vagt og misbrugt, men er ganske tæt på ‘social tillid’, som er klart defineret og målt. Mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas – begge fra Universidad de Navarra i Pamplona – og jeg udgav for et par år siden “The economics of change and stability in social trust: Evidence from (and for) Catalan secession“, hvor vi undersøgte hvad uafhængighedsprocessen i Catalonien havde gjort ved catalanernes tillid til hinanden. Forleden kontaktede Martin mig med spørgsmålet, om vi kunne gøre noget lignende med den sociale tillid i Ukraine. Det mente jeg absolut man kunne, og vi gik igang sammen med Miguel Ángel.
Som indikeret i indledningen er vi midt i forskningsprocessen lige nu. Vi har lagt os fast på hvilke data vi kan bruge – det er the World Values Survey fra 1996, 2006, 2011 og 2020 – og har nogenlunde lagt os fast på et empirisk design. Vi har derfor ikke konkrete estimater endnu, men vores data giver nogle meget klare indikationer. Det er dem, vi deler idag.
Figuren nedenfor opsummerer, hvorfor vi er sikre på at der er en historie at fortælle. I 1996, nogle få år efter at Ukraine formelt var blevet uafhængigt, så der ud til at være en mindre forskel på tillidsniveauerne i Rusland og Ukraine: Både de russiske-talende og ukrainsk-talende ukrainere havde lidt højere tillid. Ti år senere var der ingen klar forskel, og per 2011 virkede det mere som om de ukrainsk-talende var mindre tillidsfulde.
Grunden til at vi skiller ukrainsk-talende ukrainere fra de russisk-talende er, at det er vores bedste bud på, hvordan man fanger forskelle i om folk føler sig ukrainske og har en tydeligt ukrainsk national identitet. Og det er præcist der, vi kan se forskellen efter Ruslands invasion af det ukrainske Krim og støtte til konflikten i Donetsk og Luhansk i den østligste del af Ukraine. I 2020-undersøgelsen er der ingen forskel på social tillid i Rusland og blandt russisk-talende i Ukraine, men en solid forskel til de ukrainsk-talende Ukrainere: De første to grupper har tillidsniveauer på henholdsvis 23,1 og 22,1 %, mens de ukrainske ukraineres niveau er 36 % (p<.01). Fra en lang periode uden klare forskelle, har en markant forskel materialiseret sig.
Spørgsmålet, udover hvordan man empirisk vurderer hvor stor forskellen er og hvor statistisk sikker den er, er hvordan man tolker billedet. Vores umiddelbare tolkning er, at vi ser en uforudset konsekvens af Ruslands annektering af Krim og trussel mod Ukraine i form af skabelsen- eller genskabelsen af en klar national identitet. Vi ser således heller ingen forskel i tillid mellem russisk-talende og ukrainsk-talende, hvis de stemmer på russisk-venlige partier i Ukraine, men store forskelle ellers.
Der er masser af ting, der stadig skal laves i vores nye forskning, og nok nogle hundrede timers arbejde, før det er klart. Planen er, at den første version skal præsenteres til den årlige konference i the Public Choice Society i Dallas til marts. Men de helt foreløbige indikationer var for interessante til ikke at dele med punditokraternes læsere. Og som altid er spørgsmål, forslag og overvejelser velkomne!
Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2023. Skriv et svar
De økonomiske fordele ved øget globalisering er uomtvistelige. På et teoretisk plan har de været forstået siden Adam Smiths tid, med væsentlige senere bidrag fra David Ricardo i 1817, Heckscher og Ohlin i 1930erne, og bl.a. Marc Melitz siden 2000. Alligevel er globalisering enten direkte upopulær blandt politikere i næsten alle dele af dansk politik, eller i det mindste er politikerne skeptiske. En del af deres skepsis – når den ikke blot kommer fra en uvilje mod et tab af politisk kontrol – kommer fra idéen om, at globalisering på en eller anden måde svækker samfundets sammenhængskraft og fælles kultur.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan det ser ud til at social tillid faktisk gør folk mere positive overfor globalisering (læs her). Men spørgsmålet om den modsatte årsagssammenhæng – påvirker globalisering folks tillid til hinanden – er stadig åbent. På den ene side er der en tradition i sociologi siden Ferdinand Tönnies, der mente der var en forskel på gemeinschaft og gesellschaft, hvor markedsøkonomien fører til gesellschaft og dermed ødelægger folks følelse af gemeinschaft, der groft kan oversættes til sammenhængskraft. På den anden side er der mere moderne tænkning, der fokuserer på hvordan folk lærer om andre mennesker, der er anderledes end dem selv, i en mere global markedsøkonomi.
Som en del af vores projekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg set på spørgsmålet. Helt specifikt undersøger vi i artiklen Does Globalization Suppress Social Trust? om øget globalisering underminerer folks tillid til hinanden. Det store problem i spørgsmålet er, om folks tillid påvirker deres lands handels- og investeringspolitik – dvs. landets grad af globalisering – eller om globaliseringen påvirker folks tillid. Man kan derfor ikke bare se på en simpel sammenhæng, men må finde en måde at løse kausalitetsproblemet. Vores løsning er at bruge det, der kaldes den epidemiologiske metode. Konkret undersøger vi, hvordan globaliseringen i folks formative år (16-25) har påvirket deres tillid idag. Vi stiller skarpt på immigranter, som har været påvirket af globaliseringen i deres hjemland, men nu bor et andet sted. Deres sociale tillid idag i Frankrig kan således logisk ikke påvirke globaliseringsgraden for 20 år siden i Marokko, hvis det er der de kom fra. Og den kan slet ikke gøre noget, når vi ser på tillid blandt immigranternes børn.
Resultatet af undersøgelsen, der udkom forleden dag i Journal of Economic Behavior & Organization er, at hvis der er nogen som helst effekt af globalisering på folks tillid, er den lille og positiv. Vi kan også vise, at påvirkningen primært kommer fra den førte politik og ikke fra faktiske globale handels- eller investeringsstrømme. På tværs af cirka 26.000 førstegenerations-immigranter og godt 7000 i anden generation finder Niclas og jeg således ingen – siger og skriver ingen – evidens for den type effekter, der gør politikere og nationalkonservative borgere skeptiske overfor fri handel og investeringer med resten af verden. Bekymringen om, at interaktion med resten af verden på en eller anden måde truer vores kernekultur, er med andre ord helt uden fundament.
Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2023. Skriv et svar
Nogle af vores læsere er sandsynligvis interesserede i social tillid og spørgsmål om, hvad tillidsforskelle betyder for forskellige samfunds udvikling. Vi har over årene skrevet mange indlæg om netop social tillid, hvordan de nordiske lande er særligt tillidsfulde, og hvad det har betydet for os. For de interesserede er der nu en mulighed for at høre mere om emnet: På mandag, den 17/7, afholder the Institute for Humane Studies et webinar med undertegnede med titlen “Social Trust and Institutions.” Webinaret er primært en samtale med instituttets Community Engagement Strategist, Aaron Powell, efterfulgt af cirka 20 minutters Q&A med publikum. Webinaret, der primært handler om hvor forskningen er for tiden, introduceres på denne måde:
“This webinar will focus on the importance of social trust for long-run economic growth and institutional quality. While the first studies to show a clear association between trust and development, in the long run, are now 25 years old, it remains a question if trust affects all countries and how it does so: through more productivity, more investments, better institutions?”
Alle interesserede er velkomne til eventen, der tager en time og udelukkende er online. Man skal blot registrere sig til eventen her, som starter mandag klokken 12 Eastern Standard Time – dvs. klokken 18 dansk tid – og varer en time.
Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2023. Skriv et svar
Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.
Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.
Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.
Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.
Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.
Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?
Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2022. 1 svar
Folks tillid til hinanden varierer kraftigt på tværs af Europa, og på tværs af verden. Vi har skrevet om det en række gange her på stedet, med forskellige perspektiver. Idag gør vi det med et særligt juleperspektiv. Helt specifikt er vores julede spørgsmål idag, om folks sociale tillid på en eller anden måde har noget at gøre med, hvad de kalder den højtid som på de nordiske sprog kendes som ‘Jul’.
Rent praktisk udnytter vi, at den store undersøgelse European Social Survey, der bliver gentaget hvert andet år, spørger folk om hvilket sprog de taler derhjemme. Vi kan derfor matche lige knap 170.000 respondenters tillid til hvilket navn de bruger for julen. I de nordiske lande er det for eksempel Jul, Jól, Joulu og Jōulud. En anden kategori er Christmas, der på hollandsk er Kerstmis, mens en tredje er de romanske sprogs forskellige udgaver af Noël, der også omfatter keltiske sprog – det er f.eks. Nedeleg på breton (se her).
Resultatet kan ses i figuren nedenfor, der meget klart viser at de mest tillidsfulde mennesker i Europa kalder julen for Jul: på undersøgelsens 10-punktskala svarer de i gennemsnit 6,4. De næste er forskellige udgaver af Christmas blandt folk der taler engelsk, hollandsk/flamsk og luxembourgsk – og pudsigt nok også græsk (gns. 5,1). Nummer tre er det tyske Weihnachten, der inkluderer det tjekkiske Vánoce (gns. 4,8), mens den fjerde er folk der kalder julen Noël (gns. 4,3). De romanske er kun marginalt mere tillidsfulde end enten folk på Balkan, der bruger ordet Božić og vores restgruppe – lettisk, litauisk, baskisk (begge gns, 4,2). I bunden ligger ungarsk og rumænsk (gns. 4,0) og det albanske Kristhlindja (3,8).
Vores post idag er således en julet udgave af den traditionelle Sjov med Statistik-serie. Et bestemt ord for årets højtid går naturligvis ikke folk mere tillidsfulde, men forklaringen skal også findes et andet sted: Julenavnet reflekterer distinkte kulturkredse indenfor Europa, og det er forskelle i disse kulturkredse, der også skaber eller vedligeholder tillid på meget langt sigt.
Det at det meste af Østeuropa er mindre tillidsfuldt kan derfor i høj grad tilskrives oplevelsen under socialism inden 1990, mens forskellene internt næppe kan. På samme måde er forskellene mellem de fire vesteuropæiske hovedområder – Jul, Christmas, Weihnachten og Noël – interessante. Og måske mest interessant er, at det suverænt mest tillidsfulde område, Juleområdet, er der hvor det før-kristne navn for højtiden har overlevet i 1000 år. Er den nordiske tillid måske udtryk for, at kirken aldrig fik den samme undertrykkende indflydelse som i resten af Europa? Måske, måske ikke, men det er da værd at tænke over i dagene før jul.
Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2022. Skriv et svar
Jeg sidder pt. i Stockholm til den første workshop i projektet ”Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Projektet, der er fælles arbejde med Niclas Berggren, køres fra IFN i Stockholm, og sigter mod at forstå hvordan tillidskultur, udvikling og forhold som økonomisk frihed og demokrati spiller sammen. Særligt forholdet mellem økonomisk udvikling og social tillid er interessant, da der er en række studier der finder, at social tillid fostrer hurtigere vækst (se f.eks. her og her), og andre der påstår at tillid er noget der kommer med rigdom – at man får ’råd til’ at stole på andre mennesker.
To måder at få en idé om, hvilken retning årsagssammenhængen går, er at enten se på sammenhængen mellem tillid og indkomst over tid, eller at se på sammenhængen på tværs af forskellige regimetyper. Pointen med den første måde er, at hvis indkomst skaber større tillid, burde man se en stærkere sammenhæng mellem tillid og indkomst over årene, men hvis tillid skaber indkomst bør sammenhængen være ret stabil over tid. Pointen med den anden er, at hvis indkomst skaber tillid, burde det ske i alle typer lande. Hvis tillid skaber indkomst har vi teorier, der peger på at det primært sker gennem at tillid skaber gode institutioner i demokratier, og disse institutioner påvirker den økonomiske udvikling.
Figuren nedenfor viser begge distinktioner: Vi plotter tillid mod nationalindkomst per indbygger for 2018, 1988 og 1958 – dataene er fra Madison-databasen – og skelner mellem lande der var demokratiske i de ti år op til tidspunktet versus dem, der ikke var. Mens der er relativt store forskelle, illustrerer plottet ganske godt to forhold. For det første er der en ganske klar sammenhæng på tværs af verdens demokratier, men ikke i autokratierne. For det andet er der ingen forskel mellem styrken i sammenhængen i 2018, 1988 og 1958. Over tid varierer korrelationen mellem 0,48 og 0,62, men som plottet viser, er regressionslinjen fuldstændigt den samme, bare forskudt opad i takt med at hele verden er blevet rigere.
Overordnet set peger disse simple illustrationer således på, at det primært er social tillid, der driver den langsigtede økonomiske udvikling, og ikke omvendt. Tillid kan derfor ses som en del af en national eller i nogle tilfælde regional kultur, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Men tillidskulturen er vigtig, da den gør samfundet rigere og mere produktivt. Den er således heller ikke et resultat af politik, men mere fundamental for hvem vi er, og hvilken vej vi kan tage til rigdom.
Som enhver ved, der har rejst i forskellige dele af verden, er der stor forskel på hvor høje folk er. De skandinaviske befolkninger er blandt de højeste, men er ikke helt de allerhøjeste. De laveste mænd på tværs af 77 vestlige og latinamerikanske lande, som vi har troværdige data fra, findes i Guatemala og er blot 164,4 cm i gennemsnit, mens de højeste er hollænderne på 183,8 cm, skarpt forfulgt af montenegrinerne på 183,3 cm.
En af forklaringerne på, at nogle landes befolkninger er højere end andre, er rigdom: Jo rigere gennemsnittet bliver, jo bedre ernærede bliver folk, og jo bedre ernærede bliver deres børn i særlig grad. Det kan også ses i danskernes udvikling, som vi skrev om i 2013. Men det kan næppe være hele forklaringen. Og det er her, dagens Sjov med Statistik kommer ind fordi det generelle billede på tværs af den vestlige verden afslører en anden ting: Der er ingen lande med en lav befolkning, der har en høj grad af social tillid! Skulle man være i tvivl, kan man blot se på nedenstående figur, hvor vi plotter social tillid mod gennemsnitshøjden for mænd for fire grupper: Vestlige lande (blå markører), tidligere kommunistiske lande (røde), Latinamerika (sorte), og de rige asiatiske lande (gule).
Er det ikke bare noget pjat – en såkaldt spuriøs sammenhæng? Det kan sagtens være, det er det, men yderligere analyse bekræfter bare den generelle sammenhæng. Regressionsanalyse på de 77 observationer i vores figur viser, at mens en fordobling af BNP i gennemsnit gør folk to centimeter højere – og at den relative fattigdom fuldt forklarer, hvorfor latinamerikanere er så klart mindre end europæere – er immigrantnationer og de asiatiske mindre, og folk i tidligere kommunistiske lande. Det ødelægger derimod ikke sammenhængen mellem tillid og højde: Formelle estimater som disse viser, at folk ti procentpoint højere social tillid er forbundet med en gennemsnitshøjde, der er én centimeter højere. Med andre ord, hvis danskerne eller nordmændene havde haft samme tillidsniveau som f.eks. briter eller vesttyskere, havde vi været tre cm mindre.
Hvad der ligger bag sammenhængen skal jeg lade være usagt – det er der næppe nogen der ved – men det kan være interessant at tænke over. Er der f.eks. en tredjevariabel, der forklarer både højde og tillid? Det kunne der være, men den mest åbenlyse – hvor kold vinteren er og dermed hvor hårdt klimaet historisk set har været – forklarer faktisk intet. Er der en plausibel mekanisme, der kan forklare at et kulturelt træk som social tillid på en eller anden måde fører til enten bedre ernæring i generationer, eller at højere mennesker får flere børn? Er der noget genetisk bag det? Vi opfordrer vores læsere til at tænke over tallene og måske undre sig lige så meget, som vi gør.
Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2022. Skriv et svar
Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.
Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.
Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.
Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.
Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2021. Skriv et svar
På tværs af verden er det stor forskel på, hvordan borgerne vurderer det politiske system. Der er for eksempel stor forskel på, i hvilken grad borgerne er tilfredse med måden, demokrati virker i deres land, og også deres tilfredshed med politikere og med samfundets bærende institutioner. Internt i Europa varierer tilfredsheden med demokrati således mellem 73 % i Danmark og Irland og 34 % i Grækenland, ifølge EuroBarometeret fra efteråret 2019.
Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.
Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.
Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.
Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.
Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.
Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2021. Skriv et svar
En gang om året udkommer Fraser Instituttets rapport, der gør status over den økonomiske frihed i verden: Economic Freedom of the World. Både forskere og meningsdannere ser frem til rapporten, der altid er interessant, baseret på en række omhyggeligt behandlede indeks – som forskere bruger i stor stil – og giver et godt overblik over, hvordan politik udvikler sig på fem forskellige områder. Kortet nedenfor, der er fra dette års rapport, giver et absolut første indtryk over situationen i 2019, der er det sidste år for hvilket der er data.
For Danmarks vedkommende klarer landet sig overordnet fint som nummer 10 i verden. Det dækker dog over det særlige forhold, at de nordiske lande er ’skizofrene’ i denne sammenhæng. Det økonomiske frihedsindeks er et gennemsnit at fem områder: 1) den offentlige sektors størrelse og skattetrykket; 2) de retslige institutioners kvalitet; 3) kvaliteten af pengepolitik (’sound money’); 4) landets åbenhed for international handel og internationale investeringer; og 5) landets frihed fra tung regulering. Mens Danmark er årets nummer 3 på område 2), nummer 8 på område 4), nummer 10 på område 5), og nummer 26 på område 3), er område 1 en anden historie. Her er vi nummer 150 af de 165 lande, der dækkes af dataene! Og som en væsentlig forskningslitteratur viser – og som vi illustrerer i figuren nedenfor – er den fine placering på det særligt vigtige område 2 ikke en konsekvens af gode politikere eller andet, men en refleksion af et særligt nordisk kulturtræk: Social tillid. Der er således meget at være glad for, men også meget væsentligt reformpotentiale.
Udover dataene, omfatter rapporten også altid et eller flere temakapitler; tidligere rapporter har for eksempel haft kapitler om økonomisk frihed og tolerance (Niclas Berggren og Therese Nilsson i 2020-rapporten) og om økonomisk frihed, iværksætteraktivitet og vækst (Nicolai Foss og undertegnede i 2012-rapporten). I dette års rapport viser Justin Callais (Texas Tech University) og Vincent Geloso (George Mason University) viser i det første temakapitel, at større økonomisk frihed er forbundet med større indkomstmobilitet. Selvom der faktisk ikke har været empirisk forskning før på området, har et ikke skortet på politikere og meningsdannere, der har påstået at økonomisk frihed kun gavner de rigeste, og dermed hindrer økonomisk mobilitet.
Det er derfor særdeles gavnligt, at der endelig er forskning, der empirisk afsøger sammenhængene og får aflivet nogle politiske myter. Økonomisk frihed er forbundet med væsentligt hurtigere økonomisk vækst, der er både inklusiv og gavnlig for miljøet på langt sigt. De myter, der ofte bruges som argumenter imod reformer, der øger friheden, er derfor meget dyre for de fleste mennesker, og bør undersøges grundigt. Gør man det, er det svært at slippe for en bestemt, overordnet konklusion: De eneste, der helt konsistent har gavn af begrænsninger på borgernes økonomiske frihed, er typisk politikere og deres cronies.
Af Christian Bjørnskov, den 16. august 2021. 2 svar
En af de væsentligste kilder til forskelle i folks tilfredshed med livet er deres grad af social tillid: Hvor meget stoler man på andre mennesker, man ikke kender? Som vi skrev om forleden, er social tillid ikke blot en af kilderne til forskellige vækstrater på tværs af lande, men også en forklaring på, hvorfor landes vækstmønstre adskiller sig fra hinanden. Det samme gælder tilfredshed med livet.
Men et vigtigt spørgsmål i forskningen er, i hvor høj grad man kan – og bør – tale om en national tillidskultur. Spørgsmålet har siden Putnams fortjent berømte Making Democracy Work været stillet i forbindelse med Italien, hvor man meget ydeligt kan se forskelle i tillidskulturen: Der er næsten en verden til forskel på Torino og Palermo. Vi illustrerer idag disse forskelle i et simpelt kort, hvor hver af de ‘NUTS-3 regioner’ som er listet i the European Social Survey kan ses. ESS stiller tillidsspørgsmålet på en skala fra 0 til 10, og hver region får en farve efter dens gennemsnit: Sort hvis gennemsnittet er under 2, rød hvis det er mellem 2 og 3, grøn hvis det ligger mellem 3 og 4, lyseblå mellem 4 og 5, og mørkeblå til de steder, hvor gennemsnittet er over 5.
Som kortet klart viser, er de nordiske lande og Holland de mest tillidsfulde steder i Europa (og i verden). De næste i rækken er Estland (det ‘hemmelige’ nordiske land), Schweiz, Flandern – men ikke de fransktalende dele af Belgien – og pudsigt nok også Nordøstspanien, dele af Tjekkiet, Litauen og Østrig, og Israel. Ukraine er farvet lyseblåt af den simple grund, at kortprogrammet ikke kan dele det op i regioner.
Den vigtigste indsigt fra kortet og dataene bag det (som vi naturligvis gerne deler), er at der er lande i Europa, hvor det ikke giver mening at tale om en national tillidskultur. Italien er et kendt eksempel, med Sicilien som den mindst tillidsfulde region, men en række lande i Østeuropa er også forbløffende diverse. Bulgarien og Ungarn har således regioner i fire forskellige kategorier, mens der både er regioner i Polen, der tillidsmæssigt ligner Frankrig og Spanien, og andre steder, hvor tillidsniveauet nærmere er at sammenligne med Zimbabwe eller Peru.
Som så ofte før her på bloggen, er dagens besked således at man gerne må generalisere, men man skal være omhyggelig med, hvordan man generaliserer. Tager man til USA, ved de fleste at New Orleans er en meget anderledes kultur end Seattle. Det samme gælder, hvis man tager til Polen, Ungarn eller Bulgarien. Og det gælder, når man i medierne udbreder sig om en ungarsk eller polsk ‘kultur’, der tillader diktatur eller bare ikke er særligt demokratisk. Når lande er så kulturelt splittede som mange af de østeuropæiske, bliver den slags generalisering ofte meningsløs.
Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2021. 5 svar
Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens. Dermed ikke sagt, at tillid er skadelig, men blot at man må skelne mellem tillid til politikere, institutioner, og mennesker. En type tillid, der i særlig grad er vigtig for mange – men ikke alle – forhold i samfundet, er social tillid: Den grad af tillid vi har til andre mennesker, vi ikke kender. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i graden af tillid på tværs af verdens samfund. Tallene rækker fra et stykke under 10 procent i f.eks. Brasilien, Cambodia og Peru, der mener man kan stole på andre mennesker, til omtrent 70 procent i Danmark, Norge og Finland.
En lang forskningslitteratur, der startede med Steve Knack og Phil Keefers fabelagtigt rige ”Does Social Capital Have an Economic Payoff?” fra 1997, har vist at højtillidssamfund alt andet lige har mere økonomisk vækst. Der er mange mulige forklaringer, men på trods af 25 års forskning, er det stadig usikkert, præcist hvordan tillid påvirker økonomisk vækst. I ”Social Trust and Patterns of Growth”, der nu kan downloades gratis på SSRN, undersøger jeg derfor hvad data kan fortælle os om, hvordan social tillid påvirker vækstmønstre på tværs af lande.
Udgangspunktet er, at der helt basalt set er to mekanismer der kan bidrage til landes økonomiske vækst: Større faktorinput – dvs. flere mennesker i arbejde, flere arbejdstimer, mere udstyr, flere maskiner, brug af mere energi osv. – og større faktorproduktivitet – dvs. at man lærer at få mere ud af de inputs, man bruger. Siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde i 1950erne har det været forstået, at vækst baseret på øget faktorinput har en naturlig grænse. Der er for eksempel en naturlig grænse for, hvor mange timer man kan arbejde og hvor stor en del af befolkningen der kan være i arbejde – hvor mange børn og gamle tvinger man til at arbejde? Den samme grænse for økonomisk vækst gælder ikke udvikling i faktorproduktivitet, som da også står for langt størstedelen af den langsigtede vækst i moderne økonomier.
Undersøgelsen viser på tværs af de 64 lande, der har fulde data mellem 1977 og 2017, at social tillid helt primært påvirker langsigtet vækst ved at bidrage til produktivitetsudviklingen. Jeg finder ingen evidens for, at tillid påvirker almindelige investeringer, men klar evidens for hurtigere produktivitetsvækst. Estimaterne indikerer, at en tillidsforskel på en standardafvigelse – cirka forskellen i tillidskultur mellem Frankrig og Tyskland – er forbundet med 20 procent større produktivitet. Disse forskelle er derfor langt fra trivielle, men økonomisk meningsfulde. De er også vigtige på den måde, at de giver en del af forklaringen på, hvorfor nogle samfund kan blive ved med at være mere produktive – og dermed rigere, alt andet lige – end andre samfund. I den forstand understøtter de således også min gode ven og kollega Andreas Berghs fortælling om, hvordan de skandinaviske samfund har kunnet finansiere nogle af verdens største offentlige sektorer uden at bryde sammen. Den høje grad af tillid, der kendetegner de nordiske lande, er dermed en meget væsentlig forklaring på, hvorfor vi på trods af årtiers politisk uansvarlighed og økonomisk flottenheimer stadig er rige samfund.
Min gode ven og kollega Niclas Berggren bidrager regelmæssigt med inspiration til denne blog. Det skete igen forleden, da Niclas tweetede om hvor mange 25-34-årige i Europa, der stadig bor hjemme hos deres forældre. Som bekendt er der store forskelle på familiestrukturer rundt omkring i den vestlige verden, men tallet varierer stadig voldsomt fra et minimum på 1,8 % af danskerne i aldersgruppen til hele 56,6 % af slovakkerne.
Det morsomme og rent ud sagt forbløffende er, at der er en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor mange voksne mellem 25 og 34, der er ’hjemmeboende’, og hvor tilfredse folk er med deres liv (fra Gallups World Poll). Korrelationen er -0,79 og som figuren nedenfor tydeligvis viser, er den ikke drevet af enkeltobservationer. Så hvad i alverden foregår der? Det er det spørgsmål, Sjov med Statistik stiller i dag.
Hvis man leder efter direkte forklaringer, er en af de mest åbenlyse nok næppe, at folk ikke kan lide deres forældre og de derfor er mindre tilfredse når de bor sammen med dem. I stedet kunne man forestille sig, at folk føler at de har mindre kontrol og mindre personlig frihed i de omstændigheder, hvor de er tvunget eller presset til at bo med deres forældre langt ind i deres voksenliv. Det kan testes, og her ser landeforskellene ikke ud til at være konsistente med forklaringen. Der er nemlig stort set ingen sammenhæng mellem folks opfattelse af personlig frihed og andelen af hjemmeboende på tværs af Europa. Mens de virker teoretisk attraktive, er den type forklaring derfor langt fra stærk nok til at forklare den mærkelige sammenhæng mellem andelen af hjemmeboende og tilfredshed.
I stedet er en mindst lige så mærkværdig – og morsom – sammenhæng et hint til, hvor forklaringen skal findes. Som man kan se i den anden figur i dag, er sammenhængen mellem andelen af hjemmeboende og samfundets sociale tillid lige så stærk: Korrelationen er -0,82, er ikke drevet af de nordiske landes ekstreme tillidsniveauer, og er lige så klar på tværs af de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) som i resten af Europa. Den viser sig også at forklare, hvorfor andelen af hjemmeboende er så klart korreleret med tilfredshed. Fedter man lidt med dataene viser det sig, at den partielle korrelation når man har kontrolleret for social tillid – dvs. ’resten’ af sammenhængen – er -0,24 og udelukkende drevet af, at bulgarernes tilfredshed er så lav.
Det sjove er, at det blot skifter behovet for en forklaring til spørgsmålet, hvorfor i alverden andelen af hjemmeboende hænger så tydeligt sammen med den sociale tillid. Vi kan i sagens natur kun spekulere på hvad der ligger bag – det er ofte en af præmisserne bag Sjov med Statistik – men blandt andet forskning af Alberto Alesina og Paola Guilano kan give et par hint. De konkluderede i en artikel i 2011 på italienske data, at ”strong family ties appear to be a substitute for generalized trust, rather than a complement to it.” Hintet her er, at en høj andel af hjemmeboende på den måde kommer til at reflektere en kultur med lav social tillid og det, Edward Banfield i sin banebrydende Moral Basis of a Backward Society kaldte ”amoralsk familisme.”
Banfields beskrivelse af et lille, syditaliensk samfund er en af de klassiske fortællinger om, hvordan dual moral – dvs. at der gælder et sæt regler for ens familie og nære venner, og et andet for alle andre – kan ødelægge et samfund. Om det netop er dét, man ser i den mærkelige sammenhæng vi afsøger i dag, må være et åbent spørgsmål. Men det er netop den slags interessante overvejelser, man kan komme ud i med lidt sjov med statistik.
Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2021. Skriv et svar
Forleden kom den triste meddelelse, at Ronald Franklin Inglehart var død, 86 år gammel. Inglehart voksede op i Glencoe, Illinois, og tog de circa 20 kilometer sydpå til Northwestern University, hvor han fik sin BA i 1956. Han flyttede derefter en smule længere sydpå til University of Chicago, hvor han fik sin Masters i 1962. Efter et ophold som Fulbright scholar ved universitetet i Leiden i Holland, tog han tilbage til Chicago og gjorde en PhD færdig i 1967. Det meste af hans karriere var som professor i statskundskab ved University of Michigan, hvor han underviste fra 1966 til 2001. Siden 2010 havde Inglehart været leder af the Laboratory for Comparative Social Research ved den prestigiøse Higher School of Economics i Moskva. Hans russiske kollegers mindeord kan læses her.
Grunden til at vi skriver specifikt om Inglehart i dag er, at han har været ekstremt vigtig for min egen forskning, men også for flere andre punditokraters virke og tænkning. Han var en af de første, der omhyggeligt gjorde brug af store internationale spørgeskemar i sin forskning, og var en af hovedkræfterne bag den ekstremt vigtige World Values Survey. WVS, der sidste år færdiggjorde syvende runde af undersøgelsen, har været helt central i de sidste 25 års forskning i social tillid, social kapital og samfundskonsekvenserne af forskellige aspekter af national og regional kultur. WVS har også været det eksempel, som adskillige andre undersøgelser som European Social Survey og Barometerundersøgelserne er bygget omkring.
Ingleharts egen forskning var ekstremt omfangsrig og dækkede adskillige områder. Hans ’claim to fame’ var gennembruddet med The Silent Revolution i 1977, som introducerede Ingleharts forståelse af generationsskift fra materielle til postmaterielle værdier. Siden hans arbejde har samfundsvidenskaberne forstået mange værdiskift som netop generationsforskelle, i stedet for at enkeltindividers værdier ændrer sig over tid. Hans arbejde har dog også demonstreret, hvordan værdier der har været stabile i lang tid, kan ændre sig relativt hurtigt hvis en tilstrækkelig mængde mennesker skifter. Ingleharts idéer har derfor været vigtige i statskundskab og nationaløkonomis forståelse af det, der nogle gange kaldes ’punkterede ligevægte’, hvor en lang periode med stabile tilstande ’punkteres’ af en kort periode med hurtige ændringer, der efterfølges af en lang periode med en ny, stabil tilstand. I de senere år skrev Inglehart også om den religiøse transition sammen med blandt andet Pippa Norris, Christian Welzels og Amy Alexander. En god oversigt over det, der skulle blive hans sidste forskningsområde, kan læses i hans egen artikel her. Hans nye bog, der udkom tidligere i år (og kan findes her) handler netop om det forbløffende hurtige fald i religiøsitet i store dele af verden de sidste cirka 15 år.
Det er altid trist, når ens helte forlader verden. Jeg nåede aldrig at møde ham, men alle historier fra dem der kendte Ron Inglehart peger på, at han var et rart og hjælpsomt menneske. Selv hvis han ikke havde været, ville der være grund til at stoppe op og overveje hans betydning. Uden Ingleharts arbejde med spørgeskemaer og hvordan man måler så upræcise forhold som kultur, religiøsitet og tillid, ville min forskningskarriere have set meget anderledes ud. Og uden det arbejde, ville der være mange ting, som vi som samfund ganske enkelt ikke ville have vidst, eller som vi havde taget meget længere tid om at finde ud af. I den samfundsforskning, der hviler på spørgeskemaer og brede internationale sammenhænge, var Inglehart en af de giganter, hvis skuldre vi andre almindelige mennesker står på.
Af Christian Bjørnskov, den 31. januar 2021. 1 svar
Hvert år siden 1995 har organisationen Transparency International udgivet et indeks over korruption i verdens lande. TI blev grundlagt i Berlin af Peter Eigen to år tidligere, som fik den glimrende idé at udvikle en kvantitativt mål for, hvor udbredt korruption er i et land. Opgaven blev udliciteret til den unge økonom Johan Graf Lambsdorff, der baserede en vurdering på en række forskellige indikatorer. Det oprindelige indeks gik fra 0 (alt er korrupt) til 10 (alt er rent), og mens man de senere år har valgt en indikator fra 0-100, er den nye 2020-udgave ikke fundamentalt anderledes.
Et af de bemærkelsesværdige forhold ved tallene over årene er, at det typisk er de samme lande, der ligger i top og bund hvert år. I den nye udgave er toppen er således Danmark, New Zealand, Finland, Singapore, Sverige og Schweiz; det er også de lande, der ligger indenfor den danske vurderings konfidensinterval, så man ikke reelt kan sige, at de er mindre korrupte end Danmark. Top ti inkluderer også Norge, Holland, Tyskland og Luxembourg, som er de lande der har vurderinger over 80. Det er derfor i en nordeuropæisk kultur man finder de mindst korrupte lande, mens de udenfor den vestlige verden er de Forenede Arabiske Emirater og Uruguay (begge med en score på 71), mens Seychellerne (66) og Botswana (60) suverænt er de mindst korrupte lande på det afrikanske kontinent.
Som så ofte før udgøres bunden af Sydsudan, Somalia, Syrien, Yemen, Venezuela, Sudan, Ækvatorial Guinea, Libyen, Nordkorea og Haiti. Her er der med andre ord heller ikke noget nyt. Som det kan ses i nedenstående figur, der plotter korruptionsvurderingerne i år og for 20 år siden, er det ganske sjældent at lande flytter sig. Det gælder både autokratier og demokratier, om end man kan være nervøs for et af de to ukorrupte autokratier: Hong Kong, hvor Kina på voldsom vis er ved at ødelægge dets gode institutioner.
Hvorfor er det så, at de samme lande bliver ved med at have problemer, og de samme andre lande ikke har? Svaret på det spørgsmål ligger sandsynligvis i den grad af såkaldt ’path dependence’, som de sidste 30 års forskning har afdækket. Institutioner og normer ændrer sig kun meget langsomt, så samfund med en etableret tradition for et politisk uafhængigt retsvæsen og nogenlunde rene og velfungerende embedsværk bliver ved med at være ukorrupte – og vice versa med lande uden. Et spadestik dybere er der klare indikationer på, at i det mindste nogle af de stabile forskelle skyldes forskelle i samfunds tillidskultur. I forskning, der udkom for 11 år siden i Public Choice, fandt jeg for eksempel, at graden af social tillid blandt borgerne påvirker både korruptionsniveauet og den generelle kvalitet af retsvæsenet. Som det er illustreret i den anden figur i dag, der plotter korruptionsvurderingen i 2020 overfor tillidsniveauet, er en stor del af effekten dog afhængig af, at man har nogenlunde demokratiske politiske institutioner. Med andre ord er en del af effekten, at vælgere i højtillidslande er bedre til at holde deres politikere til ilden, og væk fra fristelser.
Den store trussel mod de mindst korrupte landes status kan derfor vise sig at være politik, der på samme tid mangler respekt for basale, demokratiske spilleregler og forsøger at skabe et miljø, hvor ens medborgere er trusler. Vi overlader til læserne at sætte navne på politikere, der gør netop det…
Af Christian Bjørnskov, den 28. januar 2021. 3 svar
For år tilbage brugte Andreas Bergh (Lund Universitet) og jeg forholdet, at specifikke vejrforhold – i vores tilfælde forskelle i vintertemperaturer – historisk har formet lande og regioners sociale tillid. I artiklen Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State viste vi, at de store moderne velfærdsstater i f.eks. Skandinavien hviler på en social tillid, der har historiske rødder. Ved at bruge dette forhold, kunne vi vise at tilliden således ikke er skabt af velfærdsstaten, som bl.a. Bo Rothstein har påstået, men er en forudsætning for den. Artiklen, der udkom for næsten præcist ti år siden i Kyklos, er siden blevet en af vores mest citerede.
Det er derfor en fornøjelse at se, at ny forskning bekræfter vores generelle idé om, at geografisk og klimatisk bestemte risici påvirker tillid. I ”Cooperation makes beliefs: Weather variation and social trust in Vietnam” dokumenterer Duc Anh Dang og Vuong Anh Dang, at folk i områder, der typisk har store variationer i vejret som risiko for store regnmængder og temperaturudsving, udviser større social tillid end folk i andre dele af landet.
Den basale idé, som vi kan spore tilbage til Hippokrates, er at overlevelse i lande hvor f.eks. vintre er meget kolde, er meget mere sandsynlig når man kan stole på hjælp fra fremmede. Historisk betyder det derfor, at individer og samfund med høje tillidsniveauer er mere succesrige i disse lande. Omvendt er tillid ikke en succesparameter på samme måde i områder, hvor klima eller geografi ikke er en klar trussel mod ens overlevelse. Det er denne basale mekanisme, som Ahn Dang og Ahn Dang finder evidens for. De konkluderer selv, at ”The evidence shows that the relationship between weather variation on social trust may be transmitted through strengthening the cooperation among village peasants and family ties as they cope with risk and uncertainty.”
Midt i den akademiske fornøjelse kan man undre sig over, at mange af vores kolleger har været noget misfornøjede over idéen. Forklaringen ligger sandsynligvis i en frustration over, at der er forhold i samfundet, som man ikke kan påvirke positivt med målrettet politik. Går man tilbage til den moderne tillidslitteraturs tidlige dage for cirka 20 år siden var der således stor optimisme omkring muligheder for at føre tillidspolitik. Den optimisme er der ikke længere forskningsbaseret grund til. Men for nogle af os er det en god nyhed: Det er godt at vide, at der er nogle ting i verden, som politikere ikke har nogen kontrol over.
Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2020. Skriv et svar
Det er ekstremt vigtigt at have ordentlig, troværdig statistik på forhold af samfundsmæssig konsekvens. Statistik gør dog ikke nogen positiv forskel, hvis den ikke bliver fortolket omhyggeligt og fornuftigt. Et helt særligt problem plager ofte medierne – og visse forskere – når de forsøger at udtale sig om, hvad der foregår når noget på nationalt eller regionalt plan ændrer sig. Problemet kaldes the ecological fallacy: Når man fortolker data på makroniveau som evidens for en bestemt type adfærd på mikroniveau.
Vi giver et konkret eksempel på problemet i dag, hvor basis er data på sammenhængen mellem social tillid – dvs. tillid til andre mennesker helt generelt i ens samfund – og folks tilfredshed med deres liv. Data er fra 23 vestlige lande og 20 tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og kommer fra den syvende bølge af the World Values Survey. Som illustration plotter vi først den gennemsnitlige tilfredshed i de to grupper blandt individer, der stoler på de fleste mennesker versus dem, der ikke gør. For det andet plotter vi den gennemsnitlige tillid overfor den gennemsnitlige tilfredshed i de to grupper.
Ser man på de blå søjler og blå prikker, hænger de to billeder sammen. Tillidsfulde individer i vestlige samfund er typisk godt et halvt point mere tilfredse på en tipunkts-skala, og mere tillidsfulde samfund har tydeligt mere tilfredse befolkninger. Vi vender dog tilbage til de to billeder, da der er en vigtig detalje. Men foreløbig er det vigtigste billede det, de to røde søjler og de røde prikker tegner. Mens forskellen på individer med og uden tillid er en smule mindre i tidligere kommunistiske lande, findes den meget tydeligt. Ser man på tværs af de 20 lande i den anden figur, er der derimod en næsten perfekt sky – en næsten total mangel på sammenhæng.
Folk kan derfor hurtigt begå the ecological fallacy, hvis de konkluderer på basis af landesammenligningerne, at individer er anderledes i tidligere kommunistiske lande, så de enten ikke værdsætter tillid eller ikke får nogen individuel velfærd ud af at være tillidsfulde. Men når man går ned på individniveau, som i den første figur, er det meget tydeligt at de ikke er fundamentalt anderledes end borgere i vestlige samfund uden en kommunistisk fortid. En sådan konklusion på basis af nationale sammenligninger vil derfor være faktuelt forkert.
Hvis vi her mod enden vender tilbage til de blå sammenligninger, er der en ekstra detalje, der er værd at lægge mærke til. Hvis alt det der sker, er at visse individer får noget ud af at være tillidsfulde, burde forskellen på de mindst tillidsfulde lande – Cypern, Grækenland og Tyrkiet – være den individuelle tillidsgevinst gange med tillidsforskellen mellem disse lande og de mest tillidsfulde, Danmark og Norge. Med andre ord, den ville være 0,65 * 0,53 = 0,34 point, men den er i virkeligheden cirka 1,5 point. Der er således et eller andet, der foregår på nationalt plan i vestlige lande, som ikke kan spottes i individuelle forskelle.
Med andre ord ser det ud til, at man kan lave the ecological fallacy den anden vej, så at sige, ved at tro at individforskelle fortæller hele historien. En af flere effekter, der er veldokumenterede i forskningen, er således at stabilt demokratiske højtillidskulturer også udvikler langt bedre retsvæsener, der gør landet rigere og hæver folks tilfredshed uanset om de er tillidsfulde eller ej.
Bundlinjen i dagens post er således, at man skal være ekstremt påpasselig med at fortolke og konkludere på data fra ét niveau, men hvor ens forklaringer handler om adfærd på et andet niveau. Det gælder, uanset om man taler om tillidseffekter, udvikling i smittetal, eller ændringer i eksportsektoren. Vi håber derfor, at vores læsere kan spotte en mulig ecological fallacy de (mange) gange, medierne begår den.
Af Christian Bjørnskov, den 7. maj 2020. Skriv et svar
Mange af os hungrer efter nyheder og input, der ikke handler om corona, nedlukning eller andet politisk nonsens. Det var derfor en ekstra stor fornøjelse, da jeg i mandags holdt et virtuelt seminar for Les Affranchis – Students for Liberty France. Det var oprindeligt meningen, at seminaret skulle have været afholdt almindeligt i Paris, i forbindelse med et besøg på la Sorbonne, men tvunget at omstændighederne gjorde vi det via Zoom.
Det betyder dog, at hele seminaret nu findes på gratis tilgængeligt YouTube. Vi tillader os derfor en lille bid skamløs selvpromovering i dag, ved at opfordre alle interesserede læsere med lidt tid tilovers, at se seminaret. Pga. nogle indledende, tekniske problemer starter selve seminaret omkring 6.45.
Af Christian Bjørnskov, den 19. marts 2020. Skriv et svar
The conference season this spring is among the many
activities killed by the corona panic. A large number of scientific conferences
have had to be cancelled because people aren’t allowed to travel anymore. Those
cancellations have the unfortunate effect that many research efforts have come
to a screeching halt, and many of us now have leftover papers and
presentations. We’ll either never get any feedback on those papers or we’ll
have to postpone them to potential events in the autumn. We’re also going to
lack the inspiration that we usually get from watching colleagues presenting
their new papers and interacting with them in person at conferences. It makes
one wonder if it is possible to avoid a research recession similar to the
coming economic recession.
However, the problems need not keep one from
presenting research in one or the other form even though it cannot occur in the
usual way. Perhaps one can even make a tiny difference on this blog? We’re
therefore making an attempt with a short ‘cancellation series’ about new
research. We’ll begin with the paper ”Social Trust and Patterns of Growth”, which
I was supposed to present at the annual meetings of the European Public Choice
Society; interested readers can find the full paper here.
The background of the paper is a literature that has
emerged since the mid-1990s. After Steve Knack and Phil Keefer’s seminal paper from 1997, which kickstarted a literature that I surveyed a couple of
years ago in an Oxford Handbook, a growing number of studies document that social trust – the degree of
trust people typically have in fellow citizens they don’t know – is an
important determinant of long-run economic growth. Yet, which element or
elements of growth are affected by trust remains an open question.
I therefore ask in ”Social Trust and Patterns of
Growth” just how trust affects long-run growth. I start with Solow and
Swan’s basic observation that economic growth derives from two separate types
of sources: factor accumulation and factor productivity. Growth caused by
accumulation implies that people work longer hours, that more people work, that
they have more physical capital – machinery, buildings etc. – to work with, and
that they have more human capital (i.e. they are better educated). Growth
caused by productivity improvements and innovation implies that the economy
creates more value with the use of fewer resources. The theoretical
problem is that all of those elements could in principle be affected by social
trust. Several papers by, e.g., Paul Zak and Steve Knack and Jacob Dearmon and Robin Grier find that trust is associated with more investments
in physical as well as human capital, Philippe Aghion, Yann Algan, Pierre Cahuc and Andrei
Shleifer emphasize that higher levels of trust are associated
with easier regulation – and if that also implies that labour markets are less
regulated, it will increase employment – while Semih Akçomak and Hanna Müller-Zick as well as my own work with Pierre-Guillaume Méon suggest that trust affects innovative activity and
productivity development. The literature therefore makes it very difficult to
claim anything about which channel is more affected by trust.
The empirical clue of the paper is that available data
in the Penn World Tables actually allow one to perform what is known as a Solow
decomposition of long-run growth in 64 countries. That implies that we know
approximately how much each component – employment, human capital, investments
and productivity – affect growth, and we can estimate the degree to which each
component is affected by social trust. In other words, it is possible for a
sample of 64 countries not only to asses how much trust affects the growth
rate, but also how it affects the pattern of growth. I do so in non-overlapping
five-year periods back to 1977.
The results of doing so are surprisingly clear: A
trust difference of one standard deviation – approximately the difference
between France and Germany (or, interestingly, between the Italian regions of
Sicily and Veneto= – yields approximately a 20 percent faster growth rate of
productivity, which implies a 10 percent faster growth rate in real GDP per
capita. Conversely, it turns out that other growth elements – those associated
with factor accumulation – are not robustly affected by social trust.
The answer to the basic question of the paper, which I
cannot present and my colleagues cannot see under normal circumstances these
days, is that high-trust countries typically exhibit growth patterns in which
long-run growth is driven by productivity improvements. It also implies that
high-trust societies will typically be ahead of the rest of the world in terms
of productivity – although low-trust countries will still copy their advances
at some point in time – and permanently be better at using the resources they
have at their disposal.
