Tag-arkiv: sympatikonflikt

I regn og slud…

Af Nikolaj Stenberg, den 6. august 2012. 3 svar

Vi konstaterede tilbage i juli, at Post Danmark handler i strid med dansk postlovgivning, når virksomheden nægter at levere post til Restaurant Vejlegården. Morgenavisen Jyllands-Posten behandler i dag historien og har i den anledning bedt Claus Haagen Jensen om at konstatere det selvsamme.

Det hænger sådan sammen, at Transportministeren har udpeget Post Danmark A/S til at være ”den befordringspligtige postvirksomhed” i Danmark og dét betyder, at Post Danmark A/S har pligt til bl.a. at omdele breve seks dage om ugen – også til Restaurant Vejlegården i Vejle. Befordringspligten er klart og tydeligt beskrevet i Postlovens § 14

I Post Danmarks A/S’ egne forretningsbetingelser står det i øvrigt i pkt. 1.8:

Post Danmark er berettiget til i særlige tilfælde, hvor forhold hos modtageren besværliggør omdeling, eller hvor omdeling er forbundet med fysisk eller psykisk risiko, at undlade omdeling af breve, for eksempel på grund af løsgående bidske hunde på adressen, manglende snerydning/grusning, chikanøs eller i øvrigt krænkende/truende adfærd.

De pågældende situationer er selvsagt ikke til stede in casu. Jyllands-Posten viderebringer to forskellige begrundelser for, hvorfor det skulle være i orden, at nægte postomdeling:

  1. Post Danmark A/S mener, at den befordringspligt, som lovgiver har vedtaget og H.M. Dronningen stadfæstet kan fraviges, når ”aftaleforholdet” mellem DI og LO tilsiger det.
  2. Trafikstyrelsen, der fører tilsyns med Post Danmark A/S’ overholdelse af Postloven, mener, at der er tale om force majeure – eller det, som man på engelsk kan kalde an act of God.

Begrundelsen fra Post Danmark A/S er selvsagt noget sludder og vrøvl.

Trafikstyrelsen er måske på rette spor: Forstyrrelser i postomdelingen kan være undskyldelige under henvisning til et konkret tilfælde af force majeure; men force majeure kræver normalt, at den situation, der henvises til, er opstået uforudsigeligt og har medført, at en given handling, så længe situationen består, umuligt kan udføres. Hvis dén definition får en til at tænke på væbnet oprør, krig, terrorbombede områder, ildebrand, naturkatastrofer, blokader og statslige forbud og beslaglæggelser, har man et nogenlunde godt billede af, hvad force majeure er for en størrelse. Vejrlig er normalt ikke force majeure. Så hvad med faglige konflikter?

En strejke (eller en lockout for den sags skyld) kan efter omstændighederne få karakter af force majeure. Dertil kræves, at konflikten er omfattende, f.eks., at det er tale om en generalstrejke. Hér er der imidlertid ikke engang tale om en strejke. Der er tværtimod tale om en ”konflikt”, som medarbejdede hos Post Danmark A/S har indledt i sympati med de i øvrigt ikke-eksisterende 3F-medlemmer på Restaurant Vejlegården. Så ingen force majeure her.

Således står vi tilbage med en postvirksomhed der mener et, alt imens den kæmper for at overleve i en til stadighed mere digital verden; et statsligt tilsyn der mener noget andet (og som i øvrigt har sig lidt af et hjemmelsproblem!) og så en restauratør, der nok har bedt sine leverandører om fremover at sende faktura pr. e-mail (hvis de da ikke allerede gjorde det i forvejen).

Et par strøtanker om Restaurant Vejlegården

Af Nikolaj Stenberg, den 19. juli 2012. 2 svar

For hvad der nok er nogle år siden nu, så jeg en dokumentar om ejendomsbyggebranchen i Rusland, hvor en stakkels husvild kvinde anklagede et af landet største bygherreselskaber for at have brændt hendes hus ned. Huset var selvfølgelig også brændt ned under mystiske omstændigheder. Ligesom det var tilfældet med de omkringliggende huse. Men der var ikke tale om ildspåsættelse, mente myndighederne. Brandene havde heller ikke under nogen omstændigheder nogen som helst relation, til det pågældende bygherreselskab og dettes offentliggjorte planer om at ejendomsudvikle netop det stykke jord, de nedbrændte huse lå på. Da ejendomsretten til jorden tilkom det russiske folk og da ejerne af de nedbrændte huske ikke længere kunne siges at bruge grundene til noget konstruktivt, kunne bygherreselskabet ude bøvl eller statslig indblanding tage jorden til sig og gøre med den, som det ville.

Jeg kom til at tænke på den historie, da jeg først hørte om om den aktuelle strid mellem ”fagforsteningen” og Restaurant Vejlegården, hvor bøllemetoderne også er bragt på banen.

Mens restaurationen i Vejle – i hvad der umiddelbart er i strid med postlovgivnignen – ikke får leveret sin post, har HK/Privat, fra sine nydelige lokaler på Park Allé i Aarhus’ centrum, annonceret et stop for visse aarhusianske restauratørers annonceringer i lokalmedier.  Man har indledt en såkaldt ”sympatikonflikt.”

Dagbladet Politiken er selvsagt forarget; men mest over ”dækningen,” som det så flot hedder i lederskribent Kristian Madsens offentlige Facebook-statusopdatering:

Dækningen af sagen viser mere end noget andet, hvor lidt folk ved om den danske arbejdsmarkedsmodel, hovedaftalen og alt det der. Medarbejderne på trykkeriet vil helt forståeligt ikke arbejde for en konfliktramt virksomhed. Hvad forestiller liberal alliance sig? At man skal tvinge dem til det? Det er da en mere og mere spacy form for liberalisme de har udviklet i den kult.

Der må være sprunget en gasledning på hans kontoret! Det er åbenlyst for enhver, at restauratøren i Vejle – og nu endnu flere – chikaneres på det groveste af en samling fagforeninger, der har svært ved at retfærdiggøre egen eksistensberettigelse og endog rigtigt svært ved at håndtere den frie konkurrence på markedet for arbejdstagerservices. Som Jens Frederik Hansen også påpeger på sin blog:

Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.

Og problemet er jo ikke, som Madsen påstår, at folk ikke ved nok om den danske model, ”hovedaftalen og alt det der.” Tværtimod er folk som udgangspunkt både forstående og hæderlige; men når de ser noget, som ikke er hæderligt og som slet ikke giver mening, så kæfter de op. Ligesom i denne sag.

Samme Madsen skriver lidt senere, at ”Arb. Konflikter skal løses af parterne – ikke af politikere,”  hvilket i sig selv udtrykker det nok største hykleri: For politikere laver trepartsforhandlinger, der skal påvirke arbejdsmarkedet; man etablerer og reviderer indkomstoverførsler; man indfører og bibeholder en indkomstskat; man laver arbejdstidsregler; man har regler om arbejdsmiljø; for pokker, der er endda et Arbejdstilsyn, som kan tilsjuske sig adgang til privat ejendom uden at indhente noget så simpelt, som en retskendelse.  – Og så mener Kristian Madsen, at alt vil falde fra hinanden, hvis en politiker udtaler sig om en faglig konflikt?!?

Er De på Vejle-egnen i morgen, er der for øvrigt et middagsevent, som annonceres på Facebook, der kan have interesse.