Glædelig jul, godt nytår – måtte det bringe lavere skatter.
Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.
Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.
Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.
Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?
Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.
Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.
Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):
Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.
Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.
Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.
For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.
For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.
For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?
Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg