Tag-arkiv: vækstteori

Hvem får Nobelprisen i økonomi i 2022 – og hvem bør have den?

Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2022. 1 svar

Mandag den 10. oktober annoncerer Sveriges Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Vi har stadig ikke ramt rigtigt – i 2019 var vores bud således Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området, og  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs her) – mens prisen faktisk gik til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. I 2020 gik prisen til Paul Milgrom og Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori, mens sidste års pris gik til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens for arbejde i arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri. Vi foreslog heller ikke nogen af dem.

Det skal dog ikke forhindre os i at fortsætte traditionen med at diskutere, hvem der kunne få prisen og hvem, vi gerne ville have at Nobelprisen gik til. Først og fremmest er Melitz, Grossman og Helpman ikke bare stadig gode bud for kvaliteten af deres arbejde. Tiden er også til at understrege, hvor meget vi forstår i handelsteori, og i hvor høj grad både USA’s og EU’s handelspolitiske retning underminerer deres egen og resten af verdens velstand. Derudover er handelsteori et område, der ikke er givet til i lang tid.

Et par andre bud, der har fordel af at være stærkt citerede, er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) nævnes også ofte som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. Som vi understregede for nogle år siden, er Acemoglus problem at hans metode og centrale fund har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år (se f.eks. min og Martin Rodes kritik her). Easterlys problem er meget anderledes, da han jævnligt udsættes for voldsom politisk kritik, fordi hans arbejde ikke ligefrem fører til implikationer, som FN- og bistandsvenlige folk kan lide.

Robert Barro

Sidst, men ikke mindst, ville det være rart med en pris til f.eks. Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. I løbet af 1990erne leverede Aghion og Howitt flere teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Deres problem er, at Paul Romer (New York University) fik prisen i 2018 for sit arbejde i vækstteori, så området har modtaget en pris de senere år. Men hvis det skulle blive i den retning – som også er ekstremt aktuelt mens den vestlige verden er på vej ind i en voldsom, og selvforskyldt, økonomisk krise – kunne man vælge at belønne Robert Barro (Harvard) for at lægge en væsentlige del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser.

Under alle omstændigheder er vi klar til at blive overraskede på mandag, om det så bliver positivt eller negativt. Visse kommentatorer har for eksempel foreslået Herman Daly (Maryland) og Richard Layard (LSE), som vi her på stedet ser som elendige og politiske valg. Nobelprisen i økonomi er svær at forudsige fra år til år, men komiteen rammer sjældent helt skævt, og risikoen for at det går galt er meget mindre end chancen for at prisen går til nogen, vi slet ikke havde tænkt på.

Befolkning, vækst og klima 14: Derfor kan vi have stadig vækst i en verden med udtømmelige ressourcer.

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. september 2019. 1 svar

Sommeren er for længst gået på hæld, og det er vores sommerserie om vækst, befolkning og klima dermed også. Vi mangler dog at behandle et enkelt spørgsmål: Hvordan kan en verden af endelige ressourcer forenes med vedvarende økonomisk vækst? Svaret er det lidt overraskende, at vækst i høj grad er en forudsætning for ikke at løbe tør for ressourcer.

Når svaret kan overraske, er det fordi, det kan virke næsten banalt, at et endeligt input ikke kan resultere i et uendeligt stort output. Tænker vi økonomien som en pølsemaskine, kan der kun komme flere pølser ud af den, hvis der hældes mere materiale ind i den først. På et tidspunkt må inputtet slippe op og dermed også produktionen af pølser.

Men tænker man lidt videre, så kan en endelig ressource end ikke strækkes til at give nulvækst. Hvis der kun er en endelig mængde input, kan man ikke producere den samme mængde pølser år efter år.

I sidste ende kræver både nulvækst og vækst, at økonomien tilføres et ikke-udtømmeligt input, som gradvis kan erstatte det udtømmelige input.

En umiddelbar kandidat er kapital. Det nødvendige input kunne vi således få, hvis kapitalapparatet vokser tilpas hurtigt. Vi kan altså tjene ind på gyngerne, hvad vi mister på karussellen; vi erstatter den udtømmelige ressource med (anden) kapital.

Her løber vi imidlertid ind i et velkendt vækstteoretisk problem: På et tidspunkt holder væksten i kapitalapparatet op, når det er blevet så stort, at de årlige afskrivninger svarer til den årlige opsparing (det er en egenskab ved Solows vækstmodel, som Christian har omtalt her). Og når opbygningen af kapital hører op, begynder produktionen at falde, fordi den udtømmelige ressource bliver stadig mere knap.

Der er heldigvis to andre kandidater: For det første kan vi kompensere for et faldende forbrug af den udtømmelige ressource ved at anvende ressourcerne generelt mere effektivt. Det kaldes multifaktorproduktivitet og er en central kilde til den økonomiske vækst, vi allerede oplever. For det andet kan vi over tid finde erstatninger for den udtømmelige ressource. Det vil øge dens faktorproduktivitet. Vi kan så at sige producere flere enheder BNP med én enhed af den udtømmelige ressource. Det ser vi også i høj grad. Vi erstatter f.eks. løbende gamle energiformer med nye. Og det er værd at understrege, at det kommer af sig selv, fordi øget knaphed giver stigende priser og dermed incitament til at udvikle alternativer til den udtømmelige ressource (se også dette indslag om, hvorfor udtømmelige ressourcer ikke slipper op).

Saudi Arabiens navnkundige olieminister Sheik Yamani sagde engang, at stenalderen ikke hørte op, fordi man løb tør for sten. Det fanger meget godt det centrale i sammenhængen mellem vækst og udtømmelige ressourcer. I sidste ende er permanent vækst betinget af vækst i multifaktorproduktiviteten – at vi bliver bedre til at udnytte givne ressourcer. Og drivkraften bag opdagelsen af input, som kan erstatte udtømmelige ressourcer, er nøjagtig den samme – at der skabes ny viden, teknologi og måder at producere på. Det er en proces, som i et par århundreder har tilladt en vedvarede vækst, der har mangedoblet den samlede velstand, og der er intet, der tyder på, at processen er ved at være kørt til vejs ende.

Schumpeter kaldte den kapitalistiske økonomi for ”kreativ destruktion”, fordi nyskabelser mindsker værdien af hidtidige måder at producere på. ”Destruktionen” vil også sige, at metoder, som trækker kraftigt på en udtømmelig ressource, skubbes til side. Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst i levestandarden.