Af Christian Bjørnskov, den 9. januar 2020. 1 svar
Som mange læsere muligvis ved, afholdes den årlige danske public choice workshop i år i København hos Cepos den 24. januar. Det er 21. gang, workshoppen afholdes, og den tegner til at blive den største til dato. Forskere fra universiteter i Danmark, England, Holland, Tyskland, Sverige og Ungarn deltager, og emnerne – der alle relaterer sig til public choice og politisk økonomi – spænder vidt.
Programmet, der kan ses her, omfatter bl.a. ny forskning om pavebesøg er godt for menneskerettighederne (Jerg Gutmann, Hamborg), om hvordan folks tillid til myndighederne påvirkes af skandaler (Christina Sade Olumeko og Kim Byrial Jensen, København), diskrimination af homoseksuelle par i lejemarkedet (Therese Nilsson, Lund), om demokratier har mere ‘inklusiv’ vækst (Sigrid Alexandra Koob, CBS), om hvordan institutional kvalitet påvirker effekten af handelsaftaler (Søren Østervig, Aarhus), og sammenhængen mellem økonomisk frihed og antisemitisme (Niclas Berggren, IFN i Stockholm).
Som altid er workshoppen varmt anbefalet, og en del af papirerne bliver tilgængelige allerede før workshoppen. Man skal blot holde øje med programsiden, hvor man også kan tilmelde sig. Som altid er der mulighed for, at alle interesserede kan deltage, om det gælder hele dagen eller blot en enkelt session, som man kunne være interesseret i. Workshoppen starter klokken 11 den 24. januar og afholdes hos Cepos, Landgreven 3 i hjertet af København. Punditokraterne er repræsenteret ved workshoppen, og vi håber at se flere af vores læsere der.
Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2019. 2 svar
Jeg kom hjem i går efter at have deltaget i den første spanske public choice workshop. Man kan undre sig over, at der i Spanien – et land, der lider af alskens problemer, som skriger på brugen af redskaber fra public choice-litteraturen – ikke er en tradition som den årlige danske workshop. Det krævede pudsigt nok et tysk-mexicansk hold, punditokraternes ven Martin Rode og vores fælles PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri, for at stable en workshop på benene ved Universidad de Navarra i Pamplona.
Den spanske public choice workshop blev heldigvis en succes med deltagelse fra 12 forskellige lande og en række fine præsentationer. Et af de absolutte højdepunkter var brasilianske Laura Barros, der er midt i sin PhD ved det prestigiøse universitet i Göttingen, der præsenterede ”#EleNão: Economic crisis, the political gender gap, and the election of Bolsonaro.” Laura, som jeg kender fra min tid som gæsteprofessor i Heidelberg hvor hun tog sin master-uddannelse, viser sammen med sin kollega Manuel Santos Silva i en fremragende analyse, hvordan Brasiliens økonomiske nedtur i uforholdsvis grad ramte landets mænd. Resultatet blev, at mænd i stor stil stemte på Bolsonaro, mens kun lidt over 40 % af de brasilianske kvinder stemte på ham. Laura pegede således på, at uden nedturen var Bolsonaro ikke blevet valgt i første runde, og måske slet ikke.
Udover den glimrende analyse fra Göttingen bød workshoppen på en række andre interessante præsentationer. Den altid gode Henrik Jordahl (på billedet), der er professor på Örebro Universitet, præsenterede resultaterne fra en eksperimentel spørgeskemaundersøgelse om folks mening om privat produktion af offentlige ydelser som ældrepleje. Tricket er, at Henrik giver nogle respondenter faktisk information om, hvad de involverede firmaers faktiske profitmargen er (5 %), mens andre ikke får nogen information og en tredje gruppe spørges om, hvad de tror den er. Analysen peger først på, at svenskerne i høj grad er imod offentlig service for profit, men også at faktisk information typisk får folk til at blive en tand mere positive.
Et andet højdepunkt var Martin Rode (Navarra), der sammen med sin ungdomsven Sebastian Stöckl (Universität Liechtenstein) i ”The price of populism: Financial market outcomes of populist electoral success” ser på hvordan de finansielle markeder reagerer på valget af populistiske politikere. Martin og Sebastian har gennemført en omhyggelig og avanceret analyse af markedets reaktioner i månederne omkring valg, og finder, at de i meget synlig grad reagerer på valget af venstrefløjspopulister, mens der ikke er nogen generel effekt af deres populistiske kolleger på højrefløjen.
Sidst,
men ikke mindst, blev workshoppens spændvidde demonstreret af Pantelis Kammasa
(Athens University of Economics and Business), der sammen med sin kollega Vassilis
Sarantides (University of Sheffield) er gået tilbage i græsk historie for at
kaste nyt lys på, hvad der politisk sker omkring demokratiseringer. I ”Democratisation
and tax structure in the presence of home production: Evidence from the Kingdom
of Greece” viser de to grækere, at den græske demokratisering ændrede
skattestrukturen, men uden at ændre det overordnede skattetryk. Selv i
1860ernes Grækenland reagerede demokratisk valgte politikere således på
vælgernes præferencer ved at skifte beskatningen
Workshoppen
bød også på deltagelse af en række forskere, som trofaste læsere af
punditokraterne har læst om før: Niclas Berggren (IFN), Hans Pitlik (WIFO), og Therese
Nilsson og Andreas Bergh (Lund). Senere på året afholdes the Australasian
Public Choice Conference i Brisbane, den danske workshop ruller af stablen i
januar, og som traditionen byder, skriver vi også om højdepunkter og lovende
nye folk når tiden nærmer sig for selve the Public Choice Society i marts. Er
man interesseret i public choice og politisk økonomi sker der meget på
forskningsfronten for tiden.
Vi håber igen den 24. januar at kunne samle et mindst lige så stærkt hold til den 21. danske workshop, ligesom vi håber igen at se både etablerede forskere, unge kolleger og interesserede studerende og andre. Workshoppen afholdes fra klokken 11 hos Cepos på Landgreven 3 i det indre København. Som altid er workshoppen gratis og åben for alle interesserede, men vil man præsentere et papir, skal levere et abstract som skal godkendes af programkomiteen. Fristen for indsendelse er juleaften, og som de senere år håber vi at få forslag fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen – og forhåbentlig fra flere steder.
Når vi nærmer os workshoppen kommer vi – som traditionen byder – til at skrive om det endelige program her på stedet. Foreløbig skal vi blot minde folk om, at workshoppen endu en gang løber af stablen i januar i en altid venlig atmosfære. Er man interesseret i public choice, politisk økonomi eller udviklingsøkonomi, er man velkommen.