Som reaktion på købehavns kommunes forslag om et forsøg med legalt salg af hash, et forslag der støttes af SF, S, R og et enkelt venstremedlem, har man været hurtigt ude på Christiansborg og afvise dette – også fra de partier hvis medlemmer af borgerrepræsentation går ind for forslaget.

Dette og argumenterne imod en legalisering er fuldstændig forudsigeligt. Simon Emil Amnitzbøll har naturligvis (desværre) ret, når han til 180grader bemærker, at “Der er ingen grund til, at embedsmænd i Københavns Kommune skal spilde deres tid med at lave notater om fri hash, når det er Folketinget, som bestemmer.” Og mens det kan være rationelt som lokalpolitiker at gå ind for fri hash – i et København med store bandeproblemer – ikke mindst i et kommunalvalgår, er det (igen desværre) også politisk rationelt for Christiansborgpolitikere der enten kommer fra de nuværende regeringsbærende, eller fra de der håber at være de kommende regeringsbærende partier at gå i mod det. Om ikke andet så af følgende praktiske årsager;

En egentlig legalisering er vanskelig i forhold til FN-aftaler, som Danmark har tilsluttet sig, og som (hvis jeg har fortsået det korrekt) forpligtiger landene til at en række eufoserende stoffer er illegale. Hvis dertil lægges at svenskerne er blandt de mest fanatiske modstandere af legalisering af ethvert rusmiddel, og sammen med USA er de drivende kræfter – ikke mindst økonomisk – bag FNs propagandakontor forklædt som “United Nations Office on drugs and Crime”, så kræver det i det mindste at man er parat til at tage det efterfølgende slagsmål med først og fremmest Sverige.

Det er ikke dette der føres frem af argumenter imod fri hash. De argumenter der som forventet per automatik føres i søen er til gengæld blottet for enhver dokumentation.

At forslaget fra Københavns kommune er ganske håbløst er noget andet – se her . Med mægnden af begrænsninger og den kunderegistrering der er indlagt, vil en stor del af de potentielle kunder nok holde sig til deres sædvanlige pusher, med mindre de kommunallt ejede butikker kan tilbyde en pris der ligger væsentligt under det illegale markeds og/eller en væsentlig højere kvalitet. Når embedsmændene i deres rapport skriver at de satser på at kunne erobre 2/3 af hashsalget fra banderne, er det helt hen i vejret. Forslaget kunne vist have haft godt af at blive gennemlæst med kritiske økonombriller før det blev offentliggjort.

Men lad os kort se på to af de argumenter der er fremført imod den foreslåede legalisering af hash, i løbet af i dag:

Mette Fredriksen slår på hashs farlighed, og udtaler til Berlingske Tidende, at “man skal passe rigtig meget på med at betragte hash som et uskyldigt stof og være ekstremt bevist om, hvor alvorlige konsekvenser det kan have for folk at have et hashmisbrug“, mens hendes kollega Karen Hækkerup udtaler til Politiken, at »Der er plusser og minusser ved fri hash. Grunden til, at vi hidtil har afvist det er, at hash er et skadeligt stof, som har stor negativ indvirkning på indlæring og kan give hashpsykoser og så videre«.

Men for det første er en legalisering jo ikke ensbetydende med en blåstempling. At noget ikke er forbudt indebærer jo ikke at man derfor kan gå ud fra – eller går ud fra – at det ikke er skadeligt. For det andet gælder, at for langt langt de fleste hashrygere er der ingen negative konsekvenser ved deres brug.

Det ville her egentlig være interessant at få en sammenligning med det uden sammenligning mest populære rusmiddel i vores kultur, nemlig alkohol. Hvad mere er, den stigning i forbruget af hash der kunne være konsekvensen af en legalisering vil, alt andet lige, ske blandt borgere der næppe kan anses for at være i fare for at komme ud i et misbrugsproblem. Det vil nemlig primært være veluddannede og veletablerede (voksne) borgere, for hvem det er utænkeligt at luske ned og købe en klump hash, der muligvis fra tid til anden vil ryge en joint – evt. mens de lytter til musik fra deres ungdom og mindes denne (kræver formentlig nok, at kunderegistreringen droppes). For de grupper der er i farezonen har lovgivningen ingen betydning – slet ikke for de unge, hvor det måske endda giver en ekstra dimension at det er ulovligt – og de ved til forskel fra deres forældre godt hvor man kan købe stofferne.

Dertil skal lægges det faktum, at legaliseringen af alkohol i USA i 1933 hverken øgede forbruget eller antallet af alkoholikere (tværtom) hvilket tilsiger, at Mette Frederiksens og Karen Hækkerups bekymring er ganske ubegrundet. 

Mens Mette Frederiksen har en vis sympati for baggrunden for Københavns kommunes forslag, afviser Tom Benke forslaget med følgende svada;

“De kriminelle i bandemiljøet er ligeglade med, hvordan de tjener deres penge. De finder jo bare på noget andet; menneskehandel, afpresning eller anden form for narkohandel. De holder sig ikke tilbage, fordi hashen bliver gjort lovlig “.

Dette er et argument der er fremført mange gange før, men det bliver det selvfølgelig hverken mere korrekt af. Det er fuldkommen rigtigt, når Tom Benke gør opmærksom på, at det er fuldstændigt ligemeget for de kriminelle, hvordan de tjener deres penge – forbød man chokolade, ville de sælge chokolade  – og selvfølgelig vil de der har instillet sig på en kriminel levevis prøve at tjene pengene på anden form for kriminalitet.

Men netop fordi de kriminelle er ligeglade med hvordan de tjener deres penge, er Tom Benkes argumentation noget sludder.

De kriminelle ønske at tjene lette og hurtige penge, og der findes intet marked med så høj profit som markedet for illegale stoffer, hvoraf hash står for ca. halvdelen af omsætningen i Danmark. Det er derfor at det er så interessant et marked for banderne. Det burde være logik for perlehøns, at når man fjerner en stor del af indtjeningen, indebærer det, at afkastet til de involverede også forsvinder. I den udstrækning de der før levede af at sælge hash rykker over i andre kriminelle markeder, ja så bliver profitten per markedsdeltager mindre. Det må alt andet lige forventes at gøre det mindre attraktivt for potentielle kriminelle at vælge den vej. Uden at have tal på det, vil jeg umiddelbart mene, at det formentlig er mere effektivt end nok så meget forebyggende indsats.

Sagens kerne er, at hvis der er nogen der ikke er interesserede i et legalt marked for hverken hash eller andre former for narkotika, så er det netop de kriminelle.

Men hvad så med argumentet om at de kriminelle “bare” vil tjene deres penge på andre lyssky forretninger. Naturligvis vil de prøve på det. Men Tom Benke overser fuldstændigt, at hvis de kriminelle skal bibeholde deres indtjening, skal de ud og “opdyrke” nye områder. Bordeller eksisterer allerede og markedet for andre former for narkotika domineres formentlig til en hvis grad af nogle af de samme grupper som er en del af bandekriminaliteten.

Vil bandeproblemerne forsvinde ved en legalisering? Nej, men de vil over tid blive markant mindre og involvere færre personer.

Til gengæld kan vi med stor sikkerhed sige, at ideen om at en legalisering skulle øge antallet af unge der får problemer med hashmisbrug bygger på forudsætninger der ikke holder til en konfrontation med virkeligheden. 

Men måske skulle de politikere, for hvem det ligger på sinde at begrænse forbruget af rusmidler blandt unge, hellere tage og tænke over, hvordan det mon kan være at forbruget af alkohol, hash, kokain, amphetamin – kort sagt alle rusmidler, lovlige såvel som ulovlige, er markant lavere i Portugal, der har EUS mindst restriktive narkotikapolitik. At
der ikke eksisterer nogen
sammenhæng mellem lovgivning eller tilbøjelighed til at bruge rusmidler fremgår også af en artikel skrevet af WHO sidste år, som jeg har tidligere har omtalt her på bloggen, se bl.a. her.

Man må lade københavns kommunes forslag om legalisering af hash – uanset at det både er naivt, unødigt indviklet og ineffektivt, at det i det mindste kan ses som et forsøg på at bringe diskusionen videre. Forhåbentlig videre end til kommunalvalget – og ind på Christiansborg.