Økonomisk politik, Chavez-style

Denne post kunne lige så godt have heddet ’Vejen til trældom’ eller ’Hvordan man ødelægger et samfund’.  Posten handler nemlig om de seneste udviklinger i Venezuelas økonomiske politik under det venstrepopulistiske Chavez-styre. I den historie er der to nye udviklinger, der nøje følger det overordnede plot i det, der efterhånden mest ligner en af Sofokles græske tragedier.

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden.

Den direkte effekt af at hæve mindstelønnen er naturligvis, at folk tæt på mindstelønnen får en højere indkomst. Man må dog ikke overse den anden vigtige effekt. Som enhver økonom vil vide, kommer man til at ekskludere den del af arbejdstagerne, der ikke er produktive nok til at oppebære en mindsteløn. Man bliver nemlig ikke ved at beholde medarbejdere, der ikke kan tjene deres egen løn, og når mindstelønnen sættes op, betyder det at man må afskedige de mindst produktive. Det er typisk dem med mindst evner, mindst uddannelse eller mindst erfaring. Med andre ord skader en højere mindsteløn i gennemsnit de fattigste og de yngste. I Danmark har vi samme erfaring, om end det ikke er de ’fattige’, men derimod indvandrere uden uddannelse og med dårlige dansk-kundskaber, der presses ud af arbejdsmarkedet. I Venezuela er alternativet for de fattigste ikke arbejdsløshed med bistandshjælp, men derimod enten nul indkomst eller en slags beskæftigelse i en voksende sort økonomi til lav løn og på tvivlsomme vilkår.

Den anden nyhed er, at regeringen har valgt at devaluere bolivaren for at imødegå stigende problemer med konkurrenceevnen (se Reuters her). Mens bolivar-kursen siden 2005 har været holdt fast mod dollaren, har Venezuela oplevet galoperende inflation – bedste bud er at den i 2009 nåede 33 % – hvilket enhver med et førsteårskursus i makroøkonomi ved, er skadeligt for konkurrenceevnen: Jo dyrere de indenlandske varer bliver, jo sværere er det selvfølgelig at sælge dem i udlandet, og jo sværere bliver det at konkurrere med udenlandske varer, der ikke oplever det samme pris- og lønpres. Chavez’s beslutning om at devaluere er et kortsigtet forsøg på at løse dette problem.

Det særlige er, at han i høj grad selv er skyld i inflationen. Hans regime har blandt andet fuldstændigt ophævet centralbankens uafhængighed og har brugt pengepolitikken som ekspansivt redskab. Og som Milton Friedman engang sagde, er inflation altid og overalt et monetært fænomen: Trykker du for mange penge, stiger priserne for hurtigt. Inflation og konkurrenceevneproblemer er også et almindeligt symptom på, at man lider under ’the resource curse’ – en slags hollandsk syge-problem. Den eneste måde, man kan imødegå problemerne med den inflow af ressourcer og det pres på valutakursen, som salget af olie medfører, er at følge Norges eksempel og lade en massiv oliefond opsluge de ekstra midler. Inflationen er derfor heller ikke overraskende, da Chavez-regimet har tømt den oliefond, en tidligere regering indførte. Oveni er oliesektoren blevet væsentligt mindre produktiv efter at Chavez nationaliserede den for nogle år siden.

Et ekstra problem er, at devalueringer meget ofte er en slags tissen-i-bukserne-politik – spørg enhver, der oplevede de tre sidste år af Anker Jørgensens regeringsperiode. Nok bliver ens varer billigere i udlandet, men man kommer til at ’importere’ en del inflation, da udenlandske varer bliver tilsvarende dyrere. Da Venezuela ikke brødføder sig selv, betyder det effektivt, at en række fødevarer bliver væsentligt dyrere. Heri ligger der derfor et fattigdomsproblem, da fødevarer logisk nok udgør en signifikant større del af de fattigstes indkomst. I denne situation betyder en devaluering altså et forøget fattigdomsproblem. Som sådan kan man se på forøgelsen af mindstelønnen som et aldeles misforstået forsøg på at imødegå dette problem.

Venezuela er således på vej ud i en klassisk, latinamerikansk situation med svækket produktivitet, høj inflation og absurde, populistiske løfter om klassekamp og løfter til de fattigste. Chavez’s troværdighed bliver dog undermineret, selv hos de fattigste, der tydeligt kan observere – og føle på egen økonomi – hvor hurtigt priserne stiger. Så hvad planlægger Chavez for at holde priserne i ro? Jo, hvis butiksejere sætter priserne op, eksproprierer staten simpelthen butikken. I en hvis forstand er det jo en ganske effektiv måde at nationalisere en procentdel af de almindelige butikker, for hvad er alternativet? At gå fallit?  At han mener det alvorligt, har han allerede demonstreret ved at nationalisere den fransk-ejede kæde Almacenes Exito (fra WSJ). Den franske kædes forretninger overtages nu af den nye, statsejede kæde.

Det er svært at tro, at Chavez har en egentlig plan med sit marxistiske rod. Man må give manden, at han udnytter enhver chance, som f.eks. at kombinere et rent ud sagt fornuftstridigt forsøg på at stoppe inflation med at sætte private virksomheder i et umuligt dilemma, der skal resultere i nationalisering. Det betyder dog ikke, at Venezuela er på vej mod bedre tider. Tværtimod dukker de klassiske signaler op ét efter ét: Man skyder skylden for alt dårligt på de rige og forretningsdrivende, men ser stigende inflation, man forsøger at stoppe kritik af regimet, når konsekvenserne af de populistiske fejltagelser dukker op, man ændrer forfatninger til fordel for magthaverne, og man begynder at nationalisere alt, der minder om en succes. I den optik er ændringerne i den økonomiske politik blot logiske skridt på vejen mod et latinamerikansk, kommunistisk diktatur.

4 Kommentarer

  1. Lars Matthiessen

    24. januar 2010 at 11:02

    Hvis man er interesseret i Venezuela, så kan man ofte finde gode Chavez-kritiske indlæg på den engelsksprogede blog. Det er langt mere informativt end det man får serveret i danske MSM :
    http://www.caracaschronicles.com/

  2. Carsten
    Du er ude i alt for komplicerede begreber for Chávez…
    Forklaringen var, at før i tiden havde man modtaget “færre bolivares pr dollar”, og eftersom man nu kunne modtage flere bolivares pr. dollar pga devalueringen, ville det “komme den venezuelanske til befolkning” – dermed ment, øge deres købekraft.

  3. Det handler om magt – og om absolut magt. Hugo Chavez er rationel i den forstand, at hele hans øvelse går ud på at præsentere markedet, som han som militærmand ikke bryder sig om, som roden til ondet, mens han, lederen, er giveren, filantropen, faderen – kald det hvad i vil. Hans plan er op til parlementsvalget i efteråret, at tilgodese de fattige, ud over minimumslønstigninger, der som Christian rigtigt skriver er hul hovedet (men kendt fra mange lande) vil de særlige offentlige butikker sælge varerne billigt. Desværre for Chavez er det system så bundkorrupt, at planen næppe vil løses.

  4. Enhver med minimum kendskab til de faktiske forhold i Venezuela vil vide at intentioner om at hæve minimumslønnen ikke gør nogen reel forskel ligesom loftet for arbejdstid. Makroøkonomisk betyder retorikken ikke en døjt.

    En ting har Chávez dog forstået: en uendelig lille del af befolkningen er i besiddelse af landets store frugtbare landbrugsarealer, det skyldes storgodsejere “latifundia” der har forhindret landbrugssektoren i at udvikle sig.

    Hvad Adam Smith og Alfred Marshall allerede allerede for hundreder af år tilbage påpegede omkring storgodsejerne i Europa var deres manglende evne og ugidelighed til at kultivere de enorme landområder de havde taget i besiddelse eller kommet sovende ugidelige til. Det samme problem døjer Venezuela med idag hvor Chávez har erklæret store planer om ekspropiation af de landarealer der har mere end 1000 hektar der står ukultiveret hen. Landbrugsarealer bliver overdraget til de landløse (MST) hvilket sker pr dekret.

    Familelandbrug gennemknepper som bekendt i output pr. hektar store mekaniserede ator-kapitalistiske landbrug.

    Ihvertfald er det vigtigt at få fravristet uretmæssige jordbesiddelser. Chávez er ikke så skidt at han ikke er godt for noget.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑