Ja, det er et spørgsmål som nationaløkonomer beskæftiger sig med. Min ven og kollega Andreas Freytag og jeg har set på spørgsmålet, og konkluderer, at en stor del af drabene er forbundet med korruption. Papiret med titlen ’An Offer You Can’t Refuse’ kan downloades her; mere information følger under folden.

Grunden til, at vi overhovedet kom i gang med projektet er kedsomhed: Andreas og jeg var i Melbourne til en public choice konference, og kedede os bravt til en session om korruption. Da vi sad nede bagved i lokalet, tillod vi os at pjatte en smule, og det ene ord tog det andet – ’hvad hvis jeg siger nej til din bestikkelse?’ – ’Så tilbyder jeg dig noget mere’ – ’Så siger jeg bare nej igen og jeg fortæller alle, at du er korrupt. Ha, hvad vil du gøre ved det?’ – ’Så slår jeg dig bare ihjel’. Vi morede os ret godt, og tegnede endda et spiltræ, og det var så det. Men da vi mødtes over morgenmad næste morgen var vi enige om, at ideen faktisk ikke var så dum. Og da Andreas foreslog titlen (fra the Godfather) var vi enige om, at vi blev nødt til at skrive papiret.

Mekanismen er ret enkel: For at forhindre, at for mange korrupte transaktioner bliver offentlig viden, kan man slå nogle af de journalister, der skriver om dem, ihjel. Hvis et land har fuld pressefrihed er der for mange til, at man kan slå nok ihjel, mens man ikke behøver at dræbe journalister, hvis de ikke har frihed nok til at skrive, hvad de vil. Så journalistdrab for at skjule korruption vil teoretisk set kun ske i lande med tilstrækkelig korruption, og næsten fuld – men ikke helt fuld – pressefrihed.

Og det er faktisk præcist, hvad vores empiri viser. Uden pressefrihed og med fuld pressefrihed fører korruption ikke til drab. Med næsten fuld frihed har journalister et farligt erhverv. For hver ti procent stigning i korruptionen (ifølge Transparency Internationals indeks) stiger risikoen for drab med seks procent. Pengene passer – så at sige – forbløffende godt, men implikationerne kan være lidt skræmmende. Hvis man har et reelt korruptionsproblem, er risikoen, at man som samfund bliver nødt til at gå gennem en periode med drab på journalister og embedsmænd før man når den ønskede situation med fuld pressefrihed. Implikationen passer ganske godt med en række eksempler som Rusland for tiden, Filippinerne de seneste 15 år, og en del latinamerikanske lande. Kan man undgå en periode med medievold? Det tør vi ikke gætte på.