Hvor venstredrejede er danske journalister?

DR og flere andre medier braget forleden dag historien om, at danske journalister stemmer længere til venstre end andre danskere. Det er næppe nogen nyhed – det var det samme i de få dage, jeg gik på Journalisthøjskolen for mere end tyve år siden – men lige chokerende at se tallene. Så her er de: Journalisternes stemmefordeling, og den seneste fordeling fra meningsmålinger i Berlingske. Man må for gud ved hvilken gang spørge sig selv, hvordan man kan påstå at de er upartiske og helt balancerede i nyhedsdækningen.

30 tanker om "Hvor venstredrejede er danske journalister?"

  1. Johannes Polemicus

    To pointer:

    i) Det er i sig selv ikke overraskende at journalister som faggruppe har en anden politisk orientering end gennemsnitsdanskeren. Det ville snarere være underligt, hvis de var repræsentative. Stort set alle faggrupper afviger fra gennemsnittet: økonomer er mere højreorienterede, læger elsker statsindgreb, etc.

    ii) Jeg er ikke sikker på, hvad tallene egentligt betyder: problemet med at bruge partivalg som proxy for politisk orientering er, at man ikke vægter de forskellige policy-områders saliens.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Helt rigtigt, og vi ved ganske lidt om specifikke policy-områders betydning. Men overordnet ser det ud til, at det politiske spektrum i Danmark omfatter to hoveddimensioner: En traditionel højre-venstre-inddeling, der går på statslig intervention osv, og så en indvandring-omfordelings-dimension. Min ‘gut-feeling’ er, at der er tale om begge. DF er f.eks. meget midtsøgende på den første, men et yderpunkt på den anden, og får meget få journaliststemmer. Omvendt er det også helt klart, at den traditionelle akse også forklarer en masse.

    Svar
  3. Sb

    Hej Christian,
    jeg forstår ikke helt hvad du vil med den graf. Hvis du tager økonomer, så vil jeg vædde med de er mere borgerlige end gennemsnittet. Er det også et problem?

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    @SB: Vi kan sådan set godt vædde. Der er nærmest ingen økonomer blandt Enhedslisten, men ellers er mine kolleger generelt meget midtsøgende – og langt mere end fok tror. Mange er simpelthen socialdemokrater der forstår, at man ikke kan bruge flere penge end man har.

    Svar
  5. Knud H. Sørensen

    Det der med “ikke at bruge flere penge end man har”, det lyder jo godt og det er noget de fleste kender fra deres eget familie-budget. Jeg hoppede da også selv på den (sammenligningen) i 80’erne hvor Margaret Thatcher netop lignede en stats økonomi med et husholdningsbudget, og al det der med “to save a dime for a rainy day” etc. sådan som hun havde lært af sin fader. Det er da også al sammen meget godt, men statsfinanser kan jo ikke helt sammenlignes med en families budget, fordi en stat kan låne billigere*, især hvis den har sin egen valuta [Dette er grunden til at Danmark kan låne billigt, selv om vi skygger euroen, fordi kreditorerne ved at i den yderste konsekvens kan vi altid lade seddelpressen snurre]. En stat kan også smække pengekassen i og nægte at betale sine kreditorer — som Argentina gjorde i 2002 — og der er ingen international lovgivning som giver kreditorer mulighed for at gøre udlæg i en stat.

    Dokumentation:

    Paul Krugman skriver i dag om Storbritannien:

    Eating the Seed Corn

    [Britain] is able to borrow very cheaply, with near-zero real interest rates even on very long-term borrowing.

    And given that public investment is, you know, productive, this is almost surely a case of self-defeating austerity: by shortchanging infrastructure now the Cameron government is saving only a trivial amount on interest payments while reducing long-run growth and hence revenues.

    The fact that this passes for responsible behavior is proof that the lunatics are running the economic policy asylum.

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    Det er nærmest ufrivilligt komisk, når man citerer Krugman for den slags. Hans påstand om, f.eks., at offentlige investeringer er produktive på langt sigt, er nemlig dokumentérbart forkerte. Ydermere blander han stimulus med investeringer – og langt det meste finanspolitisk stimulans er offentlige forbrugsudvidelser, slet ikke investeringer. Min pointe med, at man ikke kan bruge flere penge end man har er, at der_altid_er en budgetbegrænsning. Så kan man selvfølgelig påstå, at man bare kan misligeholde lånet, men det indebærer, at fremtidige lån bliver meget dyrere.

    Svar
  7. Anonym

    @ Sb

    Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men mon ikke Bjørnskov ønsker at sætte fokus på det forhold at venstreorienterede er stærkt overrepræsenterede blandt journalister, og altså dermed blandt den faggruppe der i stor stil er med til at fastsætte hvilke emner der er på offentlighedens dagsorden og på hvilke præmisser disse emner som udgangspunkt diskuteres.

    Det medfører naturligvis at man som borgerlig let kommer til at sidde med en fornemmelse af, at de samfundsspørgsmål som man selv har fokus på, ikke rigtigt får plads i medierne, eller i givet fald, så med et noget andet udganspunkt en man kunne håbe. Dermed også omvendt for venstreorienteredes ønskede dagsorden.

    Det er naturligvis et problem. Hvorvidt der er en særlig politisk “skævhed” for togførere, murersvende og revisorer ved jeg ikke, men det er heller ikke helt så interessant. Dels er deres arbejde baseret på langt mere objektive kriterier end journalistisk og dels er det af mindre politisk betydning.

    Ikke engang journalister er jo uenige deri. Det er derfor de uden at grine omtaler sig selv som repræsentanter for den 4. statsmagt.

    Det er selvklart enormt problematisk for det borgerlige Danmark at hele den offentlige diskurs er så domineret af venstreorienterede.

    Svar
  8. Uffe

    Renterne er latterligt lave på obligationer, fordi det er det eneste sted folk tør sætte sine penge og især fordi nationalbankerne ikke har foretaget sig andet end at sænke renterne indtil de ramte nær ved 0.

    Hvad er der så tilbage at sætte penge i, hvis man ikke ønsker at løbe en mellem-høj risiko?

    Krugmans elendige argument bygger på at renterne aldrig vil stige i fremtiden og at han vil gældsætte sig i kortsigtede obligationer. Bygger du en gæld op på basis af at renterne ikke er højere end 1-2% så får du dig en grim overraskelse den dag renterne stiger, og du bliver erklæret konkurs når du skal refinansiere.

    Det var det som skete med Grækenland. Deres renter var for ganske få år siden ret lave, og de optog en kæmpe gæld. Hvordan er det lige renten så ud for et halvt års tid siden på Græske statsobligationer? Var det små 100% p.a.?

    Vi har ikke brug for flere offentlige investeringer eller kickstarter eller lignende – vi har brug for en bedre effektivitet og større arbejdsvillighed. Væk med topskat og bureaukrati og indfør mere personligt ansvar og frihed, så er jeg ganske sikker på at væksten vil komme.

    Men den nuværende kurs er ren gift, flere offentlige investeringer så vi både skal betale renter og afdrag på gæld, samt et større offentligt styret apparat til at sørge for at “de rigtige” modtager støtten. Og hver gang går det galt.

    Efter 40 år på kontanthjælp har vindmølleindustrien kæmpe problemer, fordi deres livsvigtige statsstøtte langsomt svinder ind omkring på deres tidligere store markeder. Det eneste disse investeringer har ført til er større afhængighed af fossile kilder (gigantisk backup kapacitet er nødvendig) og dyrere energi for borgerne der tvangsindlægges til at betale for diverse prestigeprojekter, fx Anholt møllepark hvor DONG får eneret på ordren og gigantisk støtte. Den samme udvikling ses i UK hvor deres blasfemiske politik byder dem at plastre Nordsøen til i enormt dyre vindmøller der netop bliver dyrere af at stå på vandet.

    Svar
  9. Sara Rasmussen

    Der er, trods alt, et stykke vej fra, at journalister stemmer rødere end befolkningen som helhed (men ikke rødere end andre med samme socio-økonomiske baggrund, i øvrigt) og så til, at de ikke bedriver upartisk journalistik. Det vigtigste spørgsmål er vel, i hvilket omfang journalisters politiske overbevisning påvirker deres arbejde.

    Nu er jeg ikke helt up-to-date med forskningen på området, men for et par år siden var konklusionen, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den politiske framing i journalistikken og hvad journalisterne stemmer. Journalister vægter gudskelov deres professionalisme højere end
    at fremme personlige interesser.

    Svar
  10. Johannes Polemicus

    Tak til Sara for update omkring afvigelse fra samme strata. Tilsyneladende er der tale om en ikke-sag.

    Apropos framing af nyheder og journalisternes selvopfattelse: der er en grund til, at historie er obligatorisk i grund- og gymnasieskole, og det er ikke for at folk skal lære hvornår Trolddomsforordningen blev udstedt – men det er for at folk kan lære noget helt elementær kildekritik.

    Svar
  11. Johanes

    Jeg tilslutter mig lige koret ovenfor – hvordan kan man som akademiker ikke se antallet af fejlslutninger i påstanden om, at der skulle være en linie mellem, hvordan en journaliststand stemmer på aggregeret niveau, og hvilken politisk vinkling deres arbejdsgivere lægger på historierne.

    Så Bjørnskov, du kan sagtens “for gud ved hvilken gang spørge sig selv, hvordan man kan påstå at de er upartiske og helt balancerede i nyhedsdækningen”, men svaret finder du ikke her. De findes andre steder, og afkræfter din fordom.

    Svar
  12. Anonym

    @ Sara og Johannes*2

    Hvordan kan man undgå at se fejslutningerne hos Johannes og Sara.

    Tilsyneladende er der tale om en ret klar sag, som enhver kan konstatere ved selvsyn hver eneste dag i danske MSM.

    En undersøgelse blandt journalister har tidligere vist at de selv i meget høj grad oplever at være herre over hvilke historier de beskæftiger sig med, hvilke vinkler de vælger, hvilke eksperter de bruger og så fremdeles.

    Det er ikke fondsbestyrelserne der sidder og dikterer det daglige indhold af aviserne.

    Sare stiller det rigtige spørgsmål, nemlig hvordan påvirker journalisternes overbevisning deres arbejde.

    Her fremsætter Sara og 2*Johannes så den fantastiske forklaring; at det påvirker overhovedet ikke. Journalister er fuldstændigt neutrale og upartiske. Ganske vist er det eller almindelig antagelse i videnskaber at noget sådant ikke findes, men lige præcis journaliststanden kan altså lægge sine personlige synspunkter, sympatier, antipatier og fordomme hjemme i skuffen før de drager på arbejde. For envher historie har en sandhed og den kan journalisterne nemlig lige finde, for det er de uddannede til. Og det er nemlig givet på forhånd af guderne præcist hvilke historier der bør prioritteres og hvad der ikke er relevant, og også der er journalisterne lige præcis i stand til at ramme rigtigt. Hver dag.
    Og heller ikke det forhold at deres overbevisninger nok hænger sammen med deres generelle verdensbillede og deres informationsniveau om forskellige emner, spiller på nogen måde ind. Faktisk er journalisterne nemlig alvidende, og derfor er det ikke manglende kendskab til noget og omvendt et ekstraordinært stort kendskab til andre emner, som på nogen måde påvirker dem; de ved nemlig alt om alt.

    @ sara

    jeg vil gerne se noget dokumentation for at folk med samme socio-økonomiske baggrund skulle have en stemmeprofil der er tilsvarende journalisternes.
    Dertil kan naturligvis siges, at det ikke rigtigt løser problemet for borgerlige – deres nyhedsmedier er stadig præget af massiv rød slagsside uanset hvor mange socio-variabler der korrigeres for.

    Og for nu lige at fjerne en misforståelse; det handler ikke nødvendigvis om at de forsøger at fremme personlige interesser – det gør det givetvis også tit, læs f.eks. Information – men blot om at de er naturligt påvirkede at deres personlige opfattelser af ret og rimeligt.

    Men der er da igen igen grund til at ønske journalist-standen tillykke; det er en enestående gruppe af mennesker der ganske enkelt er i stand til fuldstændigt at tømme hovedet før de tager på arbejde, hvorefter de kan udføre deres arbejde om at rapportere om samfundet i stort og småt, på en fuldstændigt upartisk, holdningsløst, forudsætningsløs måde.
    Der findes faktisk ikke gode og dårlige journalister. Grundige og sjufter. Erfarne og uerfarne. Journalister med ekspertise indenfor et givet felt og journalister uden. For ALLE journalister vil nemlig levere den præcist samme proffesionalistisk korrekte historie uden den mindste afvigelse. For en sådan afvigelse fra den ideele historie (som jo findes på helt neutral vis) ville jo bestå i journalistens valg og dermed dennes prioriteringer.

    Lad os komme til sagen og erklære; at der næppe findes nogen mere latterlig påstand i den danske samfundsdebat end den, at der ikke går en tydelig “linie” mellem journalisters menneskesyn/verdensbillede/politiske holdning/levestandard/socioøkonomiske gruppe/foretrukne medier osv.osv., og så deres valg af historier, vinkling af historier, valg af kilder/eksperter, brug af begreber, balancering af de valgte historier, tolkning af data, osv.

    Journalister er – gudske lov – mennesker som alle andre, og derfor naturligvis påvirket af deres personlige opfattelser.
    Når journaliststanden så er så ensrettet en gruppe, bliver det følgeligt et problem for borgerlige, der jo altså på mange felter pr. definition så netop nærer andre opfattelser.

    Svar
  13. Johannes

    @ Anonym:

    Man kunne jo også bare forholde sig til forskningen, der konkluderer, at der ikke er en bias, men at røde ser medierne som blå, og blå ser medierne som røde.

    Erik Albæk m.fl. har bl.a. nået dette resultat, og at du synes noget andet understreger jo bare deres konklusion. (Jeg gætter, at du vil afvise det som en gammel marxists udspyelser…) Men du kan jo se, om du kan finde noget reel forskning, der underbygger din holdning/opfattelse. Indtil da står dine påstande bare som vrede udsagn.

    At journalister magter at se bort fra deres egne holdninger, illustreres jo af, at de kan skifte problemfrit fra Information til JP til Politiken til… Hvis de tog deres private holdninger med sig, ville redaktionerne jo ikke tage dem ind.

    Svar
  14. Niels Bollerup Andersen

    Bjørnskov: Vil du ikke uddybe følgende med data/forskning:

    “Hans påstand om, f.eks., at offentlige investeringer er produktive på langt sigt, er nemlig dokumentérbart forkerte.”

    Svar
  15. Anonym

    @ Johannes

    “Man kunne jo også bare forholde sig til forskningen, der konkluderer, at der ikke er en bias”

    Som om “forskning” kan afdække dette spørgsmål. Igen, antager du at der findes en sandfærdig udlægning af verdenssituationen med præcist det guddommeligt givne valg af historier, temaer, vinklinger, kilder, begreber.

    Og nu kan den gamle leninist Erik Albæk så noget frem til det mirakuløse resultat; alle hans ekstremt venstreorienterede studerende er bare helt fantastiske og er på ingen måde påvirket af deres personligheder, personlige erfaringer, personlige viden, personlige sympatier og antipatier, men derimod lige så snart de er på arbejde fuldstændigt objektive. Og det til trods for at den første time på journalisthøjskolen ellers tit starter med at forklare de unge, at der ikke findes noget der er “objektivt”, man kan kun tilstræbe. Alligevel er det så lykkedes. Det er et sandt mirakel.

    Erik Albæk “forskning” er pinlig. En række temmeligt arbitrære og subjektive kategorier hvorefter der optælles antal artikler. Det fortæller os ikke en sk.. om hvorvidt journalister er påvirkede af deres personlige synspunkter eller ej, eller hvorvidt der er en bias.
    Undersøgelsen blev jo desuden bare i alm. avisdebat revet fra hinanden blandt andet dens latterlige fokus på et par få ugers valgkamp og dens ideer om hvad der er “midte” “venstre” og “højre”.
    At røde mener medierne er blå og omvendt, er IKKE en bevisførelse for at medierne ikke er biased eller at journalisterne er upartiske, neutrale og fuldstændigt kan fralægge sig deres personlige udgangspunkt før hver arbejdsdag.

    Hvordan kan nogen begavede mennesker dog kaste sig ud i så grotesk en fejlslutning.

    Du laver absurde fejlslutninger om mediernes om unbiased ud fra en sølle rapport der alene havde til formål at fejre egen uddannelsesinstitution. Dine påstande står bare som enfoldige udsagn.

    Iøvrigt har Ralf Pittelkow lavet en optælling som er præcist lige så “videnskabelig” som klart dokumenterede skævheden hos DR.
    Men selv den optælling er problematisk, for hvad er “skævhed” – det er netop ikke en entydig størrelse der kan opgøres objektivt.

    “At journalister magter at se bort fra deres egne holdninger, illustreres jo af, at de kan skifte problemfrit fra Information til JP til Politiken til… Hvis de tog deres private holdninger med sig, ville redaktionerne jo ikke tage dem ind.”

    Det er jo absurd. Igen, ingen siger at de ikke kan undlade at virke alt for propagandistiske i enhver artikel – naturligvis kan man til nogle tider lægge visse bånd på sig selv. Men derfor er man da stadigt påvirkede af sit personlige udgangspunkt.
    Dertil kommer at disse redaktioner jo netop selv hævder at avisernes respektive politiske udgangspunkter, netop ikke skal præge journalistikken, men ene og alene debat/kommentar-stoffet.

    At journalisterne som det mest banal faktum i verden, er påvirkede af deres personlige værdier m.m., betyder stadigvæk ikke at de i enhver artikel aktivt propaganderer for Enhedslisten, SF, Konservative eller hvad de nu stemmer. Men hvad de sætter fokus på og fra hvilken vinkel har da stadig enorm betydning.

    Det må da nærmest være noget af en indrømmelse du kommer med, og ihvertfald dybt problematisk for landets medier hvis det er sandt hvad du skriver. Hvis man har set forskellen på den venstreradikale udlændinge-dækning i Information og så f.eks. EB’ udlændinge-kampagner. Så er det din påstand at journalisterne i begge tilfælde blot udfører det arbejde de har fået besked på. Den professionelle journalistiske etik, består altså i at viderebringe præcist den vinkling som ledelsen ønsker. Pist væk er altså den tilstræbt objektive tilgang. Jeg tror ikke du i højere grad kan underminere jeres egne påstande om journalisternes uhørte professionalisme.

    Hvis du virkeligt har ret deri, så er der jo kun spørgsmålet tilbage; hvem der pådutter journalisterne den vinkel de altså så ukritisk leverer viderer som små robotter.

    Svar
  16. Christian Bjørnskov

    @Niels Bollerup: To svar. For det første mine egne erfaringer med tallene. Det gælder ikke mindst mit arbejde med Meta Brødsted og Rasmus Rødby efter de modtog dimittend-prisen sidste år. Private investeringer genererer vækst mens vi ikke kunne ‘få’ de offentlige til at gøre det. For det andet en masse litteratur, der dokumenterer en negativ sammenhæng mellem totale offentlige udgifter og vækst. Her er Bergh og Henreksons overblik fra sidste års Journal of Economic Surveys virkeligt godt.

    Svar
  17. Johannes

    @ Anonym:

    Dit indlæg stritter godt nok i ti retninger! Men du bekræfter jo egentligt bare min kritik af dit oprindelige indlæg – er man tilpas blå, så ser hele verden rød ud, uanset hvordan det mere faktuelt forholder sig.

    Det er fint nok at du ikke kan lide den gamle leninist Albæks videnskabelige forskning, men det er ikke et argument at erstatte den med den gamle marxist Pittelkows jo helt åbenlyst subjektive skriverier. Ligeledes ødelægger det ikke Albæks forskning, at her og fru kakkelbord kan sidde og skrive sure indlæg på nationen eller JPs kommentar-spor. Jeg er åben for, hvis du kan komme med anden forskning (som i noget, der er foretaget af en videnskabeligt uddannet, metodebevidst person, og som er udsat for peer review, ikke et eller andet humbug fra Uriasposten etc) der faktisk beviser den store “liberal media bias”.

    Så er der din kommentar om, at det er en grotesk fejlslutning jeg (og andre) gør, når man påpeger, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem journalisters personlige holdning og deres professionelle håndværk. Her tror jeg du med fordel kan slå begrebet fejlslutning op. Jeg siger ikke, at der ikke er en vis samvariation, men der mangler jo i hvert fald logisk set et led i kæden (“journalister kan ikke undgå at fordreje deres artikelskrivning efter deres personlige holdninger”), før Bjørnskovs argument går op. At for mange journalister stemmer radikalt ifht landsgennemsnittet er under alle omstændigheder ikke et bevis for en skævvridning af mediedækningen, som Bjørnskov hævder.

    Du kan jo i øvrigt google “liberal media bias”

    Svar
  18. Johannes

    @ Anonym:

    Jeg er ikke journalist. Jeg er bare træt af det forbitrede vrøvl, som nettet fyldes med.

    Svar
  19. Kim Hvid Johnsen

    Johannes. Du er godt klar over at “liberal media bias” gælder de røde i USA ikke?

    Svar
  20. Johannes

    @ Kim:

    Bien sur. Det er netop det, der var pointen – at denne kritik af mederne som værende venstresnoede svæver på et tyndt grundlag.

    I USA stammer myten endog fra en bevidst spin-strategi under Reagan.

    Svar
  21. Christian Bjørnskov

    @Johannes: Prøv at besøge de seneste års Public Choice-konferences hjemmesider. Der er masser af forskning, der bekræfter en ret klar liberal media bias i det meste af det amerikanske mediebillede! Herhjemme findes der ganske enkelt ikke ordentlige undersøgelser. Men man kan ofte spørge sig selv, hvorfor nogle ting bliver taget op og ikke andre. For eksempel kan jeg fortælle af egen erfaring, hvor ekstremt svært det er at få kritik af ulandsbistand i mainstream medier.

    Svar
  22. Sb

    Hej Christian,
    hvilke papirer tænker du helt præcist på ift media bias? jeg husker primært gentzkow & shapiro i econometrica 2010, som så vidt jeg husker ikke kom frem til noget speciel rød media bias.

    Svar
  23. Christian Bjørnskov

    @Sb: Dan Sutter har publiceret om det, bl.a. i Applied Economics sidste år. Bob Tollison var en af de første. Men som Sutter pegede på, de ngang jeg så ham til en PCS konference, er det ret svært at måle media bias. Det handler både om hvor ofte nyheder får en venstre- eller højreorienteret twist, men også hvilke nyheder, der bliver taget op. Min egen gut feeling siger mig, at det i Danmark i højere grad er den anden mulighed. Også selvom bias var klart forleden aften i Deadline, hvor Philipp Schröder blev sat til at debatere med Jesper Jespersen.

    Svar
  24. Johannes

    @ Bjørnskov:

    Jeg har al respekt for public choice, og bruger også selv teorier herfra i mit eget arbejde. Men hvad public choice samfundet siger om media bias, er altså ikke et særligt tungt sandhedsvidne. Der er vel også en grund til, at økonomer kun publicerer om media bias i PC-tidsskrifter, og ikke i de tidsskrifter, der faktisk specialiserer i emnet. Altså tidsskrifter i f.eks. medier, kommunikation og politik. såsom denne: http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1460-2466.2000.tb02866.x/abstract

    Men det bliver vi nok ikke enige om, så stikker piben ind her.

    Svar
  25. Anonym

    @ johannes

    Dit indlæg stritter godt nok i alle retninger.

    Nu hævder du pludseligt at der er en samvariation. Før var INTET overhovedet om den slags, fordi de var helt professionelle og der jo fandtes en absolut politisk upartisk dækning af virkeligheden.

    Det er fint nok at du er en venstreorienteret studerende der falder på halen over alt hvad der kaldes “peer review”, og at du derfor foragter en kryptonazist som Pittelkow, hvis kriterier ikke er mere subjektive og arbitrære end dem som Albæk benytter. Albæks inddeling i hvad der er venstre, højre og centrum er ret bizar, og fik jo også masser af kritik.

    At Albæks undersøgelse naturligvis godtages af hans kollegaer er jo forventeligt. Hvad havde du forestiller dig, at en fremtrædende dansk forsker skulle få sit tidskrævende arbejde kasseret af kollegaer, når det viser et resultat der er helt ideelt og perfekt sammenfaldende med deres verdensbillede.

    Vi taler om en mand der er medansvarlig for uddannelsen af journalister, og som nu konkluderer at journalister er helt utroligt dygtige. Hans kollegaer er enige.

    Og du nikker anerkendende.

    Selv noget så grotesk som den tidsperiode de brugte, sætter du ikke spørgsmålstegn ved.

    Ej heller vil du tilsyneladende diskutere denne “videnskabelige” metode. Jeg har været inde på det tidligere, men præcist hvordan den journalist-videnskabelige (fnis fnis) metode til at opgøre om et emne dækkes tilstrækkeligt eller om det forbigåes ?

    Er der lige præcist det guddommeligt udvalgte antal artikler om global opvarmning, om flerkoneri, om Femernbroen osv. så dækningen kan kaldes “upartisk”
    Hvis ja, hvordan opgøres dette “upartiske” antal så ?
    Hvis nej, hvad skyldes afvigelsen da ?

    “At for mange journalister stemmer radikalt ifht landsgennemsnittet er under alle omstændigheder ikke et bevis for en skævvridning af mediedækningen”

    Nej, det er et bevis for at journalisterne er røde.
    At Erik Albæk skriver at journalisterne er guddommelige fordi han har optalt nogle tv-aviser og avisartikler i et par uger og inddelt dem i nogle arbitræer kasser er heller ikke bevis for noget som helst. Og videnskab kan det vist kun kaldes af folk der læser “kommunikation, medier, mennesker, virkelighed og kreativitet”

    Dokumentationen for at de er røde, er derimod en stærkt indikation af – givet den helt banale antagelse, som du altså nu også deler, at journalister som alle andre mennesker er naturligt påvirkede at deres baggrund/livssyn/viden/interesser/netværk/xxx – at medierne også er skævvredet.

    Jeg er heller ikke journalist. Jeg er bare træt af den latterlige ide om at ræverøde journalister pludseligt slet ikke er påvirkede at deres personlige værdier/opfattelser m.m., når de er på arbejde, og at medierne derfor ikke grundlæggende præsenterer et verdensbillede om mange emner som er stærkt skævvredet i forhold til mediebrugerne.

    Det er så banalt at det gør ondt.

    Svar
  26. Anonym

    Vi kan da lige tage et par af dagens “Top-historier” som de præsenteres af det ultrablå TV2Fox.

    De fuldstændigt upartiske journalister leverer journalistik hvor der vel nærmest ikke kan anes nogen form for politisk “framing” og hvor det er klokkeklart at deres egne overbevisninger ikke spiller ind.

    Jeg er ret sikker på at enhver DF’er ville have skrevet den fuldstændigt samme historie med samme vinkel, samme ukritiske tilgang, samme stråmænd, samme mangel på nuancering af “indvandring”, samme begrebsvalg og samme brug af eksperter. Hvordan kan nogen dog sætte spørgsmålstegn ved om en hardcore venstreradikal journalist og så en DF’er vil gribe denne studenteropgave an på samme måde, og iøvrigt naturligvis begge finde den lige relevant;

    http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-50534508:indvandrere-s%C3%A6tter-gang-i-eksport.html

    Det er ren idioti hele vejen igennem. Decideret grotesk naturligvis med lektorens dytb problematiske ideer. Selv starten er absurd, men naturligvis upartisk, ikke sandt ?
    “Det er ofte blevet fremhævet, at indvandrere belaster den danske statskasse. Men noget tyder på, at den udtalelse skal tages op til revision.”

    Der er naturligvis ikke skyggen af dækning for påstanden, men det interesserer ingen. Historien stammer naturligvis fra Politiken, men blev ukritisk gengivet af samtlige store medier.

    Og lad os da tage et andet dagsaktuelt eksempel på upartisk journalistik hvor journalisten er fuldstændigt upåvirket af egne synspunkter;
    http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-50538432:karaktermord-p%C3%A5-obama-afsl%C3%B8ret.html

    En ikke-historie der lanceres som en stor afsløring og med den antydning, at sådan noget gør Obama-støtter ikke. Det er morsomt.
    Der har vist aldrig fundet en demokratisk valg sted, uden at modstandere har forsøgt “karaktermord” på hinanden.
    Og ingen undrer sig over hvor alle de negative historier og rygter “vi” alle kender til om f.eks. Bush de kommer fra. Han er nok bare så dum, at han selv fortæller om det hele tiden.

    Nå, men de to ovenstående historier vil næppe karakterises som politiske i nogen retning af Albæks “videnskabelige” metodik, thi de er ikke direkte relateret til danske politikere, partier eller lovforslag.

    Det er bare god upartisk samfundskritisk journalistik. Eller noget.

    Og ihvertfald er historierne skrevet fra et fuldstændigt upartisk synspunkt.

    Svar
  27. Johannes

    @ Anonym:

    Jeg vil ikke svare på dine mange påstande ovenfor. Jeg ved ikke hvor du får halvdelen af dine ideer om, hvad jeg mener (f.eks. om en objektiv virkelighed?) og om hvilken type menneske, jeg er (jeg synes ikke f.eks. selv, jeg er en venstreorienteret studerende. F.eks. er jeg ikke studerende, men jeg er givetvis mere venstreorienteret end dig. Og den politiske midte er jo der, hvor man selv står — eller? ;-)).

    Men jeg vil gerne lige ridse de to ting, jeg faktisk HAR skrevet op igen:

    1) Journalisters personlige, politiske ståsted til venstre for midten er ikke et bevis for, at medierne er venstreorienterede. Det kan godt være, at medierne FAKTISK er venstreorienterede, men journalisternes stemmeadfærd eller deres senere karriere som V-politikere er altså ikke et bevis. Der må man lave en indholdsanalyse af, om medierne faktisk ER venstreorienterede ud fra en eller anden mere eller mindre objektiv måling, såsom taletid til forskellige partier og andelen af kritiske/positive artikler for forskellige partier. Man kunne også levere en rigtig stærk kausalteori om, at skribenternes private holdninger slipper uhindret igennem til spalterne. Men som det er nu, ville Bjørnskovs oprindelige indlæg dumpe en 1. semesters eksamen.

    2)Så kan vi se, hvad indholdsanalyserne faktisk siger. Albæk – den gamle marxist – siger, at der ingen bias er, og der er ikke så mange andre analyser i DK. Den amerikanske litteratur er mere blandet, men et større metastudium af 54 analyser siger også, at der ingen bias er. Derfor kan der godt være en bias, men det gør ikke 1) mere korrekt.

    Og så ikke mere herfra.

    Svar
  28. Anonym

    @ Johannes

    Af ren og skær nysgerrighed; hvilken uddannelse har du siden du så ukritisk slikker Albæks “indholdsanalyse” i dig og ophøjer den til dokumentation for upartiskhed.

    Men ellers kan du jo starte med at læse hvad både Jeg og Bjørnskov faktisk skriver. (Ingen hævder vist at blogindlæg eller kommentarer her er videnskabelige projekter der skal bestå en eksamen hos dig.)

    Men for at citere mig selv; (jeg indser nu at der mangler et “ikke” i forrige indlæg, men meninger turde jo være klar alligevel. Men nu er det tilføjet)

    “Nej, det er ikke et bevis for at journalisterne er røde.
    At Erik Albæk skriver at journalisterne er guddommelige fordi han har optalt nogle tv-aviser og avisartikler i et par uger og inddelt dem i nogle arbitræer kasser er heller ikke bevis for noget som helst. Og videnskab kan det vist kun kaldes af folk der læser “kommunikation, medier, mennesker, virkelighed og kreativitet”

    Dokumentationen for at de er røde, er derimod en stærkt indikation af – givet den helt banale antagelse, som du altså nu også deler, at journalister som alle andre mennesker er naturligt påvirkede at deres baggrund/livssyn/viden/interesser/netværk/xxx – at medierne også er skævvredet.”

    Du skriver efterfølgende;

    “Man kunne også levere en rigtig stærk kausalteori om, at skribenternes private holdninger slipper uhindret igennem til spalterne.”

    Hvordan i alverden skulle sådan en “kausalteori” kunne formuleres, uden at det blot er en opstyltet akademisk opsummering af præcist det Bjørnskov og jeg antyder. Dine vedvarende antydninger af at være meget “videnskabelig” bevidst forekommer stadigt mere komisk.

    Det er trivielt at journalisters personlige holdninger påvirker deres arbejde.

    Og helt latterlig bliver det når du igen igen fremturer med Albæks “indholdsanalyse” som om den er udtryk for nogen som helst meningsfuld dokumentation for upartiskheden hos medier eller journalister.

    Din tiltro til den upartiske videnskabsmands analyse af fuldstændigt subjektive forhold, er vel det eneste der er mere latterligt end din tro på den upartiske og upåvirkede journalist.

    Overhovedet at lave en “indholdsanalyse” der kan “afgøre” den slags forudsætter jo at man enten kender den endegyldige sandhed, op imod hvilken man kan opgøre en evt. bias.
    Eller at man laver nogle subjektive kategorier og sammentæller dem – og så har vi jo allerede bias igen.
    At sammentælle taletid er jo ikke en målestok der kan tilfredsstille andre end dig og Albæk. Hvad med emnerne der diskuteres, hvilket udgangspunkt/vinkling der er på emnerne, hvad med spørgsmålene til deltagerne, og hvad med alt hvad der sker i journalistikken som ikke direkte involverer politikere, osv. osv.
    Regeringspartier vil f.eks. også naturligt tiltrække sig større opmærksomhed i og med at de har ansvaret – hvordan vil du meningsfuldt opgøre hvor meget denne overvægt skal bestå i i dine indholdsanalyser.

    Albæks analyse er alt andet end imponerende, og selv det at han tæller x antal positive artikler til blå og x til rød, medfører ikke at man kan konkludere noget som helst om bias i medierne.
    En sådan ligelig fordeling vil da også være mærkelig; det er blot udtryk for en matematisk søgt neutralitet i forhold til to blokke. Hvad med de enkelte partier, og hvad med om der er forskel på deres politiske programmer og påstande. Ud fra den optik ville nazister og kommunister kunne gøre krav på et hav af positivt vinklede historier. Man kan lyve og lave skandaler og levere håbløs argumentation i et væk, men det interesserer dig ikke; for indholdsanalyse skal bare tæller plusser og minusser.

    Det er en metode der ikke engang burde bestå eksamen på 1.semester.
    For et absurd udvalgt periode, med optælling ud fra en stærkt subjektiv vurdering af de enkelte artikler, ud fra nogle stærkt subjektive kriterier inddeles artikler så i nogle stærkt subjektive kategorier. Meget mindre videnskabeligt kan det vel næppe blive.
    Albæk bruger f.eks. “midten” på samme måde som Politiken og de fleste journalister og kommentatorer – det håbløse deri blev vel smukkest udstillet af Kurrild-Klitgaard for nylig i Berlingske.
    Helt grotesk var hans debat med Pittelkow, hvor Albæk vedvarende hævdede at journalister ikke var mere røde. En bizar konklusion han nåede ved at sammenholde med folk med samme uddannelsesniveau politiske observans. Som om det på nogen måde var relevant.

    Grundlæggende kan vi konstatere, at Albæks metode ikke afviger fra Pittelkows i nogen afgørende forstand, og Pittelkow kan uden problemer sammentælle en markant bias ved en simpel optælling af plus/minus indslag for hvert parti.
    Den primære forskel er vel at Pittelkow er mere uafhængig end Albæk hvis forskning vedrører hans egen institutions dygtighed. Og naturligvis folk med samme partifarve som ham sig.

    Med andre ord; den “indholdsanalyse” du så autoritetstro bekender dig til er intet værd.

    Du glemte iøvrigt at forholde dig til de to eksempler jeg gav ovenfor; mener du at de er upartiske ?
    Vil deres evt. partiskhed og mere eller mindre bevidst påvirkning af journalisternes personlige holdninger, så blive opvejet hvis begge medier efterfølgende laver to historier med modsat fortegn. Skal disse historier i så fald handle om præcist det samme emner. Eller er “indholdsanalyse” bare en opdeling i plus/minus sammentællinger for blå og rød blok.
    Hvad nu hvis virkeligheden er at indvandrere er en enorm økonomisk belastning. Skal der så stadig være lige mange historier om at de er en økonomisk gevinst/omkostning. Hvis ja, så vil medierne jo være ekstremt biased i forhold til virkeligheden. Hvis nej, så vil medierne jo være biased i forhold til f.eks. de radikales verdensbillede.

    Svar
  29. Anonym

    Eller for at gøre det mere kort;

    1) En “indholdsanalyse” hvor man foretager et hav af fuldstændigt arbitrære og subjektive valg ud fra egne forudsætninger er IKKE et bevis for om medierne er biased ellers ej.
    Heller ikke selv om man trykker “Syddansk Universitet” på forsiden af “analysen”.

    2) Derimod kan man beskæftige sig med hvad journalisterne faktisk selv siger. Og journalisterne siger igen og igen, at de er røde i et omfang så det overgår forventninger hos selv de mest kritiske af os.
    Undersøgelse i andre vestlige lande tegner præcist det samme billede, journalisterne er voldsomt røde.
    Derfor kan de godt nogen gange lave journalistik der ikke er politisk farvet, journalistik der er afbalanceret, nogle gange journalistik der beskæftiger sig med emner de ikke interesserer sig for eller fra en vinkel de ikke bryder sig om personligt, og endda ofte aktivt tilstræbe at skubbe egne synspunkter helt væk.
    Men det bliver “indholdsanalyser” ikke mere korrekte af.

    Svar
  30. Johannes

    @ Anonym:

    Det er fint, at du har en opfattelse af, at medierne over en kam er præget af røde lejesvende, der laver multikulti propanganda. Det kan så åbenbart ikke måles objektivt mener du, men det er klokkeklart alligevel (???).

    Så skal jeg forholde mig til to historier. Anekdote i flertal er ikke data, det er anekdoter. Mon ikke jeg kunne finde en del historier, der hælder den anden vej? og måler man alle historierne op, så ender man i midten.

    Men det er også lige gyldigt. Det væsentlige er, at journalisternes personlige holdninger ikke er et bevis for, at danske medier er venstresnoede. Denne fejlslutning kan du vrøvle om herfra og til evigheden, men du kommer ikke i mål.

    Og nu: Slut!

    Svar

Skriv et svar