Ny evidens om ulandsbistand

Som punditokraternes læsere ved, er der en lang litteratur om ulandsbistandens effektivitet. Det overordnede billede – som kendes fra Chris Doucouliagos og Martin Paldams arbejde i metaanalyse – er at den gennemsnitlige effekt er nul. Det er efterhånden ret ukontroversielt blandt nationaløkonomer, men som Lars Christensen oplevede forleden i Radio 24 7, bliver man ofte udsat for ekstremt ubehagelige reaktioner, hvis man vover at lufte kritik af den nuværende ulandsbistand. Lars var dog på grund, der bliver stadig sikrere.

Punditokraternes ven og kollega Axel Dreher (Uni Heidelberg) havde således sammen med Vera Eichenauer, Kai Gehring, Sarah Langlotz og Steffen Lohmann forleden en kort artikel i Vox EU. Artiklen opsummerer, hvad vi som forskningsfelt efterhånden ved om makro-virkningerne af ulandsbistand. Litteraturen er stærkt opdelt, og som Dreher et al. skriver, “Despite a large number of academic articles, this literature has not reached a consensus. Researchers seem divided into ideological camps, each fighting for their model, with one group claiming to show that aid works, and the other group pointing to a lack of robustness of these results.” Det tysk-schweiziske forskerhold peger på, at litteraturen også er delt mellem tre måder at identificere kausale effekter på: 1) Brugen af befolkningsstørrelse som instrumentvariabel (små lande får relativt mere bistand); 2) brugen af tidligere års bistand (fordi bistanden er ret persistent); og 3) brugen af internationalt politiske forhold som instrumentvariabel (fordi lande, der stemmer mere med store nationer i FN får mere bistand fra dem uanset deres vækstperformance).

Forskerholdet peger på, at der er problemer med alle tre læsninger, men skitserer en ny løsning, som bruges af Dreher og Langlotz i et nyt studie (CEPR working paper 10811). Ideen er, at man finder en kombination af faktorer, der påvirker hvor meget en enkelt donor bruger på ulandsbistand som helhed på et bestemt tidspunkt, og derefter sandsynligheden for, at et bestemt uland får bistand fra den bestemte donor. Når man derefter lægger sammen, hvad et enkelt uland får i total bistand, afhænger den forecastede bistand således udelukkende af forhold, der er specifikke for donorlandene, og ikke af ulandets egen udvikling.

Dreher og Langlotz udnytter, at lande med mere fraktionaliserede regeringer og parlamenter helt generelt har større udgifter – der er ganske enkelt flere interesser, der skal tilgodeses politisk, og det indebærer større udgifter. Det generelle udgiftstryk bliver også reflekteret i større udgifter til ulandsbistand. Ved hjælp af dette ekstremt ekskluderbare instrument finder Dreher og Langlotz det samme, som de fleste andre studier: Ulandsbistand påvirker ikke den langsigtede økonomiske vækst.

Mens den særlige fløj i forskningen, der betragter ulandsbistand som en slags religiøs aktivitet, næppe vil ændre mening, er det ikke længere et godt argument, at der nok bare er endogenitetsbias. Det er også værd at bemærke, at man ikke længere kan affærdige forskere, der er skeptiske overfor ulandsbistand, som en liberalistisk minoritet. Som vi tidligere har noteret, er årets Nobelprismodtager Angus Deaton også stærkt skeptisk. Det er ved at være op ad bakke for dem, der påstår af ulandsbistand er løsningen. Men det vil nok næppe påvirke danske politikere, der er bemærkelsesværdigt faktaresistente.

18 tanker om "Ny evidens om ulandsbistand"

  1. Kjeld Flarup

    “den gennemsnitlige effekt er nul”

    Så er det jo at man kan spørge, hvorfor man ikke dropper den bistand som har en negativ effekt. Den burde jo ligge lige til højrebenet.

    Uden at kende nærmere til de faktiske forhold vil et gæt fra min side gå på at donor landets politiske interesser i f.eks. eksport, altså indirekte hjemlig statsstøtte, spiller ind.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Problemet er, at man ikke bare lige kan identificere “den bistand som har en negativ effekt.” En stor del af problemet er nemlig, at bistand har bivirkninger – som f.eks. Angus Deaton peger på. Og de kan ikke afhjælpes ved at reducere nogen bestemte projekter eller andet.

    Svar
  3. Anonym

    Kan man slet ikke pege på nogen former for udviklingsbistand som er bedre end andre?

    Eller er det et af den type spørgsmål der “kræver yderligere forskning”.

    Hvis nu politikerne har besluttet at der skal bruges 0,7%, og du fik til opgave at prioritere både hvor og hvordan de skulle bruges, hvordan ville du så rådgive politikerne?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Min egen forskning peger på, at genopbygningshjælp er effektiv, mens der ikke er nogen andre typer, der hjælper. Og det meget korte svar på prioriteringsspørgsmålet er, at Danmark ikke kan bruge 16 milliarder på genopbygning i ulande hvert år. Der er ikke nok katastrofer til det.

      Svar
      1. Kjeld Flarup

        Skulle jeg pege på hvor jeg ville placere pengene, hvis jeg skulle, så ville jeg pege på to ting. Uddannelse og korruptionsbekæmpelse.

        Måske også på militær indsats for at standse borgerkrige, omend det er en svær disciplin. Dog falder det vel på en måde ind under “genopbygning”
        Og når vi taler om katastrofer, så er Syrien vel een stor katastrofe i øjeblikket, som nemt kunne snuppe de 16 mia.

        Svar
  4. Anonym

    Det lyder ret vildt. Findes der ikke nogen ulande derude, med så ansvarlige politikere, at det faktisk er af positiv værdi for landet, at få foræret en enorm pose penge.

    Hvad hvis vi havde brugt – og bruger i fremtiden – pengene på at mindske befolkningstilvæksten?
    Familieplanlægningsklinikker m.m.
    Ville det ikke have været gavnligt for mange af disse samfund, hvis det f.eks. var lykkedes at reducere TFR via diverse initiativer (Bangladesh og Indonesien har f.eks. haft succes med at reducere TFR, imodsætning til Pakistans der er væsentlig højere).
    Kunne det ikke hjælpe med at skabe øget stabilitet, mindre mængde af arbejdsløse/arbejdssøgende unge mænd og følgerne deraf.

    Jeg har svært ved at forstå, at når private virksomheders investering i ulande ofte betragtes som en gevinst for disse lande, hvorfor vi så ikke kan gøre noget tilsvarende for statslige penge. Kunne vi så ikke tage de 16 milliarder og smide i en investeringsfond, og så investere dem i infrastruktur, energiproduktion, vindmølleparker, kaffeplantager osv. osv.
    Og så blot lade afkastkravet have en noget længere tidshorisont og/eller afkastprocent end normale private aktører. En slags risikovillig investor.

    Svar
    1. Kjeld Flarup

      Problemet med statslige investorer er at de ikke forventer afkast. Private vil kræve et afkast, og starter derfor ikke noget ud som de ikke forventer giver et afkast. Sandsynligheden for at det private derfor er levedygtigt i mange år fremover er derfor langt større.

      Angående familieplanlægning så er det bedste man kan gøre, at uddanne befolkningen – specielt kvinderne!

      Svar
      1. Christian Bjørnskov

        Som Kjeld skriver, er det almindeligt kendt at netop infrastrukturbistand og den type er ekstremt ringe. Det er vel ikke underligt, givet at vi ved staten er meget dårlig til enhver økonomisk produktiv aktivitet herhjemme. Hvorfor tror man så, at stater i ulande er bedre? Så når man spørger, om det ikke ville være smart at bruge “pengene på at mindske befolkningstilvæksten”, må man spørge sig selv, om det_praktisk_kan lade sig gøre. Det rungende svar fra forskningen er nej.

        Svar
  5. Anonym

    Jeg synes ikke jeres svar er særligt overbevisende. Der er trods alt langt fra at være “dårlig” og så til at være direkte “skadelig”.

    Jeg tror ikke at stater i ulande er bedre – tværtimod.

    Hvorfor kan den danske stat ikke oprette en fond – med et beskedent afkastkrav sammenlignet med alm. investorer – som investerer i turisthoteller i Angola, kaffeplantager i Sydsudan, Havnedrift i Honduras osv.

    Altså forudsat vi alligevel har besluttet at vi ikke vil bruge de 16 milliarder kroner til noget herhjemme. En risikovillig investeringsfond. Hvorfor er de penge “værre” for Sydsudan end hvis det er en Goldman Sachs styret fond der investerer dernede med en kortere tidshorisont.

    Eller give Ecco, Danfoss, Hempel osv. et ekstremt billigt statsligt lån, såfremt de investerer i disse lande. Business casen ændrer sig jo for virksomheder desto bedre vilkår de tilbydes – på et eller andet tidspunkt må det da blive mere attraktivt at bygge næste fabrik i det risikable Sierra Leone fremfor det mere stabile Bangladesh.

    Eller hvad med at betale de afrikanske lande for at sætte flere soldater ind i Mali – så slipper vi dels for selv at gøre det. Og for afrikanerne svarer det jo blot til at blive leverandør af en serviceydelser. Dem der gør det bedste, bliver hyret til opgaven. Det må da skabe gode arbejdspladers.

    Det lyder ret vildt, at samtlige 3.verdenslande på planeten skulle have et politisk system af en sådan karakter at det overhovedet ikke kan lade sig gøre, at overføre penge til dem på nogen som helst måde, uden at det er direkte skadeligt for befolkningen i landet.

    “Så når man spørger, om det ikke ville være smart at bruge “pengene på at mindske befolkningstilvæksten”, må man spørge sig selv, om det_praktisk_kan lade sig gøre. Det rungende svar fra forskningen er nej.”

    Hvem har finansieret familieplanlægningsprogrammerne i Indonesien, Bangladesh m.m.?

    Fertiliteten i ulandene har udviklet sig meget forskelligt fra land til land. Men det er åbenbart ikke noget der på nogen måde er resultatet af bestemte politikker, som så kan støttes mere eller mindre økonomisk.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Der er to helt fundamentale fejl i din måde at argumentere på. For det første sætter du en stråmand op – at vi påstår, at det ikke_kan_lade_sig_gøre. Mit argument er altid, at selvom det måske i princippet kan lade sig gøre, må vi nødvendigvis lade vores holdninger informere om, hvor sandsynligt det er, at noget rent faktisk vil ske. Dit problem er, at du overser spørgsmålet om det mulige X også i praksis vil indføres.
      Den anden fejl er, at du misforstår det grundlæggende problem i ulande. Dine forslag vil muligvis skabe mere aktivitet, men ikke vækst! Det er en fejl, som Robert Solow og Trevor Swan indså i midten af 50erne, men som de fleste ikke-økonomer stadig ikke forstår – så jeg skal ikke klandre dig for det. Men de fleste almindelige kapitalinvesteringer, som dem du foreslår, skaber ikke mere vækst. Der kommer jo heller ikke flere ressourcer ud af den blå luft, men når man forærer ulande infrastruktur eller andet, forærer man dem jo også permanente vedligeholdelsesudgifter! Så man kan rent faktisk skade dem, hvis de ‘nye’ investeringer er mindre produktive end de aktiviteter, ressourcerne kom fra.

      Svar
    2. Kjeld Flarup

      “Hvorfor kan den danske stat ikke oprette en fond – med et beskedent afkastkrav sammenlignet med alm. investorer”
      Fordi det stadigt er Andre Folks Penge.

      “Eller give Ecco, Danfoss, Hempel osv. et ekstremt billigt statsligt lån, såfremt de investerer i disse lande.”
      Det vil blive uderlagt en hård kalkule og sandsynligheden for at det bliver en proforma investering er ret stor. Eller at pengene ikke kommer i spil, fordi det ikke kan betale sig.

      Begge dele lægger i høj grad op til korruption og svindel!

      Svar
  6. Anonym

    @Kjeld Flarup
    “Fordi det stadigt er Andre Folks Penge”
    Men nu var præmissen jo, at vi allerede har besluttet at bruge 16 milliarder. Ikke fordi jeg nødvendigvis synes det er en god ide, men fordi det er sådan det er.
    Det er en svær debat, men den bliver ikke lettere af, at du ikke læser andres indlæg.

    @Christian
    “en stråmand op – at vi påstår, at det ikke_kan_lade_sig_gøre. Mit argument er altid, at selvom det måske i princippet kan lade sig gøre, må vi nødvendigvis lade vores holdninger informere om, hvor sandsynligt det er, at noget rent faktisk vil ske. Dit problem er, at du overser spørgsmålet om det mulige X også i praksis vil indføres.”

    Jeg beklager hvis det fremstår som en stråmand. Sådan er det ikke tænkt. Forudsætningen er stadigvæk at “vi” har besluttet at bruge 16 milliarder (og uanset hvor mange kronikker du får i Børsen i de kommende år, tror jeg vi må antage at Udviklingsbistanden ikke bliver udfaset i de kommende ti år.
    Så når vi i al vores gavmildhed har besluttet at ville bruge 16 milliarder på at hjælpe de fattige i denne verden – så er spørgsmålet; kan det virkeligt ikke lade sig gøre at opnå en positiv effekt af disse penge i 3.verdenslande? (med en vis sandsynlighed)

    “du misforstår det grundlæggende problem i ulande”

    Jeg misforstår i hvert fald et eller andet.
    1)”Men de fleste almindelige kapitalinvesteringer, som dem du foreslår, skaber ikke mere vækst”

    Ikke af sig selv, men de er vel en forudsætning for vækst. Det plejer da at være argumentet alle andre steder i verden.
    Kapital ratioen stiger, og det betragtes da normalt som en fordel.

    2) “Der kommer jo heller ikke flere ressourcer ud af den blå luft,”

    Nej, de kommer så i form af milliarder af kroner i ulandshjælp. Det er netop ikke ud af den blå luft.
    Og de giver så nogle helt nye muligheder, f.eks. billig energi finansieret af europæerne.

    3) “forærer man dem jo også permanente vedligeholdelsesudgifter!”

    I værste fald kan de jo bare vælge at lade det forfalde. Så har de vel haft gavn af f.eks. motorvejen i mellemtiden eller af vindmølleparkens strøm i 20 år indtil den går i stykker.

    Dertil kommer så selve aktiviteten i de år hvor anlægsbyggeriet stod på.
    Du skriver godt nok at det skaber aktivitet men ikke vækst.
    Det er muligvis korrekt, at det ikke skaber permanent vækst. Men hvis jeg var arbejdsløs afrikaner, ville jeg hellere have et vellønnet job med at anlægge en motorvej i to år, end ingenting. Trods alt. Jeg er arbejdsløs igen efter de to års byggeri, men har dog tjent til føden i de to år.

    Men igen; jeg nævner jo så også eksempler på alt muligt andet end traditionel infrastruktur investering. Kaffeplantager er da f.eks. reel produktionsvirksomhed i et land med enorm arbejdsløshed. I forbindelse med investeringen vil der samtidig kunne overføres betydelig knowhow.

    Nå, men jeg må vel bøje mig for sagkundskaben, uanset hvor svært det er at tro på, at det er nærmest umulig at være gavmild over for den 3. verden, uden at man faktisk kommer til at gøre mere skade end gavn.

    Svar
    1. Kjeld Flarup

      Beklager hvis jeg kan misforstås som værende “egoistisk”. Når jeg skriver Andre Folks Penge, så hentyder jeg ikke til at det er penge stjålet fra mig (hvilket det jo dog stadigt er)

      Problemet med Andre Folks Penge, er at man aldrig passer godt nok på dem. At tro at du kan skabe noget positivt er at snyde dig selv. Uanset hvordan du vender og drejer det vil de 16 mia. være givet skidt ud. Og så er det lige meget om de brænder i lommen på dig eller ej.

      Svar
      1. Anonym

        Jeg er med på at vi ikke får en “gevinst” der er 16 milliarder værd.

        Men der er forskel på om de 16 milliarder ligefrem skader 3.verdenslande – eller om nettogevinsten blot er f.eks. 2 milliarder i “gevinst” for 3. verdenslande.

        Så har det været ekstremt dyre 2 milliarder kroners gevinst for os – men det har trods alt haft en positiv effekt for 3. verdenslandene og det var jo det der var formålet.

        Vi kan sikkert bruge pengene meget bedre selv, og gøre alt muligt andet med frihandel osv.
        Men præmissen var at vi ville forsøge at hjælpe dem, og havde afsat 16 milliarder til det – og så er selv en lille bitte marginal positiv effekt i 3.verdenslande trods alt bedre end “direkte skadeligt”

        Svar
      2. Christian Bjørnskov

        Anonym: Når økonomer siger ressourcer er det ikke penge. Uanset hvad vi gør, skaber vi ikke flere arbejdstimer eller hænder i ulande. Men hvis vi laver såkaldte ‘investeringer’ risikerer vi at binde en del af deres arbejdskraft, mursten og anden kapital op i noget, som er mindre produktivt end det, det kom fra. Og så gør man dem faktisk fattigere, ikke rigere, af at tilføre det du kalder ‘ressourcer’

        Svar
  7. carl

    >men som Lars Christensen oplevede forleden i Radio 24 7, bliver man ofte udsat for ekstremt ubehagelige reaktioner, hvis man vover at lufte kritik af den nuværende ulandsbistand. Lars var dog på grund, der bliver stadig sikrere.

    Hvilket program er det du omtaler?

    Svar
      1. Carl

        Ja, de to andre i debatten virker enormt arrogante og nedladende. Enhver der er bekendt med forskningen, ved selvfølgelig at det er de to der virkelig ikke aner hvad de snakker om.

        Svar

Skriv et svar