Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømme om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Jeg mødte formanden for netop dansk-cubansk venskabsforening, Sven-Erik Simonsen,som også er journalist på Dagbladet Arbejdere, i en kort debat på TV2 News i søndags, som kan ses herunder. De fleste vil nok mene at hans synspunkter er temmelig ekstreme. Men ud over at der næppe er tvivl om, at sådan ser Sven-Erik Simonsen Cuba og verden, så er det nok værd at huske på at der er tale om synspunkter, som fortsat deles af en del på venstrefløjen, ikke mindst i Enhedslisten – også selv om ikke alle taler højt om det.

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer.  Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt.  Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

la-cuba
Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

syntetisk-bnpDenne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s insti
tutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution
of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which
did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance.
Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process
is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011)
assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban
regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

19582007
Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

socialeDet mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

1 Comment

  1. Det er en fornøjelse at se video’en. Ikke alene fordi det er vigtigt at tale om skyggesiden af Cuba, særligt i lyset af den mediedækning der har været har været ensidet positiv overfor et brutalt diktatur, men også fordi det er interessant at følge med. Niels er tydeligvis godt inde i stoffet, og har en god historisk viden. Der kom ikke nogle indvendinger fra modparten angående de præsenterede data.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑