“Happiness is back”, proklamerer den britiske økonom og Labourpolitiker Richard Layard i et essay i Prospect (marts 2005), hvor han minder os om lykkens velsignelser. Vi har glemt forestillingen om lykken, mener han, hvilket er en skam, for det Gode er både godt og nyttigt.

Layard vil have lykken tilbage i politisk fokus, og hvem har ikke brug for en Smiley? Efter mange år, hvor vi i de vestlige samfund har stræbt efter stadig mere velstand, stadig flere produkter og et stadig større udvalg på hylderne, er vi stadig ulykkelige. I hvert fald i Amerika, Storbritannien og Japan, som udgør forfatterens geografi, og hvis vi altså skal tro hans statistik. Hvad statistikken angår, så plejer danskerne derimod selv at fremhæve, at de er verdens lykkeligste folk – godt nok efter finnerne – men alligevel.

Layard begynder med det store paradoks: Hvordan kan det være, at velstand ikke gør os lykkelige?

Og så fremfører han to postulater. 1. Lykken er vigtigere end frihed. 2. Lykken er vigtigere end velstand og effektivitet. Det er den korte version. Nok så vigtigt er det dog, at lykken ifølge Layard kan måles. Det er her, den ny neurovidenskab kommer ind i billedet. For den underbygger i forfatterens vurdering lykkens målbarhed. Når vi erfarer noget rart eller behageligt, kan det spores i vores hjerner, glæden i venstre side, smerten til højre. Man bliver, om ikke lyserød indeni, så tilpas opstemt, at det kan spores kemisk og ses på en skærm.

Lykkens politik

Det ligger implicit i denne observation, at lykken ikke er fuldkommen subjektiv; den kan derimod kortlægges, kalkuleres. Visse impulser – herunder familiefølelse, personligt velbefindende og sundhed – gør os lykkelige, andre impulser og forhold gør os ulykkelige, og hvis det er rigtigt, så må al politik og samfundsindretning handle om at skaffe førstnævnte. At arbejde politisk for lykken betyder konkret, at problemer som skilsmisser, arbejdsløshed, depression, anonymitet og dårlig sundhedspleje må løses. Kollektivt, forstås.

Layard afviser dermed også, at lykken skulle være identisk med frit valg på alle hylder, eftersom folk ofte fortryder deres valg. Eksemplerne er legio, fortrydelsen udgør en konstans i den menneskelige psyke. En vis – paternalistisk – opdragelse er derfor nødvendig for at nå frem til en mere “holistisk” politik, som forfatteren også kalder den. Lykkelig bliver man jo ikke bare af sig selv, og er man bare en smule ondskabsfuld, så oversætter man lykkens politik til en velfærdsstat efter skandinavisk model.

For Layard – ligesom for forbilledet Jeremy Bentham (1748-1832) – er en handling god, såfremt den forøger den samlede mængde af lykke i et samfund. Vores aktuelle problem er, at vi – såvel som vores politikere – foretager os en lang række handlinger, der ikke gør os lykkelige. Vi deltager i det store rotteræs på arbejdsmarkedet. Vi sluger medicin som aldrig før. Vi æder og shopper os ihjel. Og det går alt sammen ud over os selv, vores familie og lokalsamfund. Og det store samfund, som kan være nok så velstående, er ikke et lykkeligt samfund.

Størst mulig lykke for det størst mulige antal Jeremy Bentham, der i dag sidder helt stille ved indgangen til University College London, var et ikon over en optimistisk tid. Fremskridtet syntes lige rundt om hjørnet, det var blot et spørgsmål om tid, før menneskeheden ville hægte sig på det og aldrig give slip. Sådan skulle det desværre ikke helt gå, men det er en anden historie. For Bentham – der karakteristisk nok var en af de første intellektuelle, der joggede (hvorfor det ikke er helt utænkeligt, at hans fornemmelse for lykke skyldes en solid gang “runner’s high”) – er lykke glæde eller lyst og fravær af smerte, ulykke det modsatte. Bentham anvendte faktisk hele 58 synonymer for lykke, men han skelnede ikke mellem dem. Lykken er mekanisk: Enten er den eller også er den ikke. Lykken er egalitaristisk, idet den er mulig for alle. Og lykken er humanistisk, fordi den skal tjene mennesket før alt andet liv. Benthams lykkedoktrin blev derfor formuleret som størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker.

For at illustrere, at lykken er altings mål, konstruerede han i 1791 en plan over den ideelle institution, som han kaldte for Panopticon (ordret: “al-syn”). Den panoptiske konstruktion skulle bruges f.eks. i fængsler og tillade én opsynsmand at overvåge alle de indsatte, mens de er bevidste om overvågningen. Kun sådan disciplineres de i henhold til lykkens forskrift, mente Bentham. Netop ved at de implementerer systemets overjeg, hvilket Bentham fandt humant, skønt samtiden afviste hans tanker som tyranniske.

Når man læser Layards essay, ringer en benthamsk klokke. Vi er på vej ind i lykkens herredømme, hvis bagside er indespærringens utopi, og det ser ikke ud til, at der nogen nødudgang. Bentham var ikke bange for, at den panoptiske magtkoncentration skulle udarte til tyranni, da disciplineringen jo var disciplineret af det, han kaldte for “verdens store domstol”, og her bliver selv Kofi Annan svar skyldig. Layard lider heller ikke ligefrem af anfægtelser. Nu må det være slut med al den ulykke.

Hellere en utilfreds Sokrates end en glad idiot

Så er der flere anfægtelser og mere erfaring at hente hos Benthams elev, den britiske moralfilosof John Stuart Mill (1806-73), der raffinerer sin lærer ved at fremhæve, at der er forskel på nydelser. Intellektuelle glæder står således over fysiske glæder, mener Mill, der slog sin pointe fast med disse ord: “Det er bedre at være en utilfreds Sokrates end en tilfreds idiot”. Idioter var der nok af. Også dengang. Mill fremhævede derfor, at de “højere anlæg” skal trænes, ligesom den “ædle karakter” skal kultiveres. Værdigheden, den er menneskets egen, og – fornemmer man – måske vigtigere end selv lykken.

John Stuart Mill er i mine øjne en bedre læremester end Jeremy Bentham, fordi førstnævnte forstår, at utilfredsheden kan bruges konstruktivt og positivt. At utilfredsheden er ualmindelig dynamisk. Den ansporer ikke kun destruktion, kriminalitet eller revolution, men også oprør, kreativitet, protest og snilde. Den lokker det bedste – og værste, indrømmet – frem i os, og den er ikke til at komme uden om. Ignorerer du utilfredsheden, ignorerer du dig selv. Fortæl mig lige, hvor menneskeheden ville være, hvis den var i evig balance mellem yin og yang, mandligt og kvindeligt, nord og syd, øst og vest? Jeg véd det ikke, men tanken er frygtindgydende. Var Odysseus så blevet til noget? Var Spartacus? Var Cæsar? Var Columbus? Var Luther? Var Gud? Var Osama bin Laden? Perspektivet er som at kigge ned i en dyb, dyb skakt.

Mill – igen i modsætning til både Bentham og Layard – er tilmed en god læremester, fordi han har blik for, at også friheden er vigtigere end lykken. Nu var han ikke så dum, at han med frihed forstår frihed til alt, frihed til anarki og exces. Mill taler udelukkende om frihed under ansvar, dvs. at du kan gøre det, der ikke skader andre; du kan gøre det, der ikke er forbudt ved lov. Det vil igen sige, at du er fri til at være ulykkelig, hvis du er i dét hjørne.

Det kan måske lyde hårdt, men jeg vil ikke give køb på hverken utilfredsheden eller friheden for lykkens skyld. Hvis lykken bliver permanent, véd man, at der er noget galt. Lykken er et smykke, som klæder festlige lejligheder. Det, der får mennesket til at stå op om morgenen, er ikke lykken eller udsigten hertil, men derimod den nødvendighed, der hedder en fuld blære eller sult, herunder utilfredsheden, samt menneskets bedste ven – nej, ikke hunden – men friheden. Lykke er muligvis der vigtigste, vi kan komme på, når vi ligger på en solbeskinnet strand med den eneste ene ved siden af. De
t vil sige: lykken er muli
gvis vigtigst på kort sigt – her og nu. Giv mig lykke eller jeg brækker din arm! Men friheden og den latente utilfredshed er vigtigere på længere sigt.

Min lykke er ikke din lykke

Jeg vil – for at gøre en lang historie kort – ikke gøre min lykke til andres lykke. Jeg mener heller ikke, at vi har glemt lykken; nærmest tværtimod. Lykken – f.eks. versioneret som det “hele menneske” og andre rare ting fra selvhjælpsindustrien eller mere profane fænomener såsom det perfekte bryllup eller det perfekte køkken – er blevet en kulturel besættelse, vi kan ikke få nok af lykken, harmonien, hyggen, ja, man kan dårligt blive fri for det alt sammen. Igen: andres lykke forklædt som min lykke. Richard Layard ridder med på denne bølge, og det skal som sagt være ham tilgivet. Men han fortjener nogle bank, ikke mindst fordi han deponerer sine argumenter i kemien.

Egentlig er der intet i vejen med lykken, men når man blander den med politik eller gør den til livets mening, opstår en farlig cocktail. Den politik, som Layard vil befri for realisme og sørgelige kompromiser, skal ikke befris, den skal have lov til at gøre det, den er god til: forhindre hulemænd eller julemænd i at få for stor magt. Politikkens mål er akkurat ikke lykken, som er metafysisk eller individuel ligesom ekstasen, men ulykken, som er social og konkret. Kedeligt, måske, men uomgængeligt. Hvis ikke Paradis, så heller ikke helvedets forgård.