Selektive frihedskæmpere II

Apropos min ærede med-Punditokrat Mchangamas karakteristik af Dansk Folkepartis lidt … bøjelige … syn på ytringsfriheden, så har jeg selv for nylig haft lejlighed til at skulle gennemgå dette partis forskellige udspil i pressemeddelelser (og sammenlignet dem med andre partiers).

I den forbindelse fandt jeg et andet, lille eksempel på partiets helt særlige logik og konsekvens i egne udspil.  Nej, jeg tænker ikke på Peter Skaarups forslag om at forbyde fremstilling og salg af t-shirts med budskaber, han synes er “usmagelige og direkte forargelige” (22.I.2006).  Jeg tænker derimod på, hvordan Dansk Folkeparti i efteråret 2005 opfordrede til, at danske forbrugere boykotter varer fra Iran, og at man endog ad politisk vej anvender handelssanktioner for at presse Iran.  “Der har i tidens løb været eksempler på, at forbrugerne virkelig kan føre udenrigspolitik med tegnebogen,” sagde Søren Espersen i den forbindelse (6.XI.2005).  Men få måneder senere mente man–faktisk selvsamme Søren Espersen–derimod, at det nu pludseligt er forkert, hvis man som privatperson vælger at boykotte bestemte varer eller varer fra bestemte lande, nemlig når danske virksomheder lovede arabiske virksomheder ikke at handle med Israel, og han efterlyste en politisk reaktion fra regeringen (19.II.2006).

Nuvel, på det personlige plan, er jeg i disse sager faktisk ikke helt uenig med Søren Espersen.  D.v.s., jeg synes faktisk, at det er fint, hvis nogle vil lægge pres på den iranske regering, som p.t. er godt i gang med at skabe en potentielt katastrofal situation, der får Saddam Hussein til at ligne en fredsdue.  Og ja, jeg bryder mig personligt ikke om, når danske virksomheder indvilger i ikke at handle med Israel for til gengæld at tilfredsstille arabiske virksomheder.  Men jeg er en privatperson, ikke folketingsmedlem, og jeg vil som sådan modsætte mig politiske indgreb i begge tilfælde.  I begge sager–danske forbrugere, der med deres pengepung “stemmer” mod Iran, og arabiske virksomheder, der med deres indkøb stemmer mod Israel–er der tale om, at forbrugere har retten til at udtrykke deres politiske præferencer som en del af deres markedsadfærd, og det må vi andre så bare tage ad notam.

Det virker som om, at Dansk Folkeparti derimod har et noget mere pragmatisk forhold til, hvad der er principielt godt og skidt, og som vist bestemmes mere af hvem, det involverer, end af måden det gøres på.

10 thoughts on “Selektive frihedskæmpere II

  1. Martin Rannje

    Peter Buch: Jeg er tilbøjelig til at tro at din handlingsplan vil have den modsatte effekt af den ønskede. Hvornår er et diktatur nogensinde bukket under for en handelsembargo? De kan altid finde en måde at finansiere deres nødvendige underhold, om ikke andet så ved at presse deres borgere til den sidste dråbe. (som det fx er tilfældet i Nordkorea og Cuba) Jeg synes at ideen om økonomiske sanktioner er en spændende diskussion, men mit indtryk er at det ikke virker – det rammer de forkerte og styrker ofte dem det sigter imod at ramme. Jeg mener faktisk at CATO institute har lavet nogle undersøgelser af hvor nytteløse handelsembargoer er. Og anbefalingerne er så vidt jeg husker at den bedste måde at underminere fremmede diktaturer på er vha. frihandel fremfor embargo.Mvh

    Svar
  2. Nils

    Sådan er der så meget, der ikke er helt indlysende i Dansk Folkeparti, men lige præcis ovennævnte hænger nok sammen med Søren Espersens personlige baggrund.Hans hustru er nemlig fra Israel – og al repskt for det, men det skinner ofte igennem på de udmeldinger, han kommer med.F.eks. er Espersen inkarneret modstander af omksæring af kvinder, men mærkeligt nok ikke af drengebørn.

    Svar
  3. Peter Buch

    Det der efter min mening mangler er jo blandt andet at almindelige forbrugere via indkøbsforeninger handler med ( danske og andre )demokrater og dermed sætter diktaturer under pres- hvis diktatur-produkter ikke kan sælges kunne følge at styret kunne ændres til demokratisk.At definitionerne af hvad der er demokrati er forskellige gør ikke udførelse af det her beskrevne udgangspunkt umuligt, der kunne blive dannet utallige indkøbsforeninger med varierende definitioner som grund. Nogen ville sikkert vælge andre ord end demokrati som et betegnende ord for hvad der var udgangspunkt for et sådan foretagende.

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Ja, handelsembargoer virker som oftest slet ikke. Hvis man bekymrer sig om demokrati, menneskerettigheder og deslige – og det gør de fleste af os vel – er frihandel og økonomisk integration faktisk en helt effektiv måde at påvirke autokratiske regimer på. Og skal vi så ikke huske på enkelte tilfælde som Singapore, der ikke just er demokratisk, men som på alle andre områder er et meget moderne samfund emd udbredt respekt for borgernes fysiske integritetsrettigheder såvel som klassiske frihedsrettigheder. Demokrati er godt, men man kan komme meget langt med mindre så længe man har fornuftige politikere.

    Svar
  5. Peter Buch

    De fleste er nok enige med de herrer Rannje og Bjørnskov, at dømme efter hvor meget handel er steget med f.eks. Kina hertillands. Derfor kan det vel for udbudets skyld stadig være en fordel at have andre handels- og servicepartnere en- en enkelt.Hvis man bekymrer sig om demokrati, menneskerettigheder og deslige..og ønsker at tage personlig stilling kan medejerskab af selskaber m.m. der ikke behøver være, men kan være nationsbundne være en mulighed hvor man vælger at se mere på ens egen investerings stilling og drift end et markedsudbud der ikke på alle felter i overvældende grad vrimler med demokratiudbud. Direkte indvolvering kan således ændre hele billedet.Politikere bør så vidt muligt i fredstid overflødiggøres. Synes jeg.

    Svar
  6. JR

    “Jeg mener faktisk at CATO institute har lavet nogle undersøgelser af hvor nytteløse handelsembargoer er. Og anbefalingerne er så vidt jeg husker at den bedste måde at underminere fremmede diktaturer på er vha. frihandel fremfor embargo.”Det er givetvis rigtigt. Mit gæt er dog, at disse undersøgelser ser isoleret på de enkelte lande. Et reelt billede må også inkludere disse landes påvirkning af friheden i andre lande (specielt nabolande).Et eksempel er lande der truer nabolandene militært. Min fornemmelse er, at den optimale politik mod aggresive lande med kapacitet til at true nabolande er en økonomisk blokade med det formål at svække deres militære og økonomiske magt over nabolandene. Nabolande, der så kan udvikles til frie, økonomisk og militært stærke samfund. Når truslen for nabolandene så efterhånden er reduceret kan man så indlede et økonomisk samarbejde med henblik på at demokratisere landet.Det svarer groft sagt til den politik USA har ført mod både Kina og Østblokken i det 20. århundrede. Hvis denne teori er rigtig vil det kort sagt betyde, at de mest aggressive lande skal inddæmmes mens resten skal gøres frie med handel.Nu ønsker jeg imidlertid at basere mine politiske holdninger på fakta frem for personlige vurderinger af komplekse emner – måske er der nogen, der kan henvise til solidt videnskabeligt arbejde omkring dette?

    Svar
  7. Peter Buch

    Interessant. Bortset fra det er direkte personlig aktiv deltagelse via egne investeringer og handlen stadig min anbefaling fremfor henvisen til at dette eller hint er hvad der fra indsigtsfuld side anbefales. Der er måske lavet studier over om ikke mennesker gør mere for hvad de er indvolveret i, end for hvad de er rene tilskuere til?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.