Jeg har lige modtaget, hvad der ser ud som en interessant rapport, skrevet af den australske public choice økonom Alex Robson fra Australian National University.  I rapporten “Taxation, Individual Incentives and Economic Growth” fra det franske forskningsinstitut Institut de Recherches Economiques et Fiscales (IREF) (som jeg endnu kun har haft tid til at skimme) undersøger Robson de mulige sammenhænge mellem skatternes omfang og økonomisk vækst.  Fra borgerligt-liberal side er det normalt argumenteret, at høje skatter leder til mindre incitamenter til at engagere sig i produktive aktiviteter og dermed til (relativt) lavere vækst.  Fra venstreorienteret side (heriblandt visse danske samfundsforskere) postulerer man omvendt, at der ikke er en sådan sammenhæng, om end man–i det omfang der gives teoretiske argumenter–er lidt uklar m.h.t. årsagerne til, at skatter ikke skulle mindske incitamenterne.  Hidtidige empiriske studier har fundet sammenhænge, der i bedste er tvetydige og i værste fald modsatrettede.  F.eks. kan den borgerligt-liberale sammenhæng (lave skatter/høj vækst og høje skatter/lav vækst) være empirisk sand, men samtidigt kan der f.eks. være tale om, at samfund, der har oplevet høj vækst, hæver skatterne–hvorefter højvækstøkonomier har høje skatter …  Robson identificerer i stedet de logisk mulige alternative kausal-sammenhænge og undersøger så i sin empiriske analyse, hvordan det i periode t2 går lande, der gennemfører skattelettelser i periode t1.  Her bliver sammenhængen, som ihvertfald nærværende punditokrat ville forudse.  Altså, større skattelettelser fører til højere økonomisk vækst.

PS. Robson er også forfatter til bl.a. rapporten “The Costs of Taxation”, som er udgivet af den klassisk-liberale tænketank Centre for Independent Studies, og som er en slags forstudie til førnævnte.  Her argumenterer Robson, at de samfundsmæssige omkostninger af et højt skattetryk er langt større end, hvad selve skattetrykket synes at være, når man ser på, hvad der flyttes fra en kasse til en anden kasse, ligesom han viser, at de økonomier, der gennemfører betydelige skattelettelser får en økonomisk vækst, der er næsten dobbelt så høj som de økonomier, der gennemfører mere beskedne skattelettelser. Begge rapporter er gode eksempler på, hvad der interesserer CEPOS–og på den type arbejde, som tænketanken måske burde kaste sig ud i.

PPS. Robson refererer iøvrigt et studie, jeg ikke kender, men nok burde læse: Cassou & Lansin, som i Economic Inquiry (2004) estimerede, at en “flat tax” leder til en permanent stigning i økonomisk vækst på 0,143 pct.point om året.