Vi har dækket den såkaldte Plame-sag ganske længe (seneste her), så I skal ikke snydes for den seneste udvikling: Karl Rove bliver ikke tiltalt for at have hindret efterforskningen.
Skuffelsen på venstrefløjen er enorm, og håbet hos NYT er, at retssagen mod Libby måske alligevel kan skade Bush-regeringen til den tid.
I de danske medier er nyheden nævnt som petitstof. Selv hos Berlingske, der ellers har brugt rigtig meget spalteplads på at gengive den venstredrejede version af sagen, synes man ikke rigtig at have mod på at vinkle denne seneste udvikling. Men det kan jo komme i morgen…?
Sagen tyder stadig mere på, at være — folkeligt udtrykt — en fis i en hornlygte. Den egentlige sag synes at angå magtkampen mellem demokrater og republikanere internt i CIA efter afslutningen på Irak-krigen, hvor det blev konstateret, at efterretningerne var fejlagtige på flere punkter, og i opløbet til præsidentvalget.
Men den historie har vi ikke fået. Vi fik derimod et bovlamt forsøg på at styrke myten om, at der blev løjet forud for krigen. Wilson var en del af dette forsøg på at sværte Bush-regeringen, og da hans anklager blev skudt ned i hhv. den amerikanske Senats-rapport og den samtidige britiske Butler-rapport, forsøgte venstrefløjen at redde historien ved at fokusere på, at nogen (formodentlig i Bush-regeringen) havde oplyst til pressen, at Wilsons kone var i CIA. Det kan man enten udlægge sådan, at man ville sværte Wilson. Eller man kan udlægge det sådan, at hans nære forbindelse til CIA understøttede formodningen om, at Wilsons uberettigede anklager var en del af denne interne magtkamp rettet mod republikanerne. MSM valgte helt overvejende den første udlægning.
Det viste sig, at konen (Valerie Plame) havde status af hemmelig agent i CIA, og at det derfor var strafbart at oplyse om hendes tilknytning til CIA. Venstrefløjen øjnede dermed en mulighed for at holde historien i live: hvis nogen i Bush-regeringen, og allerhelst Bush eller Rove, kunne knaldes for at have outed Plame, så kunne det give indtryk af, at der alligevel var noget fusk ved den regering, og det kunne i sin tur måske endda opfattes som om, at der alligevel var løjet (godt nok ikke om Iraks WMD, men om kendskabet til Plame, men who cares, hvis historien vinkles rigtigt?).
Ikke alle journalister faldt for denne vinkling. Bob Woodward gav klart udtryk for, at der ikke var fugls føde på historien. Det udløste naturligvis en massiv kritik i MSM, bl.a. i de danske journalisters blad, hvor han blev fremstillet som et faldent ikon og en has-been. Tja, det tyder nu på, at det mere er hans kritikere, der er never-been-and-never-will-bes.
Det mest interessante ved historien er således dens medievinkel. Vi havde en formodning om, at den i lighed med Rathergate-sagen ville vise, hvor dårlige journalisterne i MSM er til kildekritik, og dermed hvor lette at narre de er. Derfor fulgte vi historien, og indtil videre er vi ikke blevet skuffede.
Den eneste skuffelse har været, at også Berlingske hoppede med på vognen. Komplet med faktuelle fejl, som det kun krævede nogle få museklik via Google at undgå, eller — hvad der er alvorligere — et vist kendskab til debatten i de liberal-konservative medier. Det burde f.eks. ikke være en overraskelse, at Butler-rapporten udtrykkeligt havde støttet Bushs citat om Saddams forsøg på at købe uran i Afrika og irrelevansen af de forfalskede Niger-dokumenter for denne vurdering. På venstrefløjen har disse oplysninger i Butler-rapporten været ignoreret, men ikke uden for. Men de dækkede sagen, som fik de deres informationer alene fra DailyKos og NYT/WaPo.
Denne manglende pluralisme i dansk MSM er beklagelig. For at foregribe de forudseelige anklager i kommentarspalten ndf. om, at denne klagesang er et skjult ønske om at få ensidighed og blind partiloyalitet, skal det understreges, at kritikken kun er, at for mange af journalisterne i den borgerligt-liberale del af MSM er for dårlige til kildekritik og til selvbevidst at anlægge en uafhængig borgerlig-liberal vinkel i deres nyhedsanalyser. Det er ikke et ønske om ensidighed; det er et ønske om, at der anlægges en borgerlig-liberal vinkel på samme måde, som journalisterne på Politiken og Information finder det naturligt at anlægge en venstreorienteret vinkel på deres analyser. Ikke ensidighed, men forskellig vinkling, så vi kan få den pluralisme i medierne, vi mangler i dag.
Der bør være forskel på overskrifter, historier og den nyhedsanalyse, man får ved at abonnere på Politiken og Berlingske. Som det er nu, er det et fedt; alle journalister forfølger som lemminger den samme historie og ud fra samme vinkel. Så tror da pokker, at stadig flere vælger gratisaviserne, hvor man får samme vinkling — gratis.
Et dagfrisk eksempel på denne journalistiske konsensus er vinklingen af Bushs besøg i Bagdad i går, hvor Berlingske, JP og Politiken bruger nøjagtig samme overskrift: “Bush: Volden er umulig at standse.”
Det enfoldige i denne overskrift kommer frem, når man sammenholder det med, hvad Bush egentlig sagde:
Det vil være forkert at vurdere succes eller fiasko i Irak ud fra, om volden stopper helt. Det er en umulig standard at leve op til.
Man kan måske kaste lys over citatet og dets reelle mere udramatiske indhold ved at spørge, om Danmark overhovedet kan kaldes et velfungerende demokrati, når vi ikke siden demokratiets indførelse med grundloven af 1849 har været i stand til at forhindre vold og drab på vores egne borgere? Vi har stadig brug for politi, og lige meget hjælper det; der er stadig vold og drab.
(Hvis journalisterne i MSM virkelig er så enfoldige, som deres valg af overskrifter antyder, risikerer vi at hensætte dem i grublerier over dette spørgsmål resten af dagen, og vi haster derfor med et svar: Nej, det er naivt at tro, at man kan skabe et frit samfund uden vold og drab. Bushs pointe var, at det aldrig kan blive et succeskriterium, om Irak slipper fuldstændigt for vold og drab. Hvad vi kan arbejde for er, at terroren i Irak bliver reduceret til et acceptabelt niveau, der kan håndteres af de irakiske myndigheder selv.)
Vi savner stadig pluralisme i dansk MSM. Tænk, hvis Berlingske havde dækket Plame-sagen fra en borgerlig-liberal vinkel. Så havde man undgået at foregive forargelse over, at lovgivning om fortrolighed var blevet krænket og dermed stået principielt stærkere i sit nødvendige forsvar for ytringsfriheden i den nuværende udløber af Grevil-sagen. Man kunne have udstillet de mange faktuelle fejl, som blev lavet af de øvrige MSM, i stedet for selv at gentage dem. Og man ville endda have fået den bonus at få ret.
En spildt chance. Mon det ændrer sig fremover?
I 1982 fremsatte IBMs Charles Bennett sin i snævre kredse berømte tese om, at det slet ikke er det af anskaffe sig information, der koster noget, men det at skaffe sig af med den igen, der koster noget. Med den seneste udvikling i MSM må vi nu stille det helt rimelige spørgsmål: hvis Bennetts tese holder og hvorfor skulle den dog ikke gøre det hvorfor betaler vi så for at få avisen leveret og ikke for at få den fjernet?