Nu har vi i de seneste dage diskuteret konservatisme i mange af dens fremtrædelsesformer, men af en eller anden grund har vi ikke brugt ret meget krudt på dens måske største fortjeneste: advarslen imod det radikale program. Det er en skam, for her har konservatismen i mine øjne meget at byde på. Jeg kom senest til at tænke over det, da jeg læste Doctor Zhivago; og det vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at spinde en kommentar over.

“Those days justified the ancient saying that ‘man is a wolf to man’. Traveller turned off the road at the sight of traveler, stranger meeting stranger killed for fear of being killed. There were isolated cases of cannibalism. The laws of human civilization were suspended. The laws which men obeyed were jungle laws; the dreams they dreamed were the prehistoric dreams of cave-dwellers”.

Sådan beskriver Yury Andreyevich Zhivago den russiske borgerkrig i Boris Pasternaks mesterværk. Zhivago har i første omgang hilst revolutionen velkommen. Men han indser snart, at den rene og skære idealisme, der er så let at beundre, også indeholder kimen til ødelæggelse og trældom. For de idealistiske brushoveder ønsker mere end at gøre op med Tsarregimets undertrykkelse. De vil omstyrte det bestående, rykke alt op med rode. Med Yurys egne ord:

“But it turns out that those who inspired the revolution aren’t at home in anything except change and turmoil: that’s their native element; they aren’t happy with anything that’s less than on a world scale. For them, transitional periods, worlds in the making, are an end in themselves”.

Gang på gang bliver Yurys illusioner knust. Han indser, at revolutionen intet godt har at tilbyde russerne. I en samtale med Liberius, en ung bolsjevik, spidder Zhivago hele det samfundsomformende foretagende:

“But, firstly, the idea of social betterment as it is understood since the October Revolution doesn’t fill me with enthusiasm. Secondly, it is so far from being put into practice, and the mere talk about it has cost such a sea of blood, that I am not at all sure if it justifies the means. And lastly, and above all, when I hear people speak of reshaping life it makes me lose my self-control and I fall into despair […] Those who do your thinking for you go in for proverbs, but they’ve forgotten one proverb – ‘You can take a horse to the water but you can’t make it drink’, and they’ve got into the habit of liberating and showering benefits on just those people who haven’t asked for it”.

Men hvad er det, der har sluppet de revolutionære kaoskræfter fri? Hvorfor netop i Rusland, og hvorfor netop i hans tid? En stor del af svaret skal selvsagt findes i russernes forsmædelige nederlag under 1. Verdenskrig. Og Tsarregimets magtbrynde har bestemt ikke gjort sagen bedre – der er ret beset ikke noget at sige til, at en stor del af befolkningen er fyldt af bitterhed. Men selve revolutionens karakter, dens radikale program og den foragt for virkeligheden, springer af en mere filosofisk rod. Nu kan en roman jo læses på mange måder, men Zhivagos beskrivelse af de store russiske forfattere slog mig som afgørende. Midt under vinterens håbløshed skriver Yury i sin dagbog den følgende passus:

“What I have come to like best in the whole of Russian literature is the childlike Russian quality of Pushkin and Chekhov, their shy unconcern with such high-sounding matters as the ultimate purpose of mankind or their own salvation. It isn’t that they didn’t think about these things, and to good effect, but they hadn’t the presumption to weigh in on the discussion – they felt it was not their business or their place. While Gogol, Tolstoy and Dostoyevsky worried and looked for the meaning of life and prepared for death and drew up balance-sheets, these two were distracted, right up to the end of their lives, by the current, individual tasks imposed on them by their vocation as writers, and in the course of fulfilling these tasks they lived their lives, quietly, treating both their lives and their works as private, individual matters, of no concern to anyone else. And these individual things have since become of concern to all, their work has ripened of itself, like apples picked green from the trees, and has increasingly matured in sense and sweetness.”

Det er forfattere som Pushkin og Chekhov – samt, kunne vi tilføje, Turgenev – der er eksempler til efterfølgelse for Zhivago (og Pasternak). De har det til fælles, at det for dem er nok at være menneske. De er ikke blinde for drifternes magt, ej heller for tilværelsens lurende meningsløshed. Men de finder sig alligevel til rette. De stirrer tomheden i ansigtet og trækker så på skuldrene. Heltene i deres romaner er ikke metafysikere. De er ikke selvoptagede nok til at fortvivle over livets mål og med.

Helt anderledes er det med en forfatter som Tolstoj. Denne menneskehedens selvudnævnte hyrde bliver aldrig trætte af at prædike om ‘sandheden’: om den forjættende tidsalder der venter, hvis menneskeslægten blot ser lyset. Han taler med den overbevistes tordenrøst, men hans ord er ret beset golde. For det radikale, ja næsten nihilistiske program han søsætter, indebærer en fuldstændig omskabelse af virkeligheden. Hans program består i et krav om, at det netop ikke er nok at være menneske, at det ikke er ‘rigtigt’ at se virkeligheden i sin mangfoldighed.

I mødet med den radikale udfordring – med kravet om at drive utopien og den dertilhørende sociale ensretning igennem med magt – har den konservative besindighed virkeligt meget at byde på. Det er her Montaignes og Burkes advarsler imod at bryde brat med det bestående kommer til deres ret; hvilket Hayek (og hele den klassiske liberalisme med ham) jo ligeledes har et klart blik for. Samtidig kommer en anden konservativ pointe i spil: nødvendigheden i at have en stærk øvrighedsmagt. Anarkiet – og dermed menneskets ulveansigt – får som Zhivago så rammende beskriver frit spil, hvor statsmagten bliver pillet fra hinanden af de revolutionære.

Hvis jeg forstår Pasternaks budskab rigtigt (og det er bestemt ikke sikkert), så udgør de mange verdensforbedreres krav om at omskabe virkeligheden i retfærdighedens billede en form for moralsk tyranni. Den ægte moralske handling er at gå imod flokken mentalt, at stå fast på hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, i en tid der er gået amok. Det er netop Yurys store fortjeneste. Han smider ikke sin medmenneskelighed over bord under revolutionens udskejelser, men da stormvejret så småt er ved at løje må kan han trist indse, at ikke mange besidder denne styrke. Når han lytter til sine venners forkrampede forsvar for revolutionen, kan han ikke andet end føle desperation. For at give et enkelt eksempel:

“Dudorov’s pious platitudes were in the spirit of the age. But it was exactly their correctness, their transparent sanctimoniousness, that exasperated Yury. Men who are not free, he thought, always idealise their bondage. So it was in the Middle Ages, and the Jesuits always played on this. Yury could not bear the political mysticism of the Soviet intelligentsia, though it was the very thing they regarded as the highest of their achievements and described in the language of the day as ‘the spiritual top-flight of the age'”.

‘Men who are not free always idealise their bondage’. Netop derfor er det radikale program så farligt, og netop derfor er det konservative korrektiv så vigtigt.