Hamdan v. Rumsfeld

US Supreme Court har i dag afsagt dom i ovennævnte sag. Dommen underkender den version af militære kommissioner, som Bush regeringen har oprettet til at dømme fanger på Guantanamobasen.

Medierne vil formodentlig fokusere på, at Bush led nederlag i denne henseende og derudover formodentlig blande de forskellige involverede spørgsmål grundigt sammen.

For at antyde kompleksiteten af de involverede retlige spørgsmål kan det nævnes, at den amerikanske højesteret (angiveligt, har ikke set referatet endnu) fastholdt, at Hamdan, der er kendt som bin Ladens chauffør (han var vist mere end det), kan tilbageholdes "for the duration of active hostilities".

Hvis man vil have en mere sober gennemgang, henviser vi — på ny — til SCOTUSblog.

Update: Her er et link til dommen.

8 thoughts on “Hamdan v. Rumsfeld

  1. MrSoprano

    Hmm, ikke-uniformerede kombatanter (terrorister, m.a.o.) er altså omfattet af Geneve-konventionen, og skal prøves ved civile domstole med alt hvad det indebærer?1-0 til jihadisterne…

    Svar
  2. Limagolf

    Det er nu ikke korrekt mr. Soprano. Flertalsudtalelsen fastslår bare at Præsidenten skal følge USAs love og at han ikke selv kan opfinde sine egne.1-0 til rule of law.Og så er jeg for en gangs skyld enig med mr. Law – kors for en skod dækning af dommen på TV. Det tager måske en times tid at læse sig igennem diverse kortfattede gennemgange af dommen på nettet, så man har bare et skitsemæssigt overblik over de ufattligt mange flertaludtalelser, kommentater til flertalsudtalelser, mindretalsudtalelser og kommentarer til mindretalsudtalelser dommen består af. Men der må for fanden da være nogen på tv-nyhederne der har internet forbindelse og kan læse indenad?!Åbentbart ikke. Suk./LimagolfP.S.”STEVENS, J., announced the judgment of the Court and delivered the opinion of the Court with respect to Parts I through IV, VI through VI–D–iii, VI–D–v, and VII, in which KENNEDY, SOUTER, GINSBURG, and BREYER, JJ., joined, and an opinion with respect to Parts V and VI–D–iv, in which SOUTER, GINSBURG, and BREYER, JJ., joined. BREYER, J., filed a concurring opinion, in which KENNEDY, SOUTER, and GINSBURG, JJ., joined. KENNEDY, J., filed an opinion concurring in part, in which SOUTER, GINSBURG, and BREYER, JJ., joined as to Parts I and II. SCALIA, J., filed a dissenting opinion, in which THOMAS and ALITO, JJ., joined. THOMAS, J., filed a dissenting opinion, in which SCALIA, J., joined, and in which ALITO, J., joined as to all but Parts I, II–C–1, and III–B–2. ALITO, J., filed a dissenting opinion, in which SCALIA and THOMAS, JJ., joined as to Parts I through III. ROBERTS, C. J., took no part in the consideration or decision of the case.”I de 180 sider dommen består skal man læse MEGET forsigtigt før man annoncerer det ene eller det andet!

    Svar
  3. David G

    Glimrende formulereret Mr Law. Hvad jeg nu er nødt til at finde ud af er om Højesteret mener, at USA bør underkaste sig det tillæg til Genèveprotokollerne, hvorefter ikke-regulære kombattanter såsom terrorister ligestilles med regulære soldater. (Et tillæg som Sovjet af indlysende grunde var en varm fortaler for). Gør retten det, driver den politik. Det lader ikke til, at den gør det. Og sålænge USA ikke har accepteret 1977-tillægget, som i Europa har status af guddommelig åbenbaring (= gældende folkeret), vil der stadig være principielle juridiske og praktiske forskelle på, hvordan USA og europæiske stater mener at kunne behandle terrorister.Jeg kan være betænkelig ved en juridisering af denne behandling, fordi kampen mod terror netop ikke er en politiaktion, og hvis vi driver den som sådan, har vi tabt.Dækningen har herhjemme været elendig. JPs Justsen, som efter egne beskedne evner forsøger at videreføre Bent Albrectsens perfide form for USA-dækning, synes således ikke at vide, at “regering” i USA IKKE kun består af præsidenten, men altså også omfatter Kongressen. Han formår således at få dommen til at fremstå som et slag i en kamp mellem “regeringen” (Bush) og Kongres og Højesteret.

    Svar
  4. Mr. Law

    Jeg er som sædvanligt enig med min skeptiske ven Limagolf.En anden læseværdig kommentar er opfølgningen på SCOTUSblog om, hvad Hamdan-dommen IKKE afgør. Den er her:http://www.scotusblog.com/movabletype/archives/2006/06/analysis_what_h.htmlFor mig at se — og jeg vil gerne understrege, at det her ligger langt uden for min ekspertise, i det omfang jeg har nogen — angår Guantanomo to forskellige modeller, der regelmæssigt blandes sammen; nogle gange af ond vilje og USA-had, andre gange af uvidenhed.Hårdt trukket op kan de to modeller ses sådan:Den ene model angår straf af personer, der forbryder sig mod retten, det være sig national ret, internationale konventioner eller sædvaneret på et eller begge niveauer. Her har man ret til en fair rettergang for en upartisk domstol inden rimelig tid. Findes man skyldig, kan man straffes ved at blive tilbageholdt i en længere årrække, uanset om man udgør en fare for andre. Tilbageholdelsen er en straf for overtrædelsen. I nogle systemer kan man endda henrettes som straf.Den anden model angår krigsfangen. En part i en væbnet konflikt har ret til at fjerne besejrede krigsfanger og holde dem indespærede, indtil der ikke længere er risiko for, at de deltager i konflikten igen. Krigsfangen skal ikke for en domstol, for han har ikke gjort noget strafbart. Tilbageholdelsen er ikke en straf, men varer indtil og kun indtil, han eller hun ikke længere kan gøre skade, hvilket normalt er ved konfliktens ophør. Under sin tilbageholdelse skal fangen behandles ordentligt og værdigt, han er som nævnt ikke et slet menneske, der har gjort noget forkert.Det er derfor temmelig overfladisk at harmes over, at en person tilbageholdes på ubestemt tid uden at komme for en domstol.Det er krigsfangens skæbne, og kan man ikke udholde den, bør man ikke gå i krig. Adskillige soldater sad som krigsfanger både i WWI og WWII i årevis uden at vide, hvornår de atter kunne blive frie.Lidt for mange borgerlige meningsdannere har tilsluttet sig denne harme uden at tænke nærmere over forholdet, formodentlig fordi det giver dem en kærkommen chance for at hyle med de USA-hadende ulve, de normalt færdes iblandt, og fordi det er en dejlig omkostningsfri måde at signalere sin “upartiskhed” på.Problemet med “krigen” mod terror er, at “soldaterne” fra al-Qaeda og Taliban ikke passer ind i den klassiske model for krigsfanger. Det er ikke længere ureguleret i krigsretten, for man har efterhånden længe kendt til guerillakrig med ikke-uniformerede soldater. Der findes således dele af krigsretten, der tager særligt sigte på disse forhold. Nogle af de særlige forhold, som gør sig gældende her, er, hvordan man får fastslået, at fangen faktisk var soldat og ikke blot en tilfældig civil. Endvidere er der spørgsmålet om, hvornår fangen bør løslades, da konflikten med modstandere, der ikke udgør organiserede stater, har det med at trække ud i årevis. Er kampen mod Taliban afsluttet? Formodentlig ja, men det er ubestrideligt, at Taliban ikke selv har afsluttet konflikten. Er kampen mod al-Qaeda afsluttet? Hell no. Men selvom al-Qaeda eller lignende løse sammenslutninger kan fortsætte en konflikt i generationer, er det ikke ensbetydende med, at en fange skal tilbageholdes lige så længe. Efter nogle år mister vedkommende sin tilknytning og dermed sin farlighed. Men hvor længe, og hvem skal afgøre det?De to systemer krydser hinanden. En krigsfange må ikke afhøres, men har kun pligt til at oplyse navn og rang. Men en krigsfange, der mistænkes for at have overtrådt retten, f.eks. krigsretten (krigsforbrydelser), kan afhøres, men i så fald er man ovre i modellen for straf. Det er denne særlige situation, som Hamdan-sagen angår. Ved at tiltale Hamdan for forbrydelser bevæger man Hamdan fra den ene model til den anden. Det understreges ved den afsluttende bemærkning i hovedbegrundelsens part VII om, at Højesteret ikke tog stilling til, at fanger kan tilbageholdes, så længe der er aktiv væbnet konflikt.Som jeg læser Hamdan, og den er ikke let at læse med de mange krydsende dissenser, angår den spørgsmålet om straf. Her synes hovedindholdet at være, som påpeget i Limagolfs links, at præsidenten (den udøvende magt) ikke havde fået tilstrækkelig mandat af Kongressen (den lovgivende magt) til at indrette militærdomstolene som gjort. Der var dissens for, at Kongressen har givet tilstrækkelig beføjelser, så synspunktet fra regeringens side var ikke helt vildt. Teoretisk kan præsidenten således gå tilbage til Kongressen og få det nødvendige mandat, hvorefter der ikke er noget juridisk problem med Guantanamo — på dette punkt.Jeg er ikke uenig med MrSoprano om, at terroristerne har et forspring, når vi lader love og menneskerettigheder lægge hindringer for os i kampen mod dem. Men det er netop derfor, at vi er bedre end dem, at vores levevis er deres overlegen, og årsagen til, at vi vil sejre, mens de glider ud af historien.Kunsten ligger i ikke at blive for blødsødne; ikke at lade selvhadende venstrefløjsfolk udvide begreberne til de når det punkt, hvor vi ikke kan kæmpe overhovedet. De vil gerne, men så langt er vi heldigvis ikke nået endnu.Hamdan-sagen understreger, at det amerikanske system fungerer, og at amerikanerne søger at føre kampen mod terror og samtidig holde sig inden for rettens grænser. Dommen bør ikke få os til at tage afstand fra den amerikanske indsats, den bør tværtimod befæste vores tiltro til, at USA evner at føre kampen på en måde, som vi bør støtte. Vi må have tålmodighed til, at de finder den rette fremgangsmåde i kampen mod en fjende, der ikke helt ligner noget, vi har set før. For vel har vi tidligere stået med terrorister, der hadede det liberale demokrati, men det var og er en sølle flok sammenlignet med bin Laden og hans hird.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.