I forbindelse med bisættelsen af den tidligere amerikanske præsident, Gerald R. Ford, forsøgte New York Times-skribenten, Nicholas D. Kristof, sig for nylig udi genren ‘fremtidige nekrologer’. “Hvad vil præsident George W. Bush blive husket for?” var det spørgsmål, Kristof stillede sig selv.
Ikke overraskende var hovedvægten i Kristofs foruddiskontering af den siddende præsidents eftermæle lagt på Bush-administrationens mindre succesfulde håndtering af Irak-spørgsmålet, det militære instruments fremtrædende placering i udenrigspolitikken, krigen mod terror og – hvad skribenten betragtede som – Bushs og republikanernes benhårde blokpolitik i den indenrigspolitiske arena. Grundtonen var stærkt misbilligende og bebrejdende, og dermed i alt væsentlig helt på linje med de fleste europæeres syn på W. fra Texas.
Der er imidlertid sider af Bush-juniors udenrigspolitik, som burde give anledning til mere begejstrede og panegyriske toner hos såvel Nicolas D. Kristof, der ofte skriver engageret om sociale anliggender, som hos Bush-basherne på denne side af Atlanten. Sider, som retfærdigvis bør blive en del af den siddende præsidents eftermæle.
I årene efter at europæernes yndling, Bill Clinton, tog afsked med Det Hvide Hus i 2001, er USA’s humanitære hjælp og udviklingsbistand til Afrika – ifølge nyligt offentliggjorte OECD-tal – nemlig mere end tredoblet. Da Bush trådte til beløb Washingtons samlede Afrika-hjælp sig til 1,4 milliarder dollars; i dag er samme budgetpost forøget til mere end 4 milliarder dollars. Og som om det ikke var nok: i forbindelse med G8-mødet i Gleneagles i 2005 lovede Bush yderligere en fordobling af Afrika-hjælpen frem til 2010, hvor USA’s hjælp til Afrika bliver på 8,6 milliarder dollars.
Samtidig med at den siddende administration således har gennemført en betydelig opjustering af Clintons uanseelige Afrika-indsats, har Bush-regeringen iværksat to omfattende og ressourcekrævende sundhedsprogrammer til bekæmpelse af AIDS og malaria i en lang række afrikanske lande. For begge programmers vedkommende er det sket efter pres fra USA’s kristne højrefløj. De ambitiøse mål for de to initiativer er at reducere antallet af malaria-relaterede dødsfald med 50 procent i 15 afrikanske stater og stille levetidsforlængende medicin til rådighed for omkring 800.000 AIDS-ramte afrikanere.
Denne mere bløde side af Bushs meget udskældte udenrigspolitik har ikke kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Når man nu én gang har fået konstrueret et en-dimensionelt og ikke alt for kompliceret image af texaneren, er det naturligvis også ubelejligt at skulle forstyrre billedet med nuancer. Men i sandhedens tjeneste bør den siddende administrations Afrika-politik også finde vej til Bushs eftermæle.
Det er korrekt, at denne mere bløde side af Bush udenrigspolitik ikke har kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Om det så er noget Bush vil blive husket for i eftertiden er en anden sag. Hidtil er der ikke meget, der tyder på, at økonomisk hjælp til Afrika medfører vækst og velstand. Derfor tror jeg ikke, at den enorme forøgelse af Afrikastøtten vil blive husket af eftertiden.Global frihandel ville derimod have hjulpet Afrika ud af fattigdommen, og det hører bestemt med til et nuanceret billede af Bush, at han som præsident kæmpede for større grad af global frihandel lige fra begyndelsen af sin embedsperiode. der var bare ikke nogen i resten af den vestlige verden, der støttede ham i denne sag.
Nu du selv nævner AIDS og Afrika, så er det jo interessant at den religiøse del af højrefløjen i USA har fået presset igennem, at dogmaet om afholdenhed frem for kondomer skal løse AIDS-krisen også i Afrika. Så måske skal Afrika alligevel ikke takke Bush & co. for deres bidrag til kampen mod AIDS?(se fx http://hrw.org/reports/2005/uganda0305/2.htm)
@ Johannes:”Nu du selv nævner AIDS og Afrika, så er det jo interessant at den religiøse del af højrefløjen i USA har fået presset igennem, at dogmaet om afholdenhed frem for kondomer skal løse AIDS-krisen også i Afrika. Så måske skal Afrika alligevel ikke takke Bush & co. for deres bidrag til kampen mod AIDS?”Her er hvad Donald Payne (Dem. N.J) sagde til den påstand den 31. december 2006 i Washington Post: “PEPFAR, which often funds programs through religious organizations, has come under criticism for promoting faith-based ideology over science, emphasizing abstinence programs and giving inaccurate information about the effectiveness of condoms in preventing HIV transmission. Payne says such concerns have been allayed in recent years, and he and others credit PEPFAR with saving hundreds of thousands of lives.”