I forbindelse med bisættelsen af den tidligere amerikanske præsident, Gerald R. Ford, forsøgte New York Times-skribenten, Nicholas D. Kristof, sig for nylig udi genren ‘fremtidige nekrologer’. “Hvad vil præsident George W. Bush blive husket for?” var det spørgsmål, Kristof stillede sig selv.

Ikke overraskende var hovedvægten i Kristofs foruddiskontering af den siddende præsidents eftermæle lagt på Bush-administrationens mindre succesfulde håndtering af Irak-spørgsmålet, det militære instruments fremtrædende placering i udenrigspolitikken, krigen mod terror og – hvad skribenten betragtede som – Bushs og republikanernes benhårde blokpolitik i den indenrigspolitiske arena. Grundtonen var stærkt misbilligende og bebrejdende, og dermed i alt væsentlig helt på linje med de fleste europæeres syn på W. fra Texas.

Der er imidlertid sider af Bush-juniors udenrigspolitik, som burde give anledning til mere begejstrede og panegyriske toner hos såvel Nicolas D. Kristof, der ofte skriver engageret om sociale anliggender, som hos Bush-basherne på denne side af Atlanten. Sider, som retfærdigvis bør blive en del af den siddende præsidents eftermæle.

I årene efter at europæernes yndling, Bill Clinton, tog afsked med Det Hvide Hus i 2001, er USA’s humanitære hjælp og udviklingsbistand til Afrika – ifølge nyligt offentliggjorte OECD-tal – nemlig mere end tredoblet. Da Bush trådte til beløb Washingtons samlede Afrika-hjælp sig til 1,4 milliarder dollars; i dag er samme budgetpost forøget til mere end 4 milliarder dollars. Og som om det ikke var nok: i forbindelse med G8-mødet i Gleneagles i 2005 lovede Bush yderligere en fordobling af Afrika-hjælpen frem til 2010, hvor USA’s hjælp til Afrika bliver på 8,6 milliarder dollars.

Samtidig med at den siddende administration således har gennemført en betydelig opjustering af Clintons uanseelige Afrika-indsats, har Bush-regeringen iværksat to omfattende og ressourcekrævende sundhedsprogrammer til bekæmpelse af AIDS og malaria i en lang række afrikanske lande. For begge programmers vedkommende er det sket efter pres fra USA’s kristne højrefløj. De ambitiøse mål for de to initiativer er at reducere antallet af malaria-relaterede dødsfald med 50 procent i 15 afrikanske stater og stille levetidsforlængende medicin til rådighed for omkring 800.000 AIDS-ramte afrikanere.

Denne mere bløde side af Bushs meget udskældte udenrigspolitik har ikke kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Når man nu én gang har fået konstrueret et en-dimensionelt og ikke alt for kompliceret image af texaneren, er det naturligvis også ubelejligt at skulle forstyrre billedet med nuancer. Men i sandhedens tjeneste bør den siddende administrations Afrika-politik også finde vej til Bushs eftermæle.