Danmark stiller som bekendt op til valg til FNs Menneskerettighedsråd (Rådet), der afholdes i dag. Vi har her på bloggen dækket Rådets virke (her) og undertegnede har også holdt et frokostsymposium om emnet.

Kandidater til Rådet afgiver såkaldte ”voluntary pledges”, hvor man roser sig af sin menneskerettighedsefterlevelse og dybe respekt for FNs menneskerettigheder. Danmark har også afgivet et sådant pledge.

I Danmarks pledge hedder det bl.a.:

Denmark is strongly committed to the universal promotion and protection of interrelated, interdependent and mutually reinforcing.

Denmark is a firm supporter of the United Nations, including the Human Rights Council, the Office of the United Nations High Commissioner on Human Rights, the treaty bodies, the Special Procedures and other human rights-related United Nations bodies. Denmark has also contributed extensively to United Nations bodies with a role in the promotion of the rule of law, including as Chair of the Counter-Terrorism Committee in 2005/2006.

Denmark has been actively engaged in United Nations reform, including the establishment of the Peacebuilding Commission as well as the Human Rights Council. Denmark is highly committed to making the Council credible, effective and operative and believes that this objective should be reached, inter alia, by building on the achievements of the Commission on Human Rights.

[…]

As a member of the Council, Denmark pledges:

To work actively to ensure that the Council becomes credible, effective and operative:

By working to ensure that the Council addresses all human rights issues: civil, political, economic, social and cultural rights, including the right to development.

Indgangsbønnen hvor Danmark fastslår, at borgerlige og politiske frihedsrettigheder og kollektive socio-økonomiske rettigheder er udelelige og indbyrdes afhængige er en fast del af den internationale menneskerettighedsbevægelses trosbekendelse. Den går igen i utallige FN-erklæringer og deklarationer og bekender sig man ikke til trosbekendelsen kan man ikke gøre sig håb om at komme med i det gode selskab.

Dette på trods af, at de vidtløftige ord ikke har det fjerneste hold i virkeligheden men er en ”sandhed”, som kun eksisterer på papir, som enhver national jurist med speciale i forfatningsret vil kunne skrive under på.Men ikke nok med, at Danmark, giver moralsk støtte til en række rettigheder vi ikke anerkender i vores nationale retsorden, Danmark har også påtaget sig aktivt at kæmpe for disse på det internationale plan. Skal dette stå til troende vil Danmark altså kæmpe lige så hårdt for at retten til udvikling – som ikke er anerkendt i nogen retligt bindende traktat eller retssædvane og som givetvis er et ”menneskeretligt krav” på udviklingsbistand – og ethvert menneskes ”fundamentale ret” til arbejde, sundhed, bolig og social sikring som den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Zimbabwe, tortur i Usbekistan, ytringsfrihed i Mellemøsten, og forbrydelserne mod menneskeheden i Darfur.

Når man i tillæg til ovenstående kan konstatere, at Rådet fungerer værre end sin forgænger, kan man kun begræde, at Statsministerens skepsis overfor Rådet ikke deles af Udenrigsministeren.