Om ulandshjælp og våbenkapløb – hvad ny forskning viser

Hjælper ulandshjælp virkelig ulande? Stil spørgsmålet til en almindelig dansk politiker, og du får sandsynligvis et svar fra en mand eller kvinde med store, forbløffede øjne: ”Ja, selvfølgelig gør den det, ellers gav vi den jo nok ikke!” Anders Fogh selv har endda på det seneste markeret sig som stærk tilhænger af at øge den danske hjælp til Afrika. Det samme svar får man – med en vis grad fornærmelse – hvis man spørger hos Danida. Men prøv at spørge nogle af Danmarks fremmeste eksperter i økonomisk vækst – hvis de ikke lige vrider hænderne mens de prøver at komme udenom, er svaret fra de uafhængige (fraset Carl-Johan Dalgaard), at det gør den ikke. Samme svar kommer ud af Chris Doucougliagos og Martin Paldams store ’metaanalyse’ af de sidste 40 års forskning på området, der er på vej ud i fagtidsskriftet European Journal of Political Economy..

Grunden er ikke, at udviklingsprojekterne ikke virker – cirka halvdelen af dem er udmærkede – men derimod, at ulandshjælpen har store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger. En af de sidste er i særlig grad ubehagelig og nærmest umulig at afvise. I det ansete tidsskrift Oxford Bulletin of Economics and Statistics undersøger Oxford-økonomerne Paul Collier og Anke Hoeffler nemlig baggrunden for fattige landes våbenindkøb. Deres undersøgelse af data fra 85 ulande siden 1960 viser, at demokratier bruger færre penge på våben, at rige ulande generelt bruger en større del af deres nationalprodukt på våben, og at nabolandes militærudgifter også medfører at ulandes egne udgifter stiger. Der er derfor en slags ’positiv’ spill-over i form af et våbenkapløb.

Men deres centrale resultat er særligt bemærkelsesværdigt, da Collier er internationalt kendt som tilhænger af ulandshjælp. Alligevel dokumenterer hans og Hoefflers studie, at ulandshjælpen i høj grad bliver afledt og dermed hjælper med at finansiere fattige landes militærudgifter. Og det er ikke småting. Hvis man følger FNs og Jeffrey Sachs forslag om at fordoble ulandshjælpen til Afrika, peger Collier og Hoefflers studie på, at kontinentets militærudgifter sandsynligvis vil stige direkte med cirka 40 procent. Oveni skal lægges våbenkapløbseffekten – at når nabolande investerer i militær, gør dit eget land det også. Dette lægger ti procent oveni så den totale effekt af at fordoble ulandshjælpen bliver en stigning i Afrikas militærudgifter med 44 procent!

Det nye studie bekræfter således en frygt, som mange i det uafhængige ulandsmiljø har haft i årevis. Og når man tænker over Afrikas historie efter kolonialismen er resultatet vel ikke ligefrem svært at tro på? Ulandshjælpen har sandsynligvis bidraget til en række af de økonomisk og menneskeligt ødelæggende konflikter, der stadig plager kontinentet. Så før Fogh og de mange politikere på Christiansborg bliver enige om at hælde de næste 14 milliarder ud over verdens fattigste lande, skal man måske få dem til at tage et kig på Collier og Hoefflers nye artikel, hvis resultater peger på, at omkring 1½ milliard af de midler i sidste ende går til diktaturers militærindkøb. Ikke at det på nogen måde får dem til at ændre beslutningen – de er jo politikere – men de bør i det mindste kende til nogle af konsekvenserne af deres politik.

3 thoughts on “Om ulandshjælp og våbenkapløb – hvad ny forskning viser

  1. trane

    Tak for at påpege et væsentligt og omfattende problem ift. ulandsbistand. En tilføjelse: Jeg mener Sachs’ tanke er, at den øgede bistand skal gives som sektorstøtte, altså være bundet til fx sundhedssektoren. Her melder sig selvfølgelig spørgsmålet om man så kan kontrollere dette, og hvad en sådan kontrol vil koste. Samtidig er det et dobbelt problem, fordi det strider imod målsætninger om at støtte en demokratisk udvikling i de pågældende lande. Hvis regeringerne ingen autonomi har, er de ikke demokratiske. Hvis de har autonomi er der, som du påpeger, en fare for, at der bruges uforholdsmæssigt mange penge på forsvar. Det værste er så, at selv hvis man relativt omkostningsfrit kan allokere ekstra midler alene som sektorstøtte, melder der sig andre problemer ift. at bruge de mange penge rigtigt. Ole Therkildsen fra DIIS har skrevet noget om disse problemer forrige år, tror jeg det var.

    Svar
  2. JR

    “Det værste er så, at selv hvis man relativt omkostningsfrit kan allokere ekstra midler alene som sektorstøtte, melder der sig andre problemer ift. at bruge de mange penge rigtigt.”Det er vel også sådan, at selv investeringer i fredelige sektorer som sundhedssektoren også indirekte kan benyttes til at frigive penge til militæret (og det er vel rent faktisk det der sker). Når Vesten pumper penge i sygehusene kan ulandenes regeringer jo skære ned på deres udgifter indenfor denne sektor og overføre midlerne til militæret.

    Svar
  3. Drokles

    Martin Paldam var i Krause På Tværs til en underholdene samtale om netop dette fænomen. Paldam henviser til nogle økonomiske beregninger der ikke viser nogen positiv økonomisk effekt af u-landsbistand. Det holder han op imod projekter der isoleret kan påvise en positiv effekt og konkluderer at der derfor er projokter der er tilsvarende negative. Umiddelbart vil man jo mene at så gælder det kun om at støtte de positive, men hvorfor har man med 40 års erfaring for bistand ikke allerede gjort det? Måske fordi det er umuligt at forudse og derfor burde man ikke forfølge det spor.http://www.dr.dk/P1/Krause/Udsendelser/2006/10/25115519.htm

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.