Vi har før skrevet om ulandsbistanden og dens nærmest komplette mangel på positive virkninger (f.eks. her og her). Men det er forholdsvis sjældent, at man hører kritiske stemmer fra ulandene selv. Den situation er dog måske ved at ændre sig. The John Templeton Foundation har for nylig udgivet otte små essays i deres serie om ”the big question”. De otte forfattere er Donald Kaberuka (præsident for African Development Bank), Iqbal Quadir(grundlægger af GrameenPhone, Bangladesh), William Easterly (professor i nationaløkonomi, New York University), James Tooley (præsident for The Education Fund, Oriental Global), Ashraf Ghani(formand for Institute for State Effectiveness), Edward Green (direktør for AIDS Prevention Research Project) og Michael Fairbanks (medgrundlægger af OTF Group og the SEVEN FUND).

Af de otte er to er positivt indstillede overfor ulandshjælp, to har deres tvivl mens fire er stærkt kritiske. Willaim Easterlys kritik er ikke ny, men kan med stor fordel læses i hans bog The White Man’s Burden. Det bliver den dog ikke dårligere af, særligt ikke når man tænker på at den er skrevet af en tidligere cheføkonomi i Verdensbanken. James Shikwati, den udmærkede kenyanske økonom der driver en af Afrikas måske bedste tænketanke – the InterRegion Economic Network – er også skeptisk, og præsenterer erfaringer med tilfældige midler, der gav alt andet end positive resultater. Og selvfølgelig skal James Tooleys erfaringer med private skoler i Afrika også nævnes, ikke mindst fordi de offentlige fejler så grusomt i de fleste ulande, men også fordi selv meget fattige mennesker sender deres børn i privatskole.

For de interesserede er der en overskuelig bunke læsning – ti sider i alt – men masser af timers funderen over, hvorfor i alverden vi bliver ved med det show. Siden kan læses her.