Når valgtrommerne buldrer, kan de ofte overdøve alt andet, ikke mindst i blogosfæren. Det skete i efteråret, hvor trommerne drønede længe før valget faktisk blev udskrevet, og i de tre uger valgkampen rasede, kunne himlen næsten være faldet ned om ørerne på samtlige beboere på plejehjem i Sønderjylland uden at det var blevet til mere end en kort notits i Jydske Vestkysten. Og i den situation forsømmer man derfor ting og sager. En af de ting, vi har forsømt her på stedet, er bogomtaler, en forsømmelse som vi tog fat på at rette i går med Niels Westys første julegavide.

Vores andet bud på en bog, man kunne tænke sig at finde under punditokraternes imaginære juletræ, er Lone Franks ”Den Femte Revolution”, som LF var så venlig at sende til os tidligere på året – og som vi er ret flove over ikke at have omtalt endnu. Ved første øjekast ligner en populærvidenskabelig debatbog om den nyeste hjerneforskning måske ikke som et oplagt valg til en samfundsvidenskabeligt baseret blog som punditokraterne, men LF giver bogen et interessant twist: Meget af den nyeste hjerneforskning lægger sig nemlig op ad megen samfundsforskning, som for eksempel i LF’s kapitel 6 med titlen ”Med den usynlige hånd i baghovedet”.

Den Femte Revolution er delt ind i kapitler med hvert sit emne: ’Gud i synapserne’, om hvordan religion nærmest er fejlfunktioner i hjernen; ’De nye lykkesmede’ om den neurologiske basis for lykkefølelse; ’Løgnens anatomi’, der outliner mulighederne for at måle løgn i hjernen; og altså kapitel 6 om den usynlige hånd og hjernens indbyggede økonomiforståelse – eller hvad vi skal kalde det.

I kapital 6 outliner LF det nye neuroøkonomiske teoridannelser og en del af erfaringen fra den psykologiske del af det nye felt, der hedder eksperimentel økonomi. Hun har derfor talt med en række førende forskere på området og bringer flere ind – George Loewenstein, Daniel Kahneman, Colin Camerer – der blandt andet finder, at vi næsten alle udviser prosocial adfærd og altså ikke opfører os som Homo Oeconomicus i ren aftapning. Kapitlet rummer også en interessant samtale med Richard Peterson, en psykolog der forsker i neurofinans og bl.a. hvorfor børshandlere umiddelbart ser ud til at opføre sig irrationelt i visse situationer. Alt sammen fabelagtigt spændende emner, hvor forskerne konkluderer, at der er behov for blid regulering i en slags ’onkelstat’.

Man må blot spørge sig selv om, hvor Vernon Smith – som Kahnemann delte Nobelprisen med – er henne? For Smith fandt netop, at helt almindelige mennesker i almindelige markedssituationer lynhurtigt finder den korrekte ligevægtspris gennem præcist det, Walras kaldte en tatonnement-proces, altså at standardteorierne virker. Der findes således en hel anden halvdel af forskningsfeltet, som LF interesserer sig for, der ikke generelt finder problemer, men netop bekræfter frie markeders imponerende effektivitet, selvom folk ikke har fuld information osv. Men hvis biologen LF kun har interviewet folk som Loewenstein, Camerer og andre, der befinder sig på den ene side af diskussionen, er det fuldt forståeligt.

Problemet med LF er, at hun som så mange andre lader sig besnære af det projekt, man nogle gange kalder ”utopian engineering”, et projekt som selv en så stor ånd som Friedrich Hayek faldt for selvom han argumenterede imod (i bind tre af Law, Liberty and Legislation). For selvom Collin Camerer og andre gode folk som LF har talt med kan argumentere for, at staten bør udøve et ”venligt og behjælpsomt formynderi” så folk sparer nok op og mere generelt opfører sig fornuftigt, hvad betyder det så for samfundets dynamik? Hele projektets kerne er nemlig, som de fleste andre utopiske idéer, at vi kender endemålet hvor vi i sagens natur ikke længere behøver lære af vores fejltagelser. Mit syn på det er at den type formynderi – udover at det har en konkret negativ effekt på folks lykke – praktisk taget altid fører til samfundsmæssig stagnation på længere sigt. For selvom mennesker laver fejl, og i nogle tilfælde også systematiske fejl, så lærer vi af vores fejl. Fejlene er det, der bringer samfundet videre!

Den kritik kan man så tage som en kritik af Lone Franks bog, men det vigtige er, at vi sikkert ikke havde haft dén diskussion uden hendes bog. Og det at man ikke er enig i alle konklusioner og fortolkninger er ikke en valid kritik – man kan blot prøve at forestille sig at man kun læste materiale, man var enig med! Den Femte Revolution formår gennem en gennemgang af håndplukkede emner i moderne hjerneforskning at rejse nogle spørgsmål vi ikke normalt stiller, og vinkle andre i et andet lys end vi plejer. Alene af den grund fortjener den at blive læst. At LF så er både åbensindet og virkeligt velskrivende er kun ekstra plusser, der gør oplevelsen endnu bedre.