Redaktionen fik forleden en besked fra John Smith et pseudonym for en for os ukendt nordmand, som er i gang med at skrive en bog om Muhammed-karikaturer. Som led i nogle mediers bekræftelse af ytringsfriheden, bringer vi her Johns opfordring:
1001 karikaturer av Muhammed
Hvad bør svaret fra vestens frihedselskende mennesker være på de fascistiske kræfter i Islam som truer med vold for at forhindre kritik og karikaturer af Islam?
Hvis du er en af de mange som deler min opfatning at vi må bekæmpe denne totalitære ideologi, så har du nu chancen for at deltage.
Jeg skriver en bog kaldet “1001 karikaturer af Mohammed” som et forsvar for retten til at kritisere og lave karikaturer. Som det fremgår af bogens titel, så har jeg behov for bidrag i form a 1001 karikaturer af Mohammed.
Jeg skriver bogen under et pseudonym på grund af farerne ved kritik af Islam. Alle bidrag vil blive behandlet fortroligt og alle karikaturer bliver offentligjort under pseudonymer.
Skab historie: forsvar friheden som mange tager for givet. Med en blyant kan du rejse dig og kæmpe for retten til frihed. Send dine bidrag til:
Uhmmm tankevækkende at den ytrinsfrihed alle kæmpede for, og imod nazismen i 1940-45 her i Danmark og andre steder i verden, åbenbart ikke er blevet stærkere, og blot fordi man ikke deler totalitære styres meninger flere 1000 kilometer væk, skal tilrette sig – således at man ikke støder deres magt. At man ikke engang kan stille sig op mere og sige at man er et frit menneske i sit eget land, og med en fri holdning, og troen på at alle har lov til at tale og sige deres meninger som de frie mennesker vi er, også folk her i landet med anden etnisk herkomst. Er det virkelig det vores forfædre kæmpede og døde for i koncentrationslejre? skylder vi dem virkelig ikke mere?
Ytringsfrihed skal vi værne om, jepsen-jeps. Men jeg forstår ikke, hvordan John Smiths værk skulle udgøre et forsvar for ytringsfriheden. Måske skulle man starte et sted, hvor man mener at have noget at sige, hvor man mener at ytringsfriheden knægtes, og så gå de personer på klingen, der begrænser een. At slå ud – igen – efter muslimer sådan i bred forstand forekommer mig at være en upræcis, herfor unyttig, og i grunden selvfed gestus.
En meget sprængfarlig debat synes vi nok! og måske burde man lade denne ligge her, men denne aften sidder vi to piger sammen, der til dagligt har vores gang i den juridiske verden.Mon ikke hellere man skulle lægge fokus og jagte alle verdens totalitære styreformer, og dermed fremskynde den frihed alle verdens mennesker har krav på?
–> 3 “Mon ikke hellere man skulle lægge fokus og jagte alle verdens totalitære styreformer, og dermed fremskynde den frihed alle verdens mennesker har krav på?”Ja det lyder jo unægtelig meget sødt kære piger.Jeg mener dog at udsagnet “hvis du vil forbedre verden begyndt med dig selv” er en god ledetråd.Og vi har sandelig behov for at begynde i ‘vores egen verden’, inden vi skal erklære krig mod alle ‘totalitære styreformer’ i verden.Vores kære regering og oppositionen minus DF og EL, har nemlig lige på vores vegne skrevet under på Lissabon traktaten, der reducerer vores hidtidige meget ufuldkomne demokrati til en ren parodi, og indført en hel ny totalitær styreform.Desuden er det altid svært med generelle begreber sådan som ‘demokrati’, ‘totalitær’ og ‘frihed’.Disse begreber fortolkes særdeles forskelligt af forskellige individer, folk, og folkeslag.Hvis I lever i den illusion at vi her i Danmark og i Vesten har ‘frihed’, så må i hellere tænke om igen.Totalitarisme virker altid bedst når den er skjult, og alle tilsyneladende er enige om at de har frihed og demokrati. Sverige er et udmærket eksempel på et land hvor man har hjernevasket det meste af befolkningen til at tro at den er fri, mens en lille klike af magthavere, ideologer og propagandister i virkeligheden bestemmer det meste. Denne skjulte ‘bløde’ form for totalitarisme er da også langt farligere end den åbenlyse totalitarisme.Det er noget lignende vi er på vej til i EU.”Frihed som alle mennesker har krav på”Hvad er det?Frihed er noget man tilkæmper sig, og kun beholder så længe man er årvågen overfor ethvert angreb.Og ofte er den enes frihed, den andens slaveri.Verdens sande tilstand er krig.
@Trane”Men jeg forstår ikke, hvordan John Smiths værk skulle udgøre et forsvar for ytringsfriheden. “Jamen så vil jeg da prøve at forklare dig min forståelse af det. De oprindelige 12? tegninger blev mødt med voldelige protester og dødstrusler. Nu kommer der så 1001 nye tegninger, og der skal så derfor laves ca. 80-90 gange så mange voldelige protester og udstødes en enorm mængde nye fatwa’er og dødstrusler. Håbet er, at den voldelige del af den islamistiske bevægelse på et eller andet tidspunkt løber tør for energi/løber tør for tid, eller ender med at gøre alvorlig skade på sig selv under optøjrene, og indser at det er spild af tid. De kan simpelthen ikke nå at lave så mange dødstrusler uden at det bliver forjaget :)”Måske skulle man starte et sted, hvor man mener at have noget at sige, hvor man mener at ytringsfriheden knægtes,”Har du et forslag hvor til?”og så gå de personer på klingen, der begrænser een. “Har du stor erfaring med at diskutere med islamister? Hvad er din succesrate for omvendelse til accept af grundlæggende frihedsrettigheder?”At slå ud – igen – efter muslimer sådan i bred forstand forekommer mig at være en upræcis, herfor unyttig, og i grunden selvfed gestus. “Hvis jeg tegner din mor, din hund eller et portræt af hvordan jeg mener din gud ser ud, har jeg så slået dig ud? :)Tegningerne var IKKE et slag mod alle muslimer. Tegningerne var et forsøg på at vise, at dele af den islamiske bevægelse var villig til at bruge vold for at forsøge at begrænse andre menneskers ytringer. Man må sige at det i høj grad er lykkedes.Ligeledes er disse tegninger ikke rettet mod alle muslimer, men mod den gruppe der til stadighed med vold og trusler om vold, forsøger at begrænse selv ikke-muslimers ret til at sige hvad de mener.For mig at se er der kun en linje i den her debat – vil man acceptere at muslimer med trusler om vold, skal kunne bestemme hvad du og jeg må sige og skrive?
Gio: Tak for dit svar. Mit gensvar blev lidt langt, men altså:@Trane ”Men jeg forstår ikke, hvordan John Smiths værk skulle udgøre et forsvar for ytringsfriheden. “ Jamen så vil jeg da prøve at forklare dig min forståelse af det. De oprindelige 12? tegninger blev mødt med voldelige protester og dødstrusler. Nu kommer der så 1001 nye tegninger, og der skal så derfor laves ca. 80-90 gange så mange voldelige protester og udstødes en enorm mængde nye fatwa’er og dødstrusler. Håbet er, at den voldelige del af den islamistiske bevægelse på et eller andet tidspunkt løber tør for energi/løber tør for tid, eller ender med at gøre alvorlig skade på sig selv under optøjrene, og indser at det er spild af tid. De kan simpelthen ikke nå at lave så mange dødstrusler uden at det bliver forjaget :) Min brede pointe er, at det er problematisk 1) at rette sådan en kampagne alene mod muslimer, og 2) at mene, at man kæmper for ytringsfriheden blot ved at udøve spot. Jeg kan forstå, at Flemming Roses intention faktisk var at lave et art balance med det efterfølgende ved også at karikere andre religioner, men det skete nu ikke. I Jyllandspostens tegninger var der dog en vis nuance; at flere af tegningerne var sjove og at de supplerede hinanden godt ved fx også at rette samme satire mod Jyllandsposten selv. I John Smiths forslag synes der ikke at være plads til en sådan nuance. Det går meget på antallet, ikke på indholdet, som jeg umiddelbart forstår det. Hvis indholdet er vigtigt, kan jeg ikke forstå, at der skal være så mange. Som jeg skriver ovenfor, virker det som selvfedme at sige, at det alene er muslimerne (og jo skam, dem allesammen), der har problemer med ytringsfriheden. I min vurdering, var der i Jyllandspostens projekt klart et element af dette, selvom det, som nævnt, blev balanceret noget af nuancer imellem tegningerne. John Smiths projekt forekommer mig at kamme fuldstændig over. Logikken synes at være, (a) at en tegning uanset dens indhold og budskab er en kamp for ytringsfriheden, samt (b) at jo flere tegninger des større effekt. Det er en meget, meget dårlig logik. Du kan jo spørge dig selv om du bliver 1.000 gange mere provokeret over at folk brænder 1.000 fremfor et enkelt Dannebrogsflag af. Det er vel det første flag, den første mangel på respekt, der er afgørende. Om en eller anden nar brænder to flag af fremfor et, gør ham ikke til en dobbelt så stor nar jo. Han er en nar, punktum. ”Måske skulle man starte et sted, hvor man mener at have noget at sige, hvor man mener at ytringsfriheden knægtes,” Har du et forslag hvor til? Tjo, i hvert fald ift. frihedsrettighederne bredere set. Som du synes at vide, er der for tiden en kamp mellem forskellige muslimske grupper om at definere Islam; hvad betyder det at være muslim, hvilke rettigheder har den enkelte, hvor vide rammer er der for at definere sig som muslim og så fremdeles. Et eksempel som jeg kender noget til er fx, at den islamiske sekt Ahmadiyah (det er muslimer som tror på en profet efter Muhammed, kaldet Ahmad) i Indonesien søges forbudt ved lov af andre islamiske grupper. Nogen har endda sagt, at uanset om der kommer en lov, så vil de gribe ind. Det er et angreb på religionsfriheden. Hvad kan man så gøre ved det? Tjo, man kan jo sætte sig ind i sagen; hvem der har gjort hvad mod hvem; hvad forslagene går på; hvor disse forslag og handlinger strider imod de værdier et liberalt samfund og så fremdeles. Og så kan man ytre sig om det, prøve vha. argumenter at overbevise de, der er modtagelige for sådan nogen, om ens synspunkt. Hvad man ikke skal gøre er, som en anden provokunster at rende omkring og sige, at jubijæh her har vi endnu et bevis på, at det er Islam som en eller anden mystisk essens – den er gal med. Dette er vi, tænker jeg, ikke helt enige om, men det er sådan jeg ser på det. Et område, hvor jeg tror vi er enige, er at de seneste tiltag for med lov at begrænse hån af religioner er problematiske. Ikke nok med det, de er forkerte, og et angreb på ytringsfriheden og ikke til gavn for noget. Jeg mener ikke, at retten skal definere, hvad der udgør hån. Det er dog slet ikke det samme som at man bør udøve hån, om så formålet angiveligt skulle være at opdrage andre til at respektere ytringsfriheden. En intervention i den offenlige debat som fx John Smiths projekt må vurderes på sine egne præmisser. Selvfølgelig skal manden have lov til at gennemføre sit projekt. Men jeg synes han skulle lade være. Ikke fordi der måtte komme protester rundt omkring i verden over det, ambassadepersonale kunne blive usikre og Arla kunne miste markedsandele. Men fordi det er en tynd omgang selvfedme. “og så gå de personer på klingen, der begrænser een. “ Har du stor erfaring med at diskutere med islamister? Hvad er din succesrate for omvendelse til accept af grundlæggende frihedsrettigheder? Jeg har da nogen erfaring med det. Tjo, det er vel ikke forkert at kalde folk som Hizb-ut Tahrir for fascister, og de er omtrent lige så lette at overbevise som de flinke folk fra DNSB i Danmark. Min erfaring er, at disse typer heldigvis (fortsat) udgør et meget lille mindretal. Dernæst er det også min erfaring, at selv de mere rabiate personer er ret hurtige til at rokere lidt rundt på deres standpunkter i en diskussion. Jeg skriver med vilje rokere rundt på, og ikke moderere. Jeg tror mange i muslimske lande dog har et kolonikompleks ift. den vestlige verden. Det giver sig udslag i nogle ret karikerede forestillinger af, hvilke værdier, der driver vore samfund. Men komplekset er nu ikke helt uden grund, heller. Vore lande har tidligere grebet meget ind i deres lande. Det har ikke alene været dårligt, men man kan godt sige, at indflydelsen har været mindre den anden vej. Vi har haft mere magt over dem end de over os. Det er der flere, der har det skidt med, særligt når den indflydelse der sker, sker med udgangspunkt i vores ofte lige så karikerede forestillinger af deres samfund og deres værdier. I sådan en situation er det vigtigt at være på talefod med de mange, der kan og vil lytte på argumenter. Hvis man taler med sådan nogen, så er det slående, hvor mange fordomme, de har om os, men lige så slående, hvor stærke, hvor voldsomme, fordomme, vi har om dem. Du spørger, hvad succesraten er. Jeg ved sgisme ikke om spørgsmålet er relevant. I hvert fald forekommer det mig, at du forveksler effekt med succes. Det er en farlig sag. Dertil kommer, at du alene ser det som os der skal lære dem noget. Også en skidt ting. Jeg mener, som du, at der er nogle meget fine værdier indlejret i vore politiske institutioner, som man finder i mindre grad i muslimske lande. Så langt så godt. Men som jeg skriver, så har vi immervæk meget karikerede idéer om, hvilke værdier den der milliard eller flere muslimer går omkring med, hvilke problemer de tumler med, og hvordan de tumler med dem. Sålænge vi ikke har en mere nuanceret og konkret viden om dem (dvs., fra mit synspunkt, at man fokuserer på et mindre udsnit af dem, fx ved at man beskæftiger sig med palæstinenserne, eller somalierne eller hvad ved jeg), så skal vi være varsomme med at stille os op og sige, hvordan de skal gebærde sig. Med mindre vi også kan lytte, og åbne op for en snak den anden vej; par example om, hvordan vi skal forstå vores egen historie ift. deres forskellige historier. Og forstå mig nu ret, ikke: Jeg mener ikke, at det ville være dårende dejligt, at vi tilpasser strafferetten til håndsafhugning, eller hvad du kunne finde på at indvende. Det, jeg mener er, at vi kan lære noget om, for eksempel, at nogle af vore interventioner i tidligere kolonilande, der har set så liberale ud for os, måske ikke er det i samme grad ved et nærmere eftersyn. Det er måske heller ikke af vejen at lære, at sharia-bankvæsenet ikke nødvendigvis (og slet ikke i de former de anvendes i Indonesien, som jeg kender til) er så fremmede eller mærkelige
for os. Det er relativt simp
le økonomiske anordninger, der nok er sovset ind i lidt religiøse fraser og sådan, men som almindelige rationelle aktører godt kan forstå. Og selvfølgelig, samtidig med at vi bliver mere præcise i vores forståelse af eksempelvis sharia, bliver vi også mere præcise i vores kritik af de dele, vi måtte finde forkerte, også efter et nærmere eftersyn. “At slå ud – igen – efter muslimer sådan i bred forstand forekommer mig at være en upræcis, herfor unyttig, og i grunden selvfed gestus. “ Hvis jeg tegner din mor, din hund eller et portræt af hvordan jeg mener din gud ser ud, har jeg så slået dig ud? :) Tegningerne var IKKE et slag mod alle muslimer. Tegningerne var et forsøg på at vise, at dele af den islamiske bevægelse var villig til at bruge vold for at forsøge at begrænse andre menneskers ytringer. Man må sige at det i høj grad er lykkedes. Ligeledes er disse tegninger ikke rettet mod alle muslimer, men mod den gruppe der til stadighed med vold og trusler om vold, forsøger at begrænse selv ikke-muslimers ret til at sige hvad de mener. For mig at se er der kun en linje i den her debat – vil man acceptere at muslimer med trusler om vold, skal kunne bestemme hvad du og jeg må sige og skrive?Altså; det vi diskuterer her er ikke om nogen skal kunne bestemme, hvad du og jeg må skrive. Nej, jeg vil ikke acceptere, at nogen kan true sig til, at andre holder kæft. Men jeg har anfægtet præmissen for John Smiths idé: at hans projekt er en ædel kamp for ytringsfriheden. Hans projekt skal, igen, vurderes på egne præmisser; på dets budskab.
Beskytter vi ikke frihed, mister vi den. I England er sparegrisen blevet fjernet, fordi den “krænker” muslimer. De ekstremistiske muslimer gør alt hvad de kan for at gennemtvinge deres holdninger. Og skyder vi ikke tilbage, ja så taber vi. Taber vores frihed.Ingen har nogensinde forbudt mig at tegne eller sige noget – der har altid været en konsekvens ved mine handlinger, men jeg har aldrig følt mig lovpligtet til at lade være. Man prøver at forbyde mig at tegne en tegning. Prøv at forestille jer at komme i fængsel for noget så banalt, fordi mennesker flere tusinde km væk har et problem med mine handlinger. Det her er mit land, ikke deres!
“I England er sparegrisen blevet fjernet, fordi den “krænker” muslimer.” Jeg deler din undren og harme over dette (uden at kende andet til sagen end den sætning, du skriver). “De ekstremistiske muslimer gør alt hvad de kan for at gennemtvinge deres holdninger.”Jeg vil gerne kæmpe imod intolerance, hvorend den kommer fra. I det tilfælde du nævner handler det så om nogle grupper af muslimer.” Og skyder vi ikke tilbage, ja så taber vi. Taber vores frihed.”Igen, som ovenfor: Hvordan er det at ‘skyde tilbage’ at publicere 1001 tegninger af en religiøs figur, når man ikke har andet at sige med tegningerne end at man er sur på de muslimer, der begrænserHvis du i stedet sender protestskrivelse omkring sparegrises ret til at leve, skal jeg gerne skrive under. Det tror jeg også mange muslimer vil. Min pointe er, at vi skal sigte præcist, fremfor at skyde alle muslimer eller andre grupper noget i skoene. Gør vi ikke det, så taber vi helt sikkert den liberale grundværdi; at dømme folk på deres handlinger, og dømme hver person for sig.