If bigger spending and more intervention was a recipe for economic growth….

Som bekendt presser Barack Obama i disse dage på for at få gennemført sin store stimuliplan til 800 mia. dollars. Argumenterne går fra “at det er bedre at gøre et eller andet end ingenting at gøre” til en type af argument eller rettere sagt postulat vi også kender fra andre problemstillinger (f.eks. klimadebatten”), nemlig at sagkundskaben, i dette tilfælde økonomerne, er enige i at hvad USA (og verden) har brug for er øget offentligt forbrug og et øget offentligt statsligt underskud i USA, eller som Obama sagde det ugen før sin tiltrædelse som præsident:

“There is no disagreement that we need action by our government, a recovery plan that will help to jumpstart the economy.”

Det fik Cato Institute til at indrykke en annonce i en række af landets ledende aviser, under overskriften “With all due respect Mr. President, that is not true.”hvor mere end 200 økonomer, herunder flere Nobelpris modtagere tager afstand fra ideen om en keynesiansk “jumpstart” af den amerikanske økonomi, i den efterfølgende uge er antallet af underskrivere steget med flere hundrede.

Begrundelsen for ikke at anbefale en keynesiansk jumpstart af økonomien er selvfølgelig at de seneste 60 års økonomiske forskning i det store hele viser, at det ikke virker over tid, eller som det fremgår af brødteksten i annoncen;

“Notwithstanding reports that all economists are now Keynesians and that we all support a big increase in the burden of government, we do not believe that more government spending is a way to improve economic performance. More government spending by Hoover and Roosevelt did not pull the United States economy out of the Great Depression in the 1930s. More government spending did not solve Japan’s “lost decade” in the 1990s. As such, it is a triumph of hope over experience to believe that more government spending will help the U.S. today. To improve the economy, policy makers should focus on reforms that remove impediments to work, saving, investment and production. Lower tax rates and a reduction in the burden of government are the best ways of using fiscal policy to boost growth.”

Eller som  Daniel J. Michell fra Cato udtrykker det; “If bigger spending and more intervention was a recipe for economic growth. France schould be an economic tiger and Hong Kong should be in the toilet.”

Jeg skal erkende at jeg finder det ganske bemærkelsesværdigt at, som det også i flere omgange er blevet fremstillet herhjemme i danske medier, man fortsætter med at fremføre skrønen om New Deals positive effekter. Med fare for at gentage Obamas kunstykke om at påstulere konsensus, så er det alment anerkendt, også blandt en lang række økonomer der opfatter sig selv som Keynesianere, at den økonomiske politik i USA i 1930erne var forfejlet. Hvorfor er så en anden grund. Keynesianere som f.eks. Den nylige nobelprismodtager Paul Krugmann, vil anføre, at det skyldtes at finanspolitikken ikke var ekspansiv nok, – både skatter og udgifter steg i perioden. Vi andre ville nok anføre at senere erfaringer med ekspansiv finanspolitik efter 2. verdenskrig modsiger validiteten af dette argument, herunder bl.a. erfaringerne i Japan i 1990erne, for slet ikke at tale om erfaringerne fra rækken af bl.a. Latinamerikanske lande, der i finansierede et indenlandsk opsparingsunderskud med fortsat ekstern gældsætning kulminerende med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne.

Nu vil jeg ikke påstå at USA (eller England) endnu er i en sammenlignlig situation, – hvornår det indtræffer, hvis det indtræffer, skal jeg afholde mig fra gætte på. Men man behøver egentlig heller ikke sammenligne med så “eksotiske steder”, se dog længere nede i dette indlæg. Man kan jo også stille sig selv det spørgsmål om Italien er bedre stillet i dag, end hvis man havde ført en økonomisk politik der ikke havde indebåret en gigantisk offentlig gæld, eller om en mindre japansk finanspolitik i 1990erne havde forbedret levestandarden i Japan. Jeg vil mene at svaret er et klart ja.

Christian Bjørnskov skriver i sit indlæg “hvorfor er der klassekamp i Frankrig” at

“Det [Frankrig] må også være et af de eneste steder på vores del af kloden, hvor en stærkt interventionistisk, protektionistisk og statsstøttevenlig præsident – Nicolas Sarkozy – bliver beskrevet som ultrahøjreorienteret og nyliberal”

Heroverfor kunne man stille Philip Stephens indlæg i Finansiel Times, “Tables turned: Latin America’s lesson for the west” hvor han sammenligner England sinde 1997 med Chile siden 1990. Begge steder har haft nominelt venstreorinterede regeringer, men har ført en vidt forskellig økonomisk politik.

Som Stephens skriver om Chile: “It boasts a free-trade policy to make it one of the world’s most open economies. A run of budget surpluses has wiped out its national debt. It has a privatised pensions system and education vouchers that allow the affluent to top up state provision. Fiscal responsibility is enshrined in law, det lyder jo alt sammen ganske “højreorienteret”, men samtidig er det jo en “venstreorienteret” regering, hvorom det gælder, at “It takes pride in an aggressive anti-poverty campaign. The proportion of young people attending university has quadrupled. Public health provision has brought strong gains in life expectancy. The state guarantees a minimum income for the elderly. A publicly owned bank is mitigating the effects of the credit crunch. Chile has separated political ends from means. There is nothing wrong with ideology, whether it is the conservative belief in individual freedom or the progressive view that the state must spread opportunity. Where the tired left-right debates become pointless is in confusing the preferred route with the desired destination.”

I modsætning til Chile der i de seneste 20 år har nedbragt den offentlige gæld til 0, har England (i lighed med USA, også under den “højreorienterede” Bush) akkummeleret offentlig gæld.

Jeg håber ikke at hverken USA, England (eller andre vestlige lande) har brug for en “Latinamerikansk erfaring” – eller en italiensk  – før man erkender, at Keynes glemte at medtage, at det måske nok gælder, at “in the long run we are all dead”, men det indebærer jo ikke at vores børn er det.

Opdateret:

Obamas plan er nu vedtaget og prisen er ca. 16.000 kroner per amerikaner, dertil skal naturligvis lægges renter og renters rente, når gælden engang skal betales tilbage, men til den tid er Obama selvføgelig gået på pension. Måske skulle man blot have trykt pengene og sendt dem direkte til den enkelte amerikaner, hvilket Jon Stewart slog til lyd for i The daily Show i sidste uge. Han var dog næppe klar over, at det var udtryk for monetarisme 🙂

14 thoughts on “If bigger spending and more intervention was a recipe for economic growth….

  1. Niels Westy

    Til Limagolf:Hvis du med din kommentar mener, at undertegnede skulle have været velvillig indstillet overfor den førte økonomiske politik under Bush, så er du gået helt galt i byen. Der er ingen tvivl om at den tidligere regerering bærer et stort ansvar for det nuværende morads. Kombinationen af skattelettelser og hastigt stigende offentlig forbrug var økonomisk uansvarligt nu som dengang. Og så vil jeg lige henvise til 2. halvdel af indlægget og “roserne” til Chile, som jeg i tidligere indlæg har fremhævet som en model til efterfølgelse – men fordi de har haft centrum-venstre regeringer i over 15 år gør det mig jo ikke til socialist.

    Svar
  2. Carsten Valgreen

    “hastigt stigende offentlig forbrug var økonomisk uansvarligt nu som dengang”Det samlede offentlige (sektor) underskud i 2007 i USA var på 1.3% af BNP. For hele Bush embedsperiode var det i gennemsnit 1.8%. Til sammenligning var det i under Reagan i 1981-88 3.7% af BNP i snit. Væksten i det samlede offentlige forbrug var 2.3% om året i faste priser 2001-8. Det er lidt mere end i perioden 1970-2000 (1.8%) men ganske meget lavere end under Reagan (3.3% om året). Den samlede føderale gæld var ved udgangen af Q3 40.4% af BNP. Det er noget højere end da Bush tog over ved indgangen til 2001 (33.1%) men ikke voldsomt og ikke højt hverken i forhold til amerikansk historik eller Europa. Gennemsnittet af den føderale gæld i % af BNP 1952-2008 var 38.3% af BNP. I 1988 var gælden 40% af BNP.Hvor er de “gigantiske proportioner” henne?Det er ganske bemærkelsesværdigt hvor mange myter der trives om “amerikanernes overforbrug” herunder både den offentlige saldo, offentlig gæld, betalingsbalancen (der hastigt er på vej mod nul), netto ekstern gæld, husholdningssektorens opsparingskvote og husholdningssektorens gæld.Mere grundlæggende synes jeg Niels Westys indlæg lider af det samme problem som langt de fleste indlæg om krisen på denne blog og i andre dele af det liberale miljø: Vi har travlt med at fortælle andre at deres løsninger ikke dur. Men vi har ikke ret mange selv. Denne krise har potentialet til at sende de liberalistiske ideer i mølposen og de liberale ud på politisk ørkenvandring. Hvis ikke vi har et nøgternt forhold til den og kommer med bedre forklaringsmodeller end at “det var det offentlige overforbrug” det var “politisk indblanding via Fannie Mae og Freddie Mac” og det var “Greenspans pengepolitik” så får vi næppe meget taletid. Hvad er det liberale svar på krisen? Jeg vil gerne gøre et forsøg på at skitsere et bud her på bloggen, hvis der er interesse for det.

    Svar
  3. JR

    Carsten Valgreen: “Hvad er det liberale svar på krisen? Jeg vil gerne gøre et forsøg på at skitsere et bud her på bloggen, hvis der er interesse for det.”Se eventuelt denne youtube video via 180grader:http://www.180grader.dk/nyheder/Peter_Schiff_havde_ret_-_nu_set_mere_end_en_million_gange.phpDet er et sammenklip af tv-indslag fra før krisen fra en økonom som praktiserer at investere ud fra business cycle teorien fra den østrigske skole (beklager hvis jeg er lidt upræcis i formuleringen, jeg er ikke økonom). Der er en del gode kommentarer og links nedenunder.For nu at spolere overraskelsen lidt kan man i videoen se hvordan manden vedholdende i nogle år har talt om den nært forestående økonomiske krise.Det der mangler er så at få forklaret mere i detaljer teorien bag sådanne overbevisende prognoser. Og vigtigere: at få kommunikeret ud hvad vi har i vente ud fra business cycle teorien når nu de Keynesianske redningsplaner bliver vedtaget (der er så vidt jeg har forstået en frygt blandt “østrigerne” for at dollaren ryger helt gennem gulvet). Det redder måske ikke økonomien i denne omgang, men hvis forudsigelserne viser sig at være rigtige vil det på sigt være et fortrinligt argument for at få Keynes smidt på porten.

    Svar
  4. JR

    Bare lige lidt baggrund om den østrigske skoles business cycle teori:”The government’s attempt to gain control over money (through the creation of a central bank) destroys the natural equilibrium of interest rates between savers and borrowers. Austrian School economists conclude that, if the interest rate is held artificially low by the government or central bank, then the demand for loans will be higher than the actual supply of willing lenders, and if the interest rate is artificially high, the opposite situation will occur. This pricing misinformation leads investors to misallocate capital, borrowing and investing either too much or too little in long-term projects. Periodic recessions, then, are seen as necessary “corrections” following periods of fiat credit expansion, when unprofitable investments are liquidated, freeing capital for new investment.The Austrian Business Cycle Theory also predicts that the imposition of artificially low interest rates, and the resulting increase in the supply of fiat credit, generates price inflation (often focused in capital or asset markets which employ many people). Once this monetary “boom” is in effect, often governments become fearful of a correction to the “monetary boom” given the negative employment effects of the inevitable correction. This then obliges the central bank to increase the supply of credit yet further to maintain the artificially low interest rate, thus prolonging the “fake” monetary boom and worsening the inevitable “correction” when credit expansion can no longer be sustained. In Austrian theory, depressions and recessions are positive forces in-so-much that they are the market’s natural mechanism of undoing the misallocation of resources present during the “boom” or inflationary phase. Friedrich Hayek and Ludwig Von Mises predicted the Great Depression basing themselves on their theory and Peter Schiff did it too about the U.S. housing bubble. Austrian School economists also point to the dot-com investment frenzy and the U.S. housing bubble as modern examples of artificially abundant credit subsidizing unsustainable malinvestment.”http://en.wikipedia.org/wiki/Business_cycle#Austrian_schoolIndenfor mit forskningsområde vinder den teori som kan give de bedste prognoser for fremtiden (statistisk set hvis det er ikke-lineære/kaotiske ligninger som styrer systemet – hvilket det jo også er i økonomi). Hvad siger forskningen om de økonomiske business cycle modeller: Hvilke har den største forklaringsevne? Og hvad siger de om udviklingen det næste stykke tid?

    Svar
  5. US

    Gælden kan hurtigt få vinger:http://gregmankiw.blogspot.com/2009/02/budget-balance.html@Carsten Valgren:Jeg mener der i forlængelse af din kommentar er grund til at påpege, at de officielle tal ikke fortæller hele historien om den offentlige låntagnings størrelse i perioden under Bush – og dette er bestemt ikke sagt for at forsvare manden, tværtimod. Amerikanerne bliver nødt til før eller senere at foretage entitlement reforms af sundhedssystemet, og det forhold, at Bush næsten intet har foretaget sig i sin 8 år lange præsidentperiode for at ændre på størrelsen af future liabilities, og i øvrigt har overhørt talrige advarsler fra CBO og andre, der har haft indblik i tallene -http://blog.heritage.org/2008/05/20/cbo-to-congress-reform-entitlements-now-or-the-economy-dies/- eksempelvis den i ovenstående link, taler bestemt ikke til hans fordel, når hans økonomiske politik i præsidentperioden skal evalueres. Den mangel på “rettidig omhu” som Bush har udvist på dette område vil koste meget dyrt, også selvom de penge endnu ikke figurerer så mange andre steder end i fremskrivningerne for de offentlige udgifter (/underskud).

    Svar
  6. Torben Amtoft

    til #6: efter sit genvalg i 2004 havde Bush faktisk som sin foerste indenrigspolitiske prioritet at reformere “Social Security”. Jeg kan ikke vurdere (eller huske) hvor gode hans forslag var. Men ingen demokrater, og temmelig faa republikanere, havde mod paa at tage fat paa dette meget omtaalelige emne. Saa det hele doede meget hurtigt i Kongressen.

    Svar
  7. trane

    Carsten: “Hvad er det liberale svar på krisen? Jeg vil gerne gøre et forsøg på at skitsere et bud her på bloggen, hvis der er interesse for det.”Jeg vil meget gerne læse dit bud. Vhtrane

    Svar
  8. Limagolf

    For at være bare en smule fair over for BO, skal vi så ikke huske på at 400 milliarder $ af de 800 milliarder $ er skattelettelser?Og er det ikke lidt sent for Punditokraterne at bekymre sig om offentligt overforbrug i USA, der gennem de seneste 8 år har antaget gigantiske proportioner? De 400 milliarder $ til offentligt merforbrug (primært engangsudgifter, ikke fortsatte offentlige programmer så vidt jeg er orienteret) er jo et pænt stykke under de årlige budgetunderskud republikanerne har præsteret.Just saying’/Limagolf

    Svar
  9. Niels Westy

    Til Carsten Valgren:For det første vil du vel ikke benægte at der var en kraftig vækst i de offentlige udgifter under Bush regeringen – eller hvad. Dertil skal selvfølgelig lægges at det officielle budgetunderskud kun udgør en del af det samlede underskud, plus at der ligger en række udgifter og venter, der alt andet lige vil indebære at skatten skal stige betydelig i fremtiden, med mindre man vil fortsætte med betydelige underskud.Det er mig ganske vanskeligt at se hvordan de store underskud i Reagantiden skulle være et argument for en fortsat stigende offentlig gæld på nuværende tidspunkt.Eller du vil måske mene, at USA havde været dårligere stillet, hvis skattesænkningerne under Reagan i højere grad havde været kombineret med tilsvarende udgiftssænkninger end det var tilfældet?

    Svar
  10. Carsten Valgreen

    @US Du har helt ret i at den offentlige sektors brutto gæld på mange måder er en dårlig måling af den offentlige sektors forpligtelser. For det første er der som du nævner, fremtidige indkomstgarantier såsom pay-as-you-go pensioner. Derfor er der også gjort meget for at lave “accrual based” offentlige saldi og opgørelser. Men disse saldi afhænger så lige pludselig ikke bare af langsigtet demografisk udvikling (herunder migration) men også af fremtidig politiske beslutninger. For det andet er der mange implicitte garantier. Se blot hvordan den finansielle sektors problemer kan vælte over på den offentlige balance. Der er også allehånde måder hvorpå staten kan lave sine egne små regnskabstricks. Endelig er der problemet med at vi ikke har en ide om markedsværdien af det offentliges aktiver – heller ikke en uvæsentlig ting (der er forskel på at have splinterny offentlig infrastruktur og en 30 år gammel af slagsen).Så, ja, offentlige saldi snyder, men vi har ikke noget bedre. Og sagen er at en sammenligning af fremtidige demografiske problemer afslører at de er langt mere beherskede for USA end for de fleste andre OECD lande (bla. pga emigration)Men generelt var min pointe at det bliver gentaget til hudløshed i MSM og i offentlighederne at amerikanerne er dybt forgældede, har overforbrugt og derfor har en krise. Men sagen er at det ikke er så velunderstøttet i data som det bliver fremstillet. Eksempevis er den eksterne netto stilling for USA FORBEDRET over de seneste 5-6 år (17.4% af BNP i 2007 ned fra 18% i 2001). Det antages typisk (implicit) at betalingsbalance underskud fører til stigende gæld, men det behøver jo ikke være tilfældet og har ikke været det for USA hidtil. Det er heller ikke gået op for de fleste at både den offentlige sektors saldo og betalingsbalancen er krøbet tættere på nul. Det vender selvfølgelig nu for den offentlige saldo (og ganske dramatisk endda) men i det store billede er underskuddet eller gælden ikke særligt faretruende. Husholdningssektorens opsparingskvote er steget i det seneste år, og er nu ca. det samme som for 10 år siden (og der er komplekse grunde det er for langhåret at gå ind på her til at en lav opsparingskvote ikke er det samme som stigende gæld og ikke behøver at være et problem). Den stigende gæld i husholdningssektoren i USA er dertil en brutto gæld dvs. det er en gæld som husholdningerne primært skylder til sig selv. Endelig er denne gæld ca. halvt så stor som i Danmark målt ift disponibel indkomst. Det er ikke for at underspille den økonomiske krise. Mere at sige at jeg tror den er cyklisk af natur. På en måde er den temmeligt “østrigsk”. Der er således ingen tvivl om at der var overinvestering i boligsektoren (men næppe i business equipment) i 2003-5, og at en krise var uafvendelig. Der er også meget, der tyder på at pengepolitikken spillede en stor rolle i at skabe overinvesteringerne og dermed krisen. Men at gøre det til en næsten moraliserende historie om overforbrug og kapitalismens fallit er skudt over målet.Og krisen er i det store og hele ved at være forbi. Housing starts er faldet fra 1.8 millioner om året til 0.5 millioner. Starts skal ligge omkring 1.2-1.5 millioner for at holde trit med demografi og depreciering. Eller sagt på en anden måde i de næste 3-5 år skal amerikansk boligbyggeri i hvertfald fordobles…finanspolitiske pakker eller ej ser 2010 ganske lovende ud.@LimagolfDu har ret, jeg kom til at citere offentlig nettogæld (OECD definition). Offentlig bruttogæld er ca. 20%-point højere (65% ved udgangen af Q3). Men pointen om at den ikke er høj ift sin egen historik holder. Beklager.

    Svar
  11. Limagolf

    @ Niels Westy:”Til Limagolf:Hvis du med din kommentar mener, at undertegnede skulle have været velvillig indstillet overfor den førte økonomiske politik under Bush, så er du gået helt galt i byen. “Min kommentar var ikke rettet mod dig, men der har der været forbløffende lidt kritik af den republikanske gælssætning af USA de sidste 8 år her på bloggen.Og faktisk er BO i færd med at gennemføre en af de største skattelettelser i USA nogensinde…@ Carsten ValgreenDe tal jeg har set for USA’s gæld som % af GDP ligger noget højere, omkring 70%, jeg kan godt prøve at finde et link.Og det er da bemærkelsesværdigt at mange andre vestlige lande har reduceret den offentlige gæld voldsomt op igennem 90’erne, men at det ikke har kunnet lade sig gøre i USA. At USA’s gæld er indenlandsk skyldes jo at $’ren er verdens pengestandard. Hvis USA skulle låne udenlandsk valuta og betale olie i andet end $ ville situationen se meget, meget værre ud! /Limagolf

    Svar
  12. Hans Henrik Hansen

    @#9:”Dertil skal selvfølgelig lægges at det officielle budgetunderskud kun udgør en del af det samlede underskud” – kan du kvalificere/dokumentere det udsagn?

    Svar
  13. JR

    Valgreen: “Jeg vil gerne gøre et forsøg på at skitsere et bud her på bloggen, hvis der er interesse for det.”Jeg vil også gerne høre det. Men har du overvejet en kronik eller lignende i et dagblad?Det vil naturligvis kræve en større indsats (og man må jo prioritere sin tid), men læserskaren vil til gengæld være langt større. Hvis det lykkes at få optaget en sådan vil jeg da også tro, at Punditokraterne når den kommer frem vil linke til den med et kort referat.

    Svar
  14. Superman

    @Valgreen”Jeg vil gerne gøre et forsøg på at skitsere et bud her på bloggen, hvis der er interesse for det.”Som fast læser, håberjeg bestemt du år mulighed for et gæste-indlæg, for det kunne da være interessant at høre dit syn på sagen. Og i særdeleshed at få lidt faglighed med i debatten i stedet for MSM’s trivielle snak båret frem af lidet anerkendte kapaciteter som David Trads, KarenThisted eller Per Nyholm. Der økonomiske indsigt har vist aldrig imponeret nogen, men alligevel skal vi tudes ørerne fulde af deres skriverier om kapitalismens død osv.Da Punditokraterne alligevel ikke bliver overfyldt med nye indlæg i disse tider, håber jeg der bliver plads til at du kan skrive om den økonomiske situation; både årsager, løsninger og fremtidsscenarier.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.