Vi har ofte skrevet om ulandshjælp, og især hvordan hjælpen bestemt ikke ser ud til at hjælpe. Men sjældent er det blevet gjort med så klar indlevelse, og med en lignende moralsk tyngde end af Dambisa Moyo. Denne gang er det ikke en liberal, dansk økonom, men en sort, zambiansk kvinde, der argumenterer imod hjælpen. Det er på én gang deprimerende og dybt befriende, og derfor Punditokraternes femte anbefaling til sommerferielæsning.
Moyo starter sin bog der i øvrigt indledes af superhistorikeren Niall Ferguson med en simpel observation, som holder lige så godt i Danmark som Storbritannien, USA, Frankrig eller hvilket som helst sted i den vestlige verden:
deep in every liberal sensibility is a profound sense that in a world of moral uncertainty one idea is sacred, one belief cannot be compromised: the rich should help the poor, and the form of this help should be aid
Moyo hævder i stedet, at hjælpen har gjort afrikanerne fattigere, og konkluderer fra starten, at Aid has been, and continues to be, an unmitigated political, economic, and humanitarian disaster for most parts of the developing world. Bogen er herefter en tour de force igennem afrikansk historie, ulandshjælpens værste bivirkninger, for at ende i et konkret forslag.
Moyo dokumenterer overbevisende sine påstande, blandt andet at afrikanske lande hvis de fejede en smule for egen dør uden problemer kunne få adgang til de internationale kapitalmarkeder for at låne der. Hun peger også på, at lån på en helt anden måde end hjælp er disciplinerende. Som hun understreger flere gange: Hjælp kan man få gang på gang uden at efterleve sine løfter, men hvis man lader være med at tilbagebetale et lån én gang, er løbet kørt.
Et af de befriende forhold ved bogen og dens forfatter er, at Afrika bestemt ikke er uden egen skyld. Som Moyo påpeger, er afrikanske handelsbarrierer ofte helt absurde: It is bizarre that shipping a car from Japan to Abidjan, in Ivory Coast, costs US$1500, whereas moving it from Abidjan to Addis Ababa, in Ethiopia, costs US$5000.
Hvad er da udvejen? Moyos forslag er at koordinere om ét bestemt budskab til Afrikas leder: Vi bliver ved fem år, og så lukker pengekasser. Efter det må I stå på egne fødder. Det kan synes radikalt, men efter at have læst bogen er det svært at se en anden udvej. Stærkt anbefalet!
Spændende.Har ikke læst hendes bog, men desværre kun fået læst om den.Det er egentligt et ganske interessant fænomen at det faktum at hun er sort/afrikaner (og kvinde) i sig selv er blevet et kriterie. De økonomiske argumenter og afrikas historiske udvikling er jo de samme om så hun var en priviligeret økonom opvokset i Harvard’s baghave. Ligeså med en af de andre store indenfor denne genre; Hernando de SotoSkrækken for racisme-anklager i vesten har i dag ført os til den bizare situation at man for rigtigt at kan bryde igennem medie-muren med sine budskaber om dette emne helst skal have en – for de vestlige medier – eksotisk baggrund, for ellers har man ingen troværdighed. Argumenterne er blevet det sekundære, mens den etniske/religiøse baggrund er det primære. Og sådan har den politiske korrekthed igen sikret at racismen har sejret.
Prøv at erstatte Afrikanske lande med Mellemøstlige lande, specielt Gaza og Vestbredden og hvad ser vi så ?Det samme.En befolkning som i årevis har levet af den bistand som EU og USA har ydet.Årlige, mega store donationer er flydt ind på Palæstinenserne konti og disse har ikke virket efter hensigten.Og Palæstinenserne har ikke skulle forklare hvad de har anvendt pengene til.Det skal de heller ikke fremover – og pengestrømmen fra EU fortsætter som hidtil.Det skal nævnes at det ikke er småpenge det drejer sig om, men beløb i milliardklassen som disse modtagere har formået at omsætte til …….i hvert fald ikke forbedringer af forholdene for palæstinenserne.EU betaler og stiller ingen spørgsmål.