Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

Vi Punditokrater (særligt Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede) har snart mange gange kommenteret journalistikken fra Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi. I sommer var det ex-Punditokraten Mikael Jalving, der gjorde det i Jyllands-Posten (her og her) – og forleden var det såmænd selveste Martin Krasnik, der gjorde det i Berlingske selv, af alle steder. Kender man til de mange beskyldninger mod Høi for at have et til tider lidt for nært forhold til de kilder, han støtter sig til, og kender man til Krasniks lune, kan særligt disse passager fra Krasniks anmeldelse af Høis antologi Bushland nok interessere:

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det.

For det første kunne Høi jo fx lære, at man ikke kan – eller i hvert fald ikke bør – udtale sig om udsving i meningsmålinger, når disse er mindre end den statistiske usikkerhed.  I de målinger, som Høi baserer sin “analyse” på, er Obamas “approval ratings” gået op fra 48% til 50% og fra 46% til 49%.  Da Høi ikke angiver antal respondenter, kan vi ikke vide med sikkerhed, om udsvingene er statistisk signifikante, men under en antagelse om, at der måske er cirka 1.000 adspurgte, ser det ikke ud til at være tilfældet. I bedste fald er udsvingene så små, at de næppe er større end normalen efter store taler.

For det andet, hvis man endelig ville se på Obamas popularitet ovenpå SOTU, kunne man i stedet for at ad hoc-plukke enkeltmålinger se lidt nærmere på udviklingen i et rullende gennemsnit af målingerne. Sådanne laves løbende af flere amerikanske politiske websites, fx RealClearPolitics.com og Pollster.com. Hvordan ser de så ud? Sådan her og sådan her.  Hos RCP er Obamas gennemsnitlige approval-ratings svagt stigende – men ikke med større udsving end på så mange andre dage, og faktisk blot til niveauet for et par dage siden.  Hos Pollster er de tilsvarende positiv-tal faktisk svagt faldende, mens de negative er pænt stigende!

For det tredje får Høi på sædvanlig vis smuglet en ideologisk vinkling ind – lidt på samme måde, som når man ofte kalder Fox News for “højreorienteret” eller “konservativ”, men uden at sætte ideologiske etiketter på CNN, New York Times eller Washington Post.  Sagen er her, at meningsmålingsfirmaet altid, ikke kun under valgkampe, opstiller politiske meningsmålinger som holdningen hos “likely voters” (“sandsynlige vælgere”), som er en kunstigt frembragt størrelse, hvor man for at gøre målingerne bedre til at forudsige fx, hvem der vil vinde et valg, prøver (via en model baseret i en række baggrundsspørgsmål og demografiske variabler) at frasortere de respondenter, der formodentlig ikke vil stemme.  Det samme gør (næsten) alle andre meningsmålingsinstitutter – men som regel kun under valgkampe (fordi det er dyrere at gøre på den måde. I stedet benytter stort set alle andre end Rasmussen sig af tal for enten samtlige respondenter eller for “registrerede vælgere”, altså dem der må stemme.

Rasmussen – der ved de seneste mange valg har været det mest præcise eller blandt de tre mest præcise meningsmålingsinstitutter og som af princip aldrig udfører målinger for de politiske partier – benytter sig af denne metode for at være bedst til at forudsige udfald af valg. Det er jo i mange henseender uinteressant, hvad et flertal af vælgerne mener, hvis det ikke udmønter sig i observerbar adfærd. Her er pointen så, at der som regel er en forskel: Republikanske vælgere er ofte (men ikke altid) mere “engagerede” end Demokratiske.  I 2004 var der fx mange meningsmålinger af “registrerede vælgere”, der havde Kerry som vinder, mens det blandt “sandsynlige vælgere” som regel var Bush, der førte klart.  Desuden bruger man altid computer-opkald med ensartede budskaber/spørgsmål snarere end personlige interview – for at spare på udgifterne, men samtidigt for at undgå påvirkning af respondenterne.

Her er firmaets egen – naturligvis ikke uegennyttige – opsummering af egen kvaliteter:

“Rasmussen Reports has been a pioneer in the use of automated telephone polling techniques, but many other firms still utilize their own operator-assisted technology (see methodology). Pollsters for Presidents Jimmy Carter and Bill Clinton have cited our “unchallenged record for both integrity and accuracy.”

Data from the Washington Post confirms that Rasmussen Reports was well ahead of other media coverage on the Massachusetts Senate race. In the 2009 New Jersey Governor’s race, automated polls tended to be more accurate than operator-assisted polling techniques. On reviewing the state polling results from 2009, Mickey Kaus offered this assessment, “If you have a choice between Rasmussen and, say, the prestigious N.Y. Times, go with Rasmussen!” During Election 2008, liberal blogger Nate Silver said that the Rasmussen tracking poll“would probably be the one I’d want with me on a desert island.”

In 2008, Obama won 53%-46% and our final poll showed Obama winning 52% to 46%. While we were pleased with the final result, Rasmussen Reports was especially pleased with the stability of our results. On every single day for the last six weeks of the campaign, our daily tracking showed Obama with a stable and solid lead attracting more than 50% of the vote.

An analysis by Pollster.com partner Charles Franklin “found that despite identically sized three-day samples, the Rasmussen daily tracking poll is less variable than Gallup.” During Election 2008, the Rasmussen Reports daily Presidential Tracking Poll was the least volatile of all those tracking the race.  . . .

In 2004 George W. Bush received 50.7% of the vote while John Kerry earned 48.3%. Rasmussen Reports was the only firm to project both candidates’ totals within half a percentage point by projecting that Bush would win 50.2% to 48.5%. (see our 2004 results).”

“Problemet” med forskellene mellem maskiner/interviewere og sandsynlige/registrerede vælgere – hvis man kan kalde det det – er så aktualiseret af, at Republikanske vælgere for tiden er godt “tændte” – og at Rasmussens målinger af amerikanske (“sandsynlige”) vælgeres syn på Obama og partivalg derfor p.t. ser rigtigt dårlige ud for Demokraterne, og dårligere end i en række andre målinger (foretaget blandt alle respondenter eller blandt “registrerede vælgere”).  Det har fået en række Demokrater til at angribe Rasmussen voldsomt for at være “Republikanske” – desuagtet at firmaet altså aldrig har udført opgaver for GOP, desuagtet at dets grundlægger (som den eneste i branchen) aldrig har været partipolitisk aktiv, og desuagtet at firmaet er blandt branchens absolut mest præcise.

Det er desværre samme form for ræsonnement, Høi benytter sig af her, når han siger, at Rasmussen har en “metodik” med “en republikansk [sic!] tendens” – omend det i så fald ville være lige så korrekt (eller lige så ukorrekt) at sige, at fx Gallup har en “metodik med en Demokratisk tendens”.

Der kan faktisk rettes god kritik mod overhovedet at benytte sig af en konstruktion som “sandsynlige vælgere” – ligesom der kan rettes kritik mod at vægte data i meningsmålinger (hvilket alle gør), men i så fald gælder den alle institutter, ikke kun Rasmussen.  Det er bare kun sidstnævnte, der altid bruger “sandsynlige vælgere” (snarere end kun under valgkampene).  Måske fordi Rasmussen har været god til at udvikle denne teknik til dagligdags brug, var man det første meningsmålingsfirma til at opdage, at Scott Brown var på vej til at vinde senatsposten i Massachusetts – ligesom man i 2007-08 var de første til at opdage, at Obama halede ind på Hillary Clinton.

Måske Høi har ret i, at Obama nyder godt af stigende tilslutning for øjeblikket. Vi ved det bare ikke – og det gør Høi heller ikke.  Men fravær på viden er jo ikke altid en forhindring for at have en mening eller skrive en avisartikel.

1 thought on “Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

  1. Jacob Hedegaard

    Synes Krasniks kritik er skarpere i det afsnit, hvor han hudfletter Høis danske med en let undertone af, at det er oversat fra engelsk, snarere end Høis egne skriverier.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.