Udviklingsminister Søren Pind har forleden barslet med planer om, hvordan han vil omlægge den danske ulandsbistand. Planen er ganske simpel: Hvis lande ikke kan demonstrere, at der sker ændringer, vil den danske bistand blive reduceret. Tanken er dermed (øjensynligt), at et land som Tanzania vil få væsentligt mindre bistand, medmindre de kan demonstrere at de tager deres korruptionsproblem alvorligt og rent faktisk gør noget ved sagerne. Det samme gælder en række andre forhold, men eksemplet er selvfølgelig ikke valgt tilfældigt. Den tidligere minister Ulla Tørnæs hævdede hårdnakket, at Danmark ikke støttede korrupte regimer, mens vi andre – fnysende – kunne konstatere, at Tanzania var og stadig er blandt verdens allermest korrupte regimer, og at der ikke synes at være nogen egentlig vilje til at gøre noget ved det. Hvis man som toppolitiker nyder godt af store bestikkelser, hvor er incitamentet til at bekæmpe korruption? Med Pinds ændring kan der vise sig at komme et sådant incitament.

Ikke overraskende deler planen vandene blandt eksperter og højprofilerede praktikere. Kristeligt Dagblad bragte i går en artikel hvor flere af disse, inklusive undertegnede, udtalte sig (læs her). Nogen påstår, at sådan her det været i årevis, men hvis det er tilfældet må man da spørge sig selv, hvorfor intet har ændret sig? Danmark støtter stadig massivt korrupte regimer, ligesom flere programsamarbejdslande – for at sige det pænt – er tvivlsomme demokratier. Andre, blandt andet Christian Friis Bach, vurderer at planerne for at det rent praktisk bliver gennemført er stort set lig nul.

Min egen vurdering af Pinds plan er ganske positiv. Modtagere af ulandsbistand har i årtier næsten kunnet gøre hvad de ville, uden at det påvirkede hvor meget de fik. Konsekvensen har, som dokumenteret af bl.a. Stephen Knack, været at større ulandsbistand betød mindre chancer for grundlæggende reformer som f.eks. styrkelse af retsvæsenet eller demokratiserende ændringer. Andre studier har peget på hvor pengene effektivt ender, og med dybt deprimerende resultater. Hvis Pind og andre får held til at gennemføre troværdige krav til modtagerlandene, vil der i det mindste snige sig en anden slags konsekvens ind i den politiske kalkule i den tredje verden.

Spørgsmålet er dog også, om det har indenrigspolitisk gang på jorden at stille krav. For at se pointen er der to potentielle situationer, man skal forestille sig. Situation nummer et er den, hvor land x ikke opfylder selv simple krav til at modtage dansk ulandsbistand. Regeringen melder derfor ud, at x ikke længere får 400 millioner næste år, men en reduceret bistand på 200 millioner. Det mest sandsynlige scenario er, at oppositionen og en række ulandsorganisationer (læs: særinteresser) tegner et billede i medierne af en regering, der ’stjæler fra verdens fattigste’. Der skal en regering med stærk rygrad til at modstå den slags kampagne. Situation nummer to er en, hvor en regering succesfuldt reducerer bistanden til et eller flere lande. Medmindre det vil betyde en reduktion i den samlede danske bistand – en situation som er særdeles følsom i Danmark – må man omfordele pengene så man giver endnu mere bistand til andre programsamarbejdslande. Spørgsmålet er, om det vil være muligt – kan man finde nok udviklingsprojekter, der giver nogen økonomisk eller social mening?

Uanset hvilken situation, man ender i, giver det indenrigspolitiske problemer. Man må dog rose Søren Pind højt for at turde – og gide – at tage et opgør med den måde, man har givet ulandsbistand indtil nu. Men hvis han mener det helt alvorligt, og kan få sine udenrigsministerielle underordnede til at makke ret, er det ikke det eneste opgør, han kommer til at tage.