Driver iværksættere produktivitetsfremskridt?

For tre år siden gjorde Nicolai Foss og jeg et stykke forskning færdigt for Cepos. Papiret, der blev forsøgt latterliggjort af Erhvervsministeriet, viste at velfærdsstatsforhold tydeligvis underminerer folks incitamenter til at blive iværksættere. Det blev året efter publiceret i det videnskabelige tidsskrift Public Choice – et faktum jeg har hygget mig fint med, efter at være skreget ud som en elfenbenstårnsforsker og andet af Bendt Bendtsens lakajer.

Nu er Nicolai og jeg vendt tilbage til emnet og har spurgt os selv, om iværksætteraktivitet så har de konsekvenser, vi håber på. Teoretisk burde en større mængde af iværksættere en mere dynamisk, økonomisk udvikling. En væsentlig konsekvens af det ville være, at lande med mere aktivitet burde være klart mere produktive end lande med mindre aktivitet. Vi har sammenlignelige data fra 25 lande, arrangeret i seks femårs-perioder, for både mængden af iværksættere og total faktorproduktivitet.

Og der er ingen overraskelser i hovedhistorien! Svaret er ja, større iværksætteraktivitet fører til større produktivitet, og dermed i sidste ende større velstand. Vores resultater viser også, at afkastet af den marginale iværksætteraktivitet er større, jo højere skatter og større direkte offentlig intervention, der er i økonomien. Nicolai og jeg mener ikke, at det er overraskende – det vides fra tidligere studier, at disse forhold ødelægger meget aktivitet, så den der er tilbage, må nødvendigvis være ekstra produktiv. Alt i alt er det ikke just gode nyheder for tilhængere af velfærdsstaten (dvs. 95% af alle danske politikere). Hele papiret kan downloades i konferenceudgave her.

7 thoughts on “Driver iværksættere produktivitetsfremskridt?

  1. Ramon Harud

    Nicolai og jeg mener ikke, at det er overraskende – det vides fra tidligere studier, at disse forhold ødelægger meget aktivitet, så den der er tilbage, må nødvendigvis være ekstra produktiv.

    Jeg kan ikke se den logiske sammenhæng, ordet nødvendighed indikerer. Det kræver i hvert fald lidt mere viden om de forskellige destruktive mekanismer, end indlægget deler.

    Hvis man eksempelvis anskuer det på iværksætterstadiet, henviser du selv til manglende incitamenter til at blive iværksætter som grunden til den lavere aktivitet i et land som Danmark. Det bevirker ikke nødvendigvis, at det kun er iværksættere, der på sigt vil drive ekstra produktive virksomheder, der springer ud i det. Der er måske en lille effekt, men mig bekendt er en relativt stor del af dansk iværksætteri, hvad man kan kalde for småiværksætteri.

    Du må meget gerne uddybe, hvordan højere skatter og større direkte offentlig intervention i økonomien fører til survival of the fittest for virksomhederne i landet.

    Jeg er heldigvis ikke økonom, så jeg kan tillade mig at skyde fra hoften. Kan det være, at højere skatter og større direkte offentlig intervention i økonomien i stedet understøtter et større afkast af den marginale iværksætteraktivitet eksempelvis gennem bedre infrastruktur, højere uddannelsesniveau eller et mere fleksibelt arbejdsmarked? Jeg vil blive meget overrasket, hvis et højt skatteniveau ikke både har konstruktive og destruktive bidrag til aktiviteten og produktiviten.

    Men okay, hvis jeg forstår dig ret, er tallene uanset hvad stadig dårligt nyt for tilhængere af velfærdsstaten. Lige nu. Hvor almengyldigt er resultatet? Der må jo have været tider, hvor det, jeg netop har kaldt konstruktive bidrag, har været de væsentlige for Danmark. Eller har Danmark virkelig holdt en flot international position på trods af velfærdsstaten?

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Ramon skriver: “Det bevirker ikke nødvendigvis, at det kun er iværksættere, der på sigt vil drive ekstra produktive virksomheder, der springer ud i det. Der er måske en lille effekt, men mig bekendt er en relativt stor del af dansk iværksætteri, hvad man kan kalde for småiværksætteri.”
    Det er helt korrekt, men sådan er det. Man kan simpelthen ikke forudse, hvilke nystartede foretagender, der bliver en succes og derfor vokser. Hvis nogen er i tvivl – f.eks. folk fra Erhvervsministeriet – kan jeg anbefale at læse Kirzner eller Baumol. Mange andre bliver ved med at være småt, men kan sagtens være nationaløkonomisk vigtige, hvis de leverer til anden virksomhed. Deres blotte eksistens holder også anden virksomhed mere produktiv pga. det konkurrencepres, de leverer.
    Mht. dine tanker omkring at velfærdsstaten kan producere andre ‘ydelser’, der understøtter erhvervslivet, er det et almindeligt rationale for alle stater. Det må bare huskes, at velfærdsstater som Danmark faktisk ikke er særligt gode til f.eks. infrastruktur eller uddannelse. Den type stater er store pga. at de leverer alt muligt andet end kerneydelserne. Så i praksis er det heller ikke et argument.

    Svar
  3. Peder Bisgaard

    Den nedenfor anførte tabel fra rapporten viser meget store forskelle mellem de nordiske lande – alle lande med en udstrakt grad af “velfærdsstat”. Hvordan forklarer Bjørnskov at Danmark har en af de laveste TFP og Sverige en af de højeste?

    Appendix Table A1
    Country TFP

    Australia 90.03
    Austria 97.08
    Belgium 109.62
    Canada 90.04
    Denmark 82.28
    Finland 87.45
    France 97.31
    Germany 90.31
    Greece 88.46
    Hungary 79.71803
    Ireland 116.0325
    Italy 99.25532
    Japan 78.8252
    Mexico 64.66338
    Netherlands 93.81124
    New Zealand 68.90311
    Norway 95.09719
    Poland 67.71223
    Portugal 84.99915
    Spain 100.4915
    Sweden 99.07012
    Switzerland 76.69347
    Iceland 96.07635
    United Kingdom 99.54288
    United States 100

    ———————-

    Efterskift/Opinionated comment:

    Nu ved jeg godt at Bjørnskov og Foss af ideologiske grunde kan tænkes at være imod “Velfærdsstaten” som sådan, men viser tallene ikke at Sverige har fundet ud af et eller andet for at få “humlebien til at flyve” – og at eftersom der herhjemme er konsensus i befolkningen om at bevare velfærdssamfundet – som jeg foretrækker at kalde det – at det så ville være klogt at nær-studere hvad Sverige gør bedre end os.

    I sin egenskab af Professor i økonomi vil jeg gerne afslutte med at rette et konkret spørgsmål til Bjørnskov: Hvordan influerer en flydende vekselkurs på TFP? En flydende vekselkurs som Sverige, Norge og Island har fungerer jo som shock absorber [ ~støddæmper] i krisetider, og er noget som små lande kan tillade sig, uden at der bliver lagt så meget mærke til det. Det hævdes ofte at det er usolidarisk og at det er udtryk for en Beggar thy neighbour -indstilling – og naturligvis vil det gå ilde hvis alle devaluerede – men som nævnt er vore lande så små (og vi er med vore velfærdssamfund afhængige af et store inflow af kontanter til statskassen, at ingen ville lære sig synderligt om det, hvis vi gjorde det samme som de tre andre nordiske lande. Læg mærke til at Finland, der ligesom os er hæmmet af en tilknytning til EUR ligger næsten på samme lave TFP-niveau som os

    Svar
  4. Peder Bisgaard

    Udvidet argumentation
    En flydende vekselkurs er en ting som et lille land kan tillade sig, og det gør at der kommer flere penge ind i statskassen*, sådan at skatter og afgifter så ikke behøver at være så eksorbitant høje som i Danmark.
    Høje skatter og afgifter og dermed forbundne høje priser på ydelser som f.eks revisor-bistand (revisoren er selv udsat for et højt skattetryk og ser sig nødsaget til at skrue prisen på sine ydelser i vejret) virker i den grad hæmmende på iværksætteraktiviteten.

    —-
    *)
    Foruden naturligvis til iværksætteren selv hvis han sælger til udlandet – det vil sige han kan nå break even før.

    Svar
  5. Ramon Harud

    Christian, det kan godt være, min første kommentar forsvandt lidt i polemikken. Den kan jeg altid vende tilbage til, men jeg er faktisk oprigtigt nysgerrig angående den sammenhæng, du antydede.

    “Nicolai og jeg mener ikke, at det er overraskende – det vides fra tidligere studier, at disse forhold ødelægger meget aktivitet, så den der er tilbage, må nødvendigvis være ekstra produktiv”.

    Med fare for et terminologisk clash, opfatter jeg påstanden som, at det især er den mindre produktive aktivitet, der lider under høje skatter og andet. Er det rigtigt? Og i givet fald, hvorfor er det sådan?

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    Ramon, et hurtigt svar på dit spørgsmål. Det er ikke sådan, at det er de mindre produktive der lider mere under høje skatter, i en absolut forstand. Alle lider, men det er de mindre produktive, der bukker under. Jo mere man hæver skatterne, jo større bliver chancen for at de ekstra udgifter får bundlinjen til at gå i minus. Det er ret simpelt.

    Svar
  7. Ramon Harud

    Okay, ja, tjo. Ret simpelt, er nok så meget sagt, hvis man også gerne vil forstå bagvedliggende mekanismer.

    Men tillykke til Danmark med trods alt at have overlevet så vidt.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.