Grækenland har for få dage siden fået sin anden hjælpepakke fra EU og IMF, denne gang på 813 milliarder kroner. Samtidig er europæiske politikere i gang med at skrue en slags gældsomlægning sammen. Et af elementer er, at en ikke nærmere bestemt andel af de græske obligationer lægges om til en længere løbetid og lavere rente. Markederne har ikke reageret specielt positivt, selvom mange EU-politikere gør hvad de kan for at forsikre dem om, at Grækenland skam ikke går bankerot og at alle får deres penge igen. Hvis markederne troede på dén historie, ville man forvente at renterne på græske statsobligationer faldt i takt med at græske obligationer blev opfattet som et sikrere papir end for en måned siden.
Men markedet som helhed regner stadig med en form for statsbankerot som det mest sandsynlige scenario, ligesom de credit rating agenturer, som EU-værket hader så voldsomt, også stadig regner græske (og portugisiske og irske) obligationer som ’junk’. Og man skal heller ikke tænke længe for at se, at omlægningen til lavere rente og længere løbetid faktisk er en lille begyndelse på en græsk gældssanering – investorer bliver ’snydt’ for den risikopræmie, de stadig regner med er rigtig (over 200 milliarder kroner). Det helt store problem er selvfølgelig, at ikke bare tyske og franske banker, men også den Europæiske Centralbank har store beholdninger af græske (irske og portugisiske) statsobligationer.
Hvis – og det betyder når – Grækenland og muligvis to andre EU-lande mere officielt vælger at gå statsbankerot, står ECB med et meget stort problem: De vil have tabt en stor del af deres penge, og vil få behov for en delvis rekapitalisering. Det vil med andre ord betyde, at eurozonelande, der er i stand til at gøre det, må skyde flere penge i den fælles centralbank. Idet ECB i praksis har finansieret det græske overforbrug, da markedet ikke længere ville gøre det til politisk acceptable renter, vil en rekapitalisering fra de bedre fungerede eurolande ganske enkelt betyde, at de har betalt for problemlandenes overforbrug.
Og dermed er vi ved problemets kerne: EU fungerer nu i praksis som en transfer union. Man overfører tydeligvis midler fra bedre stillede – læs: Finansielt ansvarlige lande – til problemlandene. Den finansielle stabiliseringsfond søger man fra EU’s side at gøre væsentligt større og ændre den til en fast institution, hvilket også vil betyde en vis automatik i overførsler mellem EU’s stater. Næste skridt, som en del kommentatorer og politikere argumenterer for er ’nødvendigt’, er at indføre en vis grad af fælles finanspolitik styret fra overstatsligt plan.
Reuters rapporterede den 22/7, at Tysklands kansler Angela Merkel er stærkt imod indførslen af en formel transfer-ordning. Ved et pressemøde sagde hun bl.a. at “a transfer union would be an automatic financial balancing … and this shall not happen according to my conviction.” Spørgsmålet er blot, om Merkel og Sarkozy mener det, eller om de i højere grad forleder deres egne vælgere til at tro, at det ikke allerede er sket. Det er svært at tro, at de ikke forstår hvad der er ved at ske med den fælles valuta. Dilemmaet er dette: Hvis man vælger at beskytte euroen ved at fastholde, at ingen lande kan gå statsbankerot og dermed forlade euroen (en bankerot indenfor euroen er ikke mulig), indebærer det at den nuværende situation bliver permanent. Ansvarlige lande vil dermed permanent finansiere underskud i uansvarlige lande, og hverken de i forvejen uansvarlige lande eller de bedre stillede vil få andet end svagere incitamenter til at føre fornuftig offentlig finans- og udgiftspolitik. En de jure eller de facto transfer union vil ganske enkelt underminere politikerne tilskyndelse til at opføre sig ansvarligt.
Scenario nummer to er, at man vælger at lade Grækenland og sandsynligvis mindst ét andet euroland gå bankerot og forlade euroen. Frygten er, at hvis et land forlader euroen efter en mere eller mindre ordnet statsbankerot, vil andre følge efter, da det er en ’lettere’ måde at løse problemerne. Man vil derefter stå med det samme behov for rekapitalisering af ECB, men med en mindre eurozone. Fra EU-side er man således skrækslagen for, at denne situation vil føre til euroens sammenbrud, i det mindste som troværdig, international reservevaluta.
Valget er således mellem pest og kolera. Fra EU-politisk side er det et forholdsvist enkelt valg: Euroen skal bestå, så man bliver nødt til at gøre EU til en transfer union. Men dette valg er hverken populært eller politisk bæredygtigt, for hvem tror at menige tyskere, hollændere, briter, eller for den sags skyld danskere eller franskmænd vil finde sig i permanent at blive politisk bestjålet af dysfunktionelle, uansvarlige medlemsstater?
UPDATE: Moody’s har her til morgen igen sænket deres kreditvurdering af Grækenland. Berlingske skriver, at private investorer kan se frem til store tab, og at ”når der kommer en restrukturering af den græske gæld, så vil Moody’s definere det som, at den græske stat ikke tilbagebetaler hele sin gæld”
EU er jo bare den velfærdsstat som vi har i DK, blot ført ud over et større område.
Det må falde de fleste danskere naturligt at betale for GISP landene, vi betaler i forvejen til lignende individer i landet, hvorfor så ikke gøre det samme for GISP landene?
Jeg tror der må være et sammenstød mellem nationalisme og omsorgstrang, ellers ville vi jo juble over at få lov at betale GISP landene for deres utilstrækkelighed.
@uffe
Du glemmer at vi i det mindste “vælger” de politikere som ødsler penge væk i vores eget land!
Hej Pelle.
Du har muligvis ret, men det vigtigste er trods alt at tage fra de rige og give til de inkompetente.
HVorfor kan man ikke have en statsbankerot indenfor Euroen. Så længe statskassen og den pengeudstedende myndighed (nationalbank) er separate enheder, så burde statskassens misligholdelse principielt set ikke være et anderledes problem end en tilfældig borgers.
Læser jævnligt the Telegraph og har savnet Evans-Pritchard medens han var væk.
At den græske stat vil misligholde sine forpligtelser kan der vel næppe være nogen tvivl om længere, allerede fordi dens kreditorer bliver tvunget til “frivillige løbetidsforlængelser”.
Spørgsmålet til Christian var imidlertid om dette pr. definition nødvendiggør en udtræden af Euroen. Det kan jeg ikke umiddelbart se, men jeg er heller ikke fagmand.
Når du trækker denne adresse
http://www.telegraph.co.uk/search/?queryText=ambrose&Search=Search
hen til din bogmærkelinie fylder den jo temmelig meget. Men det er blot at højreklikke og under ‘egenskaber’ slette al teksten, sådan at du kun har ikonet fra Telegraph tilbage.
Selvfølgelig er dette udsagn korrekt, som Ambrose citerer i artiklen fra i går, d. 3. august, og gengivet ovenfor: We can’t all devalue together and export to Mars,” said Jamie Dannhauser from Lombard Street Research.
Men for et lille land — som samtidig bærer rundt på en tung og dyr velfærdsstat — gælder det om at sno sig, og sagt lige ud: ekstrahere så mange skejser som muligt fra verdensøkonomien. Det er da muligt at realiteterne indhenter os en dag ligesom de måske vil gøre i Sverige, men det er da utilgiveligt dumt PÅ FORHÅND at udelukke sig fra de ekstra kroner, som en fleksibel valuta indebærer. Selvfølgelig er det også vigtigt HVAD det øgede provenu bruges til, og måske kan vi allerede nu enes om at lægge noget af det til side i en pensionsfond?
I den danske politiske kontekst er det nok vigtigt at have et klart mål som alle er enige om, og kan gå ind for, og frygten er jo at en S-ledet regering vil devaluere og så bruge det ekstra provenu på en uansvarlig måde.
Konservative og Venstre har altid været rædde for at oprette fonde, fordi de frygter hvem som en skønne dag vil sidde i spidsen for dem. Men en sådan frygt er efter alt at dømme overdrevet, for det er blot et spørgsmål om i fundatsen at sikre at bestyreren kan fyres af den øvrige bestyrelse, hvis han ikke kan skaffe forrentning nok. Dette vil sikre mod at en socialistisk bestyrer begynder at dele penge ud til LO-skolen i Helsingør, eller hvad han nu kunne finde på.