Skandalerne vælter for tiden ud af skabene hos Skat. Adskillige skatteministre, ikke mindst Kristian Jensen, er ansvarlige for at have siddet advarsler overhørige i forbindelse med den seneste skandale om ejendomsvurderinger. Men uanset hvad der ellers sker, er det den nuværende skatteminister, SF’s tidligere leder Holger K. Nielsen, der sidder med ansvaret for at redde trådene ud. I stedet slipper han af sted med aldeles absurde udtalelser og synspunkter. Her er to eksempler.

På dagen, da det kom frem at Skats ejendomsvurderinger, som man baserer ejendomsskatter på, var både voldsomt upræcise og systematisk for høje, afslog ministeren sagens alvor med følgende argument. 1) At det ikke var muligt at ramme vurderingerne mere præcist, for ejendomsmæglere i et show på DR kan ikke ramme rigtigt. 2) At der derfor ikke var noget egentligt problem, fordi selvom nogen betalte for meget, var der jo andre, der betalte for lidt i skat.

Argumentet er for det første rendyrket nonsens, ikke mindst fordi Skat faktisk skal ramme en vurdering i underkanten af markedets vurdering. Så i forhold til markedets vurdering skal borgerne faktisk betale mindre, mens 41 % faktisk har betalt for meget i skat. For det andet handler hele sagen om, at Skat helt har ignoreret borgernes krav på retssikkerhed. I den kontekst er det helt ligegyldigt, om nogle borgere ender med at betale mindre skat, end markedsvurderingen ville tilsige. Det eneste vigtige retssikkerhedsmæssige aspekt er, at staten ikke må snyde borgerne. Og når 41 % tydeligvis betaler for meget – uden at problemet bliver løst – er der et stort problem. Det kan helt absurde Holger K’s gennemsnitsargument ikke skjule.

Den anden absurditet kom forleden aften, da ministeren overfor TV2 News fastholdt, at det nu gjaldt om at genoprette borgernes tillid til Skat. Øjensynligt mener ministeren, at det primært er borgerne, det er galt med, og hvis de igen lader sig lulle ind i en tornerosesøvn af naiv tillid til landets mest magtfulde myndighed, er alt godt. Det er det også for en minister, hvis eneste mål synes at være at indkræve så store midler fra borgerne som muligt.

Men ret beset er det den omvendte verden at mene, at borgerne bare skal sørge for at stole på Skat efter den strøm af skandaler, der har omgivet myndigheden det sidste år. At kræve, at borgerne skal ’genoprette’ deres tillid til Skat, efter det er kommet frem at skatteministeriet og Skat København åbenbart har samarbejdet om at holde centrale forhold hemmelige for ombudsmanden, er ikke mindre end absurd. I enhver rimelig verden – og enhver rimelig politisk optik – gælder det nu for Skat og ministeriet om at stramme praksis og overholdelsen af basal forvaltningsskik så meget op, at de gør sig fortjent til borgernes delvise tillid igen. I Holger K’s planøkonomiske Omvendtslev er det dog altid borgerne, der tager fejl og skal rette ind, og aldrig staten eller politikerne.