Vi skrev forleden om det særlige i folks tillid til nationale institutioner og til EU, og hvordan den relative tillid reflekterer forskellige befolkningers holdning til EU-integration. Dagens billede reflekterer det samme, men fra en lidt anden vinkel: Hvor meget korruption er der i et EU-land, og i hvor høj grad stoler de på EU-institutioner i stedet for landets egne. Spørgsmålet er særligt problematisk fordi lande, der er særligt villige til at overføre suverænitet og politiske beslutninger til Bruxelles, sandsynligvis også har større indflydelse på, hvad der faktisk gennemføres og implementeres.

Figuren nedenfor demonstrerer sammenhængen mellem bestikkelse og korruptionsproblemer, målt med Transparency Internationals CPI (hvor 100 er helt uden bestikkelse), og den relative tillid til EU-institutioner. De røde markører er eks-kommunistiske medlemmer, de sorte er kandidatlande, de blå Vesteuropa, og af dem er de stribede lande, der tilhører den traditionelle liberale gruppe. Figuren demonstrerer relativt klart, sammenhængen fra forleden også gælder korruptionsproblemer. Den viser dog også, at den liberale gruppe, der klart foretrækker mindre regulering, mindre centralisering, og markante reformer af landbrugs- og handelspolitikken, ikke ligefrem er repræsentative for EU. Mens gennemsnitskorruptionen i gruppen er 77, er gennemsnittet for resten af EU 57 – dvs. hele 20 point værre.

Det bekymrende kan således være, at de lande, der kan risikere at kendetegne en yderligere integrationsproces som Jean-Claude Juncker tydeligt har argumenteret for som det rigtige respons til Brexit, er dem med de mindst rene institutioner og politikere, og de ringeste hjemlige politikker. De er også de lande, der (som jeg viste i en artikel for nogle år siden) har de også de effektivt højeste tekniske handelsbarrierer. Går man i retning af yderligere centralisering af beslutninger i EU, er strukturen af de indflydelsesrige lande og deres traditioner foruroligende.