I kølvandet på redaktør Bjørnskovs indlæg om, hvor idiotisk protektionisme er, og Niels’ indlæg om vindere og tabere ved frihandel, kommer her et 17 minutters indlæg fra amerikanske NPR om “The Jones’ Act”, der regulerer carbotage i USA.
Loven kræver, at al varetransport med skib i USA skal ske med skibe, der er bygget i Amerika og sejler under amerikansk flag, har en amerikansk ejer og en amerikansk besætning. Det er et smukt eksempel på en protektionistisk regel, der gavner en endog ganske snæver gruppe af særinteresser på bekostning af handlende på især Hawaii, Puerto Rico osv.
Men står det meget bedre til her i Kongeriget? I Grænland har ét rederi monopol på al søtransport til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer.
Uden at have undersøgt det dybere, vil jeg tro monopolet på grønland, er koblet sammen med en forpligtigelse til en service som gælder bredt, så det ikke kun er Nuuk som har adgang til søtransport. Det har sikkert været fint omkring det tidspunkt hvor loven blev vedtaget.
Lidt det samme med PostDanmark (eller hvad de nu hedder), som har monopol på at uddele breve, mod at de leverer en mindste service til alle. Et service niveau, som nu er blevet rullet tilbage til Christian IV tid.
Jeg vil ikke kalde disse monopoler for protektionisme, nærmere utilitarisme, hvilket heller ikke tjener sig hjem. Men det er meget udbredt at politikerne, løser et “problem” ved at lade anden produktion betale for det.
Præcis, Flarup.
Enig, det er ret præcist. Det særlige er, at da man i 1930-1950erne skabte disse monopoler, havde politikerne og en række driftsøkonomer en stærk tro på ‘stordriftsfordele’. De overvurderede stærkt fordelene ved stordrift, overså koordinationsproblemerne i store organisationer, og ignorerede villigt de ellers meget velkendte problemer med monopoler. Man troede ganske enkelt på, at politisk styring kunne overkomme monopoltabene. Det tragiske er naturligvis, at public choice-traditionen, der blev grundlagt omkring samme tidspunkt, så tydeligt pegede på, at alle disse problemer blev forstærket af rent-seeking: Når der er politisk kontrol, skal monopolerne blot lobbye centrale politikere for at få ekstra beskyttelse, støtte osv.
Tiden var vel til stordrift. Den gang skulle en virksomhed helst producere både synåle og motorcykler. Det var vel først i 80’erne, det for alvor begyndte at ændre sig, og produktionerne blev skilt ud.
For private virksomheder var fokuseringen på færre produkter og outsourcing af andre ting en udvikling, der nok startede en gang hen i 70erne. Men for offentlige organisationer er fejltagelserne omkring de påståede stordriftsfordele en erkendelse, er starter allerede først i 60erne med bidrag fra f.eks. Buchanan og Tullock, Ostrom og Niskanen. De erkendelser kommer som et resultat af, at det bliver meget tydeligt hvor ringe, en lang række offentlige organisationer virker. Og man skal også huske på, at ideerne om at lave alt muligt ‘in-house’ pga. påståede stordriftsfordele er noget, der først rigtigt dukker op i 10erne og 20erne med f.eks. Ford.