Forleden skrev min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen om public choice-indsigter i forskellen på at tabe i politik og økonomi. Otto skrev hvordan demokratiske beslutninger muligvis er at foretrække – vel at mærke af andre end rent moralske grunde – fordi ”demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati.” Det kan f.eks. ske, når partier danner en ”minimal vindende koalition”, dvs. finder den kombination med færrest mandater, men stadig over 50 %, der kan give en aftale med flertal. Et af problemerne i demokrati er dog, at med en ny politisk situation efter et valg, kan der hurtigt opstå nye koalitioner, der vil af med politikken. Når politik bliver mere kompleks, kan det også blive ganske svært at samle flertal for noget som helst. I den optik burde demokratiske beslutninger derfor være aldeles ustabile. Rent empirisk er de dog ofte mere stabile end autokratiske beslutninger, hvilket skabte et logisk problem for studiet af demokrati.

I 1981 udgav Gordon Tullock en artikel, der angreb problemet med kølig logik under titlen ”Why so Much Stability?”. Tullocks forklaring er næsten rørende simpel, men på samme tid også bekymrende. Hans forklaring starter med situationen, hvor et parti søger at få flertal for et forslag, som andre partier ikke ønsker at stemme for. De andre partier har dog også forslag, som de gerne vil have gennemført, men ikke kan finde flertal for. Medmindre de kan overbevise andre partier om at stemme for deres forslag, bliver intet gennemført. I denne situation vil et demokratisk system dermed muligvis tage for få beslutninger.

Tullock pegede på, at partier ofte kommer ud af klemmen gennem det, der på engelsk ofte kaldes ”log-rolling.” Man laver en aftale, hvor Parti A stemmer for Parti Bs forslag mod at B også stemmer for As forslag. Det særlige er, at de to forslag ofte intet har med hinanden at gøre, men blot er betaling for noget andet. Det, som i dansk journalistik kaldes ”kompromisets kunst”, er således i Tullocks optik en mekanisme, der ofte fører til væsentligt for mange beslutninger, og en række beslutninger som et relativt lille mindretal virkelig har interesse i. Demokratiske institutioner træffer med andre ord en masse beslutninger, som meget få faktisk vil have. Processen stabiliserer dog de enkelte beslutninger, da en større log-rolling aftale ikke kan ændres uden at mange interesser trædes over tæerne.

Tullocks log-rolling peger også – på en lidt pudsig måde – i retning af at forstå, hvorfor ikke alle aftaler bliver lavet med minimale vindende koalitioner. Ganske mange politisk aftaler, og måske i særlig grad i de nordiske lande, laves med såkaldte supermajoriteter, dvs. med langt flere stemmer end der egentlig var behov for. En af flere grunde, der er beskrevet i public choice-litteraturen, er at de umiddelbart for store – og dermed for dyre – flertal, skyldes at demokratier har en naturlig ustabilitet indbygget: Situationen er altid anderledes efter de næste valg. Hvis man skal sørge for, at et kompromis er stabilt efter næste valg, må man sikre sig ekstra stemmer for det, så almindelige vælgerbevægelser ikke skaber et flertal imod kompromiset.

På den måde viste Tullock, at en mekanisme, der skaber stabilitet i demokratiske beslutninger, også ofte gør dem uforholdsmæssigt dyre. Parti As vælgere kan måske være tilfredse med, at forslag X blev gennemført. Men de kommer også til at betale for forslag Y, Z, V og W, uden at de har en interesse i det. Log-rolling gør som oftest demokratier til dyre fornøjelser for almindelige vælgere, men slaraffenland for særinteresser, de kun skal overbevise et enkelt parti.