Vi har tidligere beskæftiget os med vælgerparadokset i forbindelse med sommerserien om public choice her på stedet. Det er spørgsmålet om, hvorfor og med motiver vælgerne stemmer.
Ved kommunevalget opstod der en interessant forskel på tilslutningen til Alternativet i henholdsvis København og på Frederiksberg, når man sammenligner med folketingetsvalget i 2015. Spørgsmålet er, om det kan have noget med vælgerparadokset at gøre? Det har jeg skrevet et lille stykke om på Altinget.
Det er vigtigt at understrege – som jeg også gør i artiklen – at det kun er én af flere mulige hypoteser. Og at når jeg ser på Alternativet, er det, fordi det er et nyt parti uden kommunal repræsentation i de to kommuner frem til kommunevalget. Men interessant er mønstret altså.
Jeg tillader mig at kryds-poste min kommentar til debatindlægget på Altinget.dk:
Gik Alternativet overhovedet til valg på at ville sænke skatten?
Alternativet, i hvert fald i København, gik ikke til valg på en højere skatteprocent (https://www.b.dk/nationalt/alternativet-klar-med-sin-store-plan-for-koebenhavn-vi-skal-arbejde-mindre-og). At man så kan anføre, at det vil være en naturlig følge af den politik, de ønsker at føre, er noget andet. Men hvis præmissen for debatindlægget her er, at vælgerne på Frederiksberg fravalgte Alternativet af angst for skattestigninger, så er det vel et problem, at partiet ikke har haft det som politik og propaganderet aktivt for en højere kommuneskat på Frederiksberg?
Hvis præmissen om, at vælgere motiveres af angst for skattestigning – og derudover i højere grad deltager, når deres stemme mere sandsynligt kunne være afgørende – så burde man vel også have set en væsentlig stigning i stemmeprocenten også? Den steg på Frederiksberg fra 70,34% til 71,21% (relativt 1,2%). Ikke noget overvældende indicie, og selv i København, hvor debatindlægget anfører vælgerne ikke havde noget på spil, steg stemmeprocenten (fra 61,20% til 61,87%, relativt 1,1%).
Hvis forklaringen om udfaldsorienteret stemmeafgivning skulle holde, ville man så i øvrigt ikke se et lignende mønster ved valg i andre kommuner, hvor det var kendt forud for afstemningsdagen, at udfaldet kunne blive tæt?
TV2 havde forud for valget udpeget 10 kommuner, hvor udfaldet var usikkert (http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-11-14-10-kommuner-og-en-region-her-er-valgets-helt-store-kamppladser). Udover Frederiksberg var det Slagelse, Randers, Guldborgsund, Faaborg-Midtfyn, Esbjerg, Thisted, Viborg, Stevns, Svendborg.
Her er ændringen i Alternativets andel af stemmerne fra Folketingsvalg 2015 til Kommunalvalg 2017:
Frederiksberg -42,7%
Slagelse -53,3%
Randers -60,4%
Guldborgssund -60,7%
Faaborg-Midtfyn 12,5%
Esbjerg -11,7%
Thisted 40,9%
Viborg -35,2%
Stevns (Å ikke opstillet ved KV17)
Svendborg -47,6%
Som man kan se er der slet ikke noget særligt mønster i udviklingen i Alternativets stemmeandel i de kommuner, hvor der før valget var berettiget usikkerhed om udfaldet: I to kommuner steg Alternativets andel af stemmerne og i 4 af kommunerne faldt andelen mere end på Frederiksberg, så Frederiksbergs udvikling placerer sig lige i midten af feltet af disse “usikre” kommuner.
I hele landet faldt Alternativets stemmeandel med 37,5%, dvs. stort set svarende til på Frederiksberg, og det samme gør sig gældende med antal vælgere (-45% i hele landet mod -48% på Frederiksberg).
Debatindlægget virker derfor som et underligt forsøg på at rehabilitere en teoriretning indenfor vælgeradfærd, public choice, som det igen og igen er vist ikke kan stå alene som forklaringen på danske vælgeres adfærd.
Mon ikke forklaringerne i fx denne artikel har mere kød på sig, bl.a. at 30% af vælgerne, der stemmer anderledes til kommunalvalg end folketingsvalg, angiver, at de er mere enigt med det andet parti kommunalpolitisk..? http://www.kl.dk/Momentum/Hver-tredje-skifter-parti-fra-folketingsvalg-til-kommunal-id228941/?n=0§ion=29800