Jeg har i dag et indlæg i Ræson om Trump og andre merkantilister (og jo, der er jo som bekendt en del), “Trump forstår ikke, hvordan handel fungerer. Det er han ikke ene om“. For læsere af punditokraterne kommer det næppe som en overraskelse, at en centrale pointe er, at indførelse af handelsrestriktioner primært skader det land som indfører restriktioner. Eller med andre ord, at indførelse/opretholdelse af handelsrestriktioner nok kan gavne særinteresser, men det sker på bekostning af et samlet velstandstab.

Som vi også tidligere har påpeget flere gange her på bloggen, er en væsentlig effekt af frihandel lavere priser på handlede varer, hvilket ikke mindst kommer de laveste indkomstgrupper til gode. Nedenstående tabel over prisudviklingen på udvalgte handlede og ikke-handlede varer i USA i perioden 2000-2007 og 2008-2014, illustrerer fint denne pointe.

Tabellen stammer interessant nok fra et Joint Economic Comittee notat fra 2015, Consumer Benefits from International Trade, hvor det man  bl.a. påpeger at “Consumer interests too often are secondary to other considerations in trade policy”, at “International trade has widespread benefits and in particular for low-income families” samt at “Holding back trade to serve specific interests rarely is in the public interest”. Udsagn som vi her på punditokraterne er helt enige i. Historien viser klart, at de mest åbne økonomier også er de økonomier som har klaret sig bedst og sikret den højeste levestandard for deres borgere. Ikke via primært via eksport, men derimod via let adgang for import. Som jeg afslutter mit indlæg på Ræson er virkeligheden desværre (også), at “handelspolitik i alt for høj grad er præget af hensynet til særinteresser”. Det gælder i Europa, som det gælder i USA.”