Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.