Forleden bragte vi en let nørdet blogpost om ytringsfrihed, og særligt hvordan man måler ytringsfrihed. Baggrunden var, at Lasse Eskildsen og jeg i forbindelse med pågående arbejde var stødt på den erkendelse, at de ni undermål for ytringsfrihed, som V-Dem-projektet aggregerer i ét samlet mål, faktisk falder i to separable typer. Det ene måler mediefrihed, mens det andet måler det lidt bredere og mere private begreb diskussionsfrihed. Vi bragte derfor et plot af de to mål overfor hinanden, hvor man ganske tydeligt kunne se hvilke lande, der har mere diskussions- end mediefrihed. Og dermed var vores mission slut for den dag, da spørgsmål om, hvorfor nogle befolkninger har mere ytringsfrihed end andre, og hvilke konsekvenser den har, er meget anderledes spørgsmål.
Det var der dog en af vores læsere, der ikke mente. Ole Gerstrøm – formodentlig den Gerstrøm, der en kort overgang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet – skrev: ”Begrænsning af ytringsfriheden i Vesteuropa skyldes islamiseringen. Skribenten her har åbenbart ikke kendskab til Ole Hasselbalchs udgivelser. Det er ikke så godt.”
Gerstrøm håner mig således for ikke at have læst en bestemt persons debatbøger. Hvorfor jeg skulle have gjort det, står hen i det uvisse. Vi beskæftiger os helt primært med fakta og forskning her på stedet, og det er svært at se, hvad Hasselbalchs bøger har med nogen af delene at gøre. Et andet element er dog også, at Hasselbalch og Gerstrøm tager faktuelt fejl. Forskelle i ytringsfrihed i Europa har intet med Islam at gøre.
Det illustrerer vi nedenfor ved at plotte andelen af befolkningen i 97 demokratier, der er muslimer, overfor deres mediefrihed. Vesteuropa er illustreret ved de grå markører. Det generelle billede i figuren er, at der ingen sammenhæng er, og fokuserer man på de grå markører, danner de en næsten perfekt sky. Mens der er en relativt klar tendens til at lande med mere ytringsfrihed også er rigere – og her er kausaliteten et åbent spørgsmål – er sammenhængen mellem den muslimske befolkningsandel og ytringsfriheden insignifikant, og selv fortegnet på sammenhængen kan skifte mellem minus og plus alt efter hvilke enkeltlande, man sletter.
Ytringsfrihed og ændringer af den er derimod drevet af politik, der kun sjældent er videre informeret og politikere, der ofte er decideret faktaresistente. Terrorangreb kan for eksempel under visse omstændigheder få politikere til at indskrænke ytringsfriheden (se f.eks. omtale af mit relativt nye studie med Stefan Voigt her). Man får den klare fornemmelse, at indskrænkningerne i mange lande blot handler om, hvad politikerne kan slippe afsted med. Og i dén henseende, er antifaktuelle påstande om muslimer og trusler næppe nogen hjælp mod politikere på begge fløje, hvis virkelige interesse er at udvide området for, hvad de må kontrollere.
Spørgsmål og svar i overskriften er et typisk eksempel på forskning, hvor man drager konklusioner langt ud over, hvad data og model kan holde til
Det er ellers noget af det første, man lærer som økonomistuderende, at en models konklusioner kun holder inden for modellens forudsætninger, og at man ikke kan sige noget håndfast om en langt mere kompleks virkelighed ud fra en meget forsimplet model. Det samme gælder naturligvis med empiriske undersøgelser, hvor data indeholder en begrænset mængde information om det, man ønsker at studere. Begrænset i forhold til en kompleks virkelighed
Der er så mange datamæssige problemer mht. at måle “mediefrihed”, at det i sig selv skulle gøre en forsker en smule ydmyg over for, om datamaterialet indeholder information nok til at kunne drage nogen håndfaste konklusioner, herunder ikke mindst at afvise kategorisk, at der skulle være en sammenhæng mellem islam og ytringsfrihed eller mellem muslimer og ytringsfrihed (hvilket vist i øvrigt slet ikke er det, man måler med “mediefrihed”, eller hvad?). Det ville mere korrekt at sige, at “vi har ikke i på baggrund af de og de data i vores undersøgelse kunnet finde bevis på, at der skulle være en kausal sammenhæng mellem muslimsk befolkningsandel og et aggregeret mål for mediefrihed” frem for helt kategorisk at afvise, at der kunne være en sådan sammenhæng. Det havde åbnet op for erkendelsen af, at data og metode ikke giver et fyldestgørende billede af det, man udtaler sig om.
Man kan ikke lade være med at spekulere på, om sådan noget som almen selvcensur i forhold til at offentliggøre Kurt Westergaards ikoniske Muhammedtegning indfanges af en enkelt variabel som “mediefrihed”. Det handler jo ikke om statslig begrænsning men om at give efter over for voldsmandens veto. Den form for selvcensur opstod i løbet af nogle få år og af nogle meget specifikke årsager, der bestemt havde noget med islam at gøre. Hvis målet for mediefrihed er godt nok, så ville det kunne fanges med tidsseriedata, men som præsenteret her, er der kun tale om tværsnitsdata, og det nævnes end ikke fra hvilket år. Eller i øvrigt anden relevant information om data.
De begivenheder, der førte til den form for selvcensur hos alle de store medier, herunder det statslige DR, fik lignende konsekvenser i Norge, Frankrig og andre lande, så den relevante forklarende faktor var således ikke muslimsk befolkningsandel i det enkelte land, men en international terrortrussel rettet mod muhammedtegnere, forfattere, filmskabere, teatre, sommerrevyer, museer m.m.
Muligvis forekommer der så mange andre ændringer i mediefriheden, at den slags drukner i aggregerede data, men så er data af ringe kvalitet, og i så fald har undersøgelsens resultater en begrænset værdi.
Lad os tage nogle andre eksempler: I Danmark har vi i de seneste par år både afskaffet blasfemiparagraffen men også begrænset ytringsfriheden med imamloven, straffelovens § 108 stk 2 (udbrede information stammende fra fremmede efterretningstjenester), § 136 stk 2 (billigelse af terror). Hvordan sammenvejes de lovændringer?
Både imamloven og tilføjelsen til §136 er afledt af muslimsk indvandring og problemer med radikalisering og terror. Fanges de indskrænkninger af ytringsfriheden af målet for “mediefrihed”? Næppe, hvis der virkelig kun er tale om at måle mediers frihed (og i så fald er overskriften misvisende).
Der er heller ikke grund til at tro, at “muslimsk befolkningsandel” i det enkelte land skulle være et godt mål for, om islam har nogen betydning for ytringsfriheden/mediefriheden. Og det er i hvert fald ikke en “sufficient statistic” for at udtale sig om, hvorvidt islam/muslimer har noget med ytringsfrihed at gøre.
Islamisk terror er et internationalt fænomen, hvilket må stille en tvivlende over for, om det er den muslimske befolkningsandel i det enkelte land, der er den relevante faktor.
Og mon ikke et nationalt mål for integrationsproblemernes størrelse, antallet af trusler og (terror-)angreb på ytringsfriheden, eller noget helt tredje ville være et bedre mål for “islam” end en muslimsk befolkningsandel? For befolkningsandel og integrationsproblemer generelt er jo ikke perfekt korrelerede.
I blandt andet Tyskland, Frankrig og Østrig er der vedtaget hate-speech love, der begrænser ytringsfriheden for dem, der kritiserer islam, ligesom der er i hvert fald i Tyskland er indført love, der kan anvendes mod kritikere af den førte udlændingepolitik. Det er love, der er vedtaget som en reaktion på en folkelig reaktion på de problemer, der knytter sig til den muslimske indvandring. De europæiske lande har haft en meget forskellig tradition for at værne om ytringsfriheden. I England findes der slet ikke nogen forfatningsmæssig beskyttelse. Det skulle derfor ikke undre, om nye begrænsninger på ytringsfriheden vil vise sig at blive vedtaget hurtigere i de lande, der ikke har en stærk tradition for at værne om ytringsfriheden, og ikke nødvendigvis i de lande, der har størst andel muslimske indvandrere. Det betyder ikke, at lovændringerne ikke har noget med islam at gøre. Når man udelukker en masse relevante forklarende variabler, så ender man ofte med et studie, der fører til misvisende resultater.
Sagen er, at vi VED, at der er vedtaget love i Danmark og i mange andre europæiske lande, der begrænser ytringsfriheden som en direkte eller indirekte konsekvens af muslimsk indvandring, og vi ved, at der er en udbredt selvcensur i medier og blandt kunstnere, når det drejer sig om at kritisere islam eller profeten. Hvis ens empiriske undersøgelse ikke kan fange den slags empiriske fakta, så er der noget galt med data og/eller metode.
Lidt i forlængelse af Torbens kommentar, kunne jeg godt tænke mig at spørge om “mediefrihed” medregner de sociale medier som Facebook, Youtube o.s.v.
Disse kan man jo ikke rigtigt medregne til et bestemt land, og derfor heller ikke medregne nogen muslimsk befolkningsandel.
Og så lige en slutbemærkning. Ole Gerstrøm skriver “islamiseringen”. Det hidrører ikke hvor mange muslimer der er i en befolkning, men nærmere hvor meget disse muslimer fylder.
Kære begge. Det er naturligvis korrekt, at ens konklusioner aldrig er mere præcise end de data, man har til rådighed. Men V-Dem betragtes som lidt af en guldstandard på området, og et af de ni mål, databasen indeholder – og som er en del af det overordnede mål for mediefrihed – er rent faktisk et mål for selvcensur. Man må også retvis understrege, at de forskellige mål, inklusive dem fra RSF og Freedom House, giver det samme billede som V-Dem. Når en venstredrejet organisation som RSF, det akademiske (men nok blødt venstreorienterede) V-Dem ,og det konservative Freedom House finder samme mønster, mener jeg ikke der er behov for at være voldsomt skeptisk overfor målene.
Ser man på terror eller integrationsproblemer, kan man muligvis finde noget andet. Men man må også holde sig for øje, at mange af disse problemer_intet_har med islam at gøre. Det er pinligt nødvendigt at skille problemer med muslimske indbyggere fra problemer med arbiske indbyggere. Dermed ikke sagt, at der ikke kan væe problemer med muslimsk terror, men det er decideret uærligt at påstå, at det hele har at gøre med Islam.