Afrika syd for Sahara blev i mange år betragtet som permanent fattigt – en række lande, der aldrig ville udvikle sig og hvor hverken befolkning eller ledere kunne finde ud af at opnå nogen form for udvikling. Som Alex Hammond, policy advisor ved the Institute of Economic Affairs i London, mindede folk om forleden dag, kaldte the Economist for 20 år siden Afrika for “det håbløse kontinent.” Det er dét syn på Afrika, som mange danskere stadig har.
Men som Alex pointerede i den forgangne uge i et blogindlæg, er dette billede langt fra længere sandt. Folks forventede levetid er steget med mere end ti år siden 2000, børnedødeligheden er faldet til næsten det halve, og 136 millioner flere afrikanere kan læse idag end for 20 år siden. Til sommer træder the African Continental Free Trade Area i kraft, og en række afrikanske lande har haft imponerende vækstrater.
Vi illustrerer det overordnede billede i nedenstående figur, der viser den totale vækst i (købekraftskorrigeret) bruttonationalprodukt per indbygger mellem 1997 og 2017. Den gennemsnitlige vækst i Afrika syd for Sahara har været 40 procent, mens den var 31 procent i Nordafrika og 30 % i Vesteuropa og Nordamerika. Fokuserer man i stedet på arbejdsproduktiviteten, er de tilsvarende tal 31, 13 og 22 procent.
Uanset hvordan man ser på det, er størstedelen af Afrika ved at lukke noget af velstandsgabet til resten af verden. Det gælder ikke blot de over 100 millioner mennesker i Etiopien og knap 20 millioner i Mali, der har set gennemsnitsindkomsten blive fordoblet på 20 år, men også tidligere håbløse steder som Liberia (86 procent) og Mozambique (83 procent), ligesom bedre kendte succeser som Mauritius og Botswana velstandsmæssigt har indhentet dele af Østeuropa.
Der er stadig steder som den Centralafrikanske Republik og Gabon, der effektivt har set tydelig tilbagegang siden slut-90erne, og Burundi og Madagascar hvor økonomien er fuldstændigt stagneret. Men størstedelen af Afrika oplever solid økonomisk fremgang, baseret på bedre retsvæsener, mindre politisk styring og mere økonomisk frihed, og mere handel med både resten af verden og resten af Afrika. Selvom man kan blive deprimeret, hvis man lytter for meget til de professionelle dommedagsprofeter i Oxfam og andre organisationer, ser virkeligheden langt bedre ud end de fleste tror!
Er der nogle kinesere indblandet?
Hvis du mener, om der er kinesiske investeringer involveret, så er svaret ja. Men der er intet særligt eller magisk over de kinesiske investeringer. Ligesom deres ulandshjælp ligner de vores type investeringer for 20-30 år siden. Der hvor forskelle ligger, er i de afrikanske institutioner og deres handelspolitik.
Siden 1990’erne har vi rejst og bygget fabriksanlæg i Afrika. Fine nøglefærdige fabrikker ligger i dag i ruiner. Sidste år startede vi en ny fabrik op og den kører. Der er en ledelse, der griber ind og overvinder vanskeligheder på vejen. Det lover godt.
Då jeg læste til ingeniør for årtier siden, fik jeg en historie fortalt i et fag som vist nok hed teknologi og samfund.
Det var en ung ingenør som var blevet send til Afrika for at bygge en vej. Desværre var der ikke kommet de entrepenør maskiner der skulle til. I stedet hyrede han lokale og de gik i gang med skovl og trillebør. og det gik fint.
Efter noget tid kom der inspektion fra regeringen, som blev forfærdede over at det foregik så primitivt, så de fyrede ingeniøren og fik fat i nogle italiernere som med store maskiner gjorde vejen færdig.
Nogle år senere kom ingeniøren tilbage og kørte ud ad vejen. Den var flot og god, lige indtil kan kom dertil hvor italienerne havde taget over. Så var den ødelagt.
Årsagen var den simple at de lokale vidste hvordan man skulle reparere vejen, med skovl og trillebør,
Derfor er den mest åbenlyse forklaring på at det går bedre, at “136 millioner flere afrikanere kan læse idag end for 20 år siden”