Hvordan bliver vores recovery? Empiriske indikationer

I dag begynder det danske samfund så småt at åbne igen. Åbningen går langsomt – og efter min, de fleste andre økonomers, og mange sundhedseksperters mening alt for langsomt – og stadigt mere tyder på, at regeringen ingen egentlig plan har. Med 104 patienter med corona på intensiv, hvoraf 85 er i respirator, mener vi her på stedet sammen med langt de fleste økonomer og mange sundhedseksperter, at regeringens minimale åbning af samfundet efter påske er alt for lidt, og alt for langsom. Statsministerens udemokratiske insisteren på, at man bare skal stole på at regeringen gør det rigtige, uden at den forklarer sine handlinger eller præsenterer en egentlig plan, ser ud til endeligt at have vækket oppositionen. Der er behov for åbenhed, for en klar idé om hvordan åbningen skal foregå, og derefter klare estimater af, hvordan en dansk recovery fra den økonomiske misere kan ske.

En væsentlig ingrediens i enhver recovery når coronavirussen – eller i det mindste dens første bølge – er blæst over, er ny virksomhedsskabelse. Denne diskussion mangler jeg stadig at se i den politiske debat. Uanset hvad politikernes intentioner er, og hvad de påstår, kan det ikke undgås at mange arbejdspladser og virksomheder forsvinder. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvordan man bevarer virksomheder, men også i hvor høj grad en økonomi er i stand til at skabe nye virksomheder. Jo mere dynamisk, økonomien er i den forstand, jo hurtigere kan en recovery i princippet forløbe.

Men må derfor spørge, hvor gode er forskellige samfund er til virksomhedsskabelse. Det kan måles med to forskellige mål fra Verdensbanken, samt et relateret mål fra Fraser Instituttet. Doing Business-projektet kan hjælpe med et mål for, hvor let eller besværligt det er at starte en ny virksomhed. Bankens World Development Indicators inkluderer et alternativt mål for, hvor mange nye virksomheder, der er er registreret i et land hvert år, relativt til hvor mange borgere, der er i den arbejdsduelige alder. Sidst, men ikke mindst, vurderer Fraser Instituttet hver år, hvor fleksibelt arbejdsmarkedet er. Dette sidste forhold bør sammenholdes med Doing Business-målet, for det er ikke videre interessant at kunne starte en virksomhed relativt let, hvis arbejdsmarkedets struktur alligevel gør det svært at få medarbejdere til den.

I det følgende viser vi derfor to figurer: Den ene illustrerer, hvor mange nye virksomheder der er registreret de sidste fem år, i forhold til hvor mange borgere der er i den arbejdsduelige alder. Den anden viser et indeks, som vi har skabt ved at sætte de to indikatorer fra Doing Business og Fraser Instituttet på samme skala og gange dem sammen (så vi tager hensyn til begge aspekter af virksomheds- og jobskabelse).

Begge figurer indikerer, at Danmark ligger relativt godt på begge indikatorer. Når det gælder nye, virksomheder, registrerer vi typisk ni per 1000 borgere i den arbejdsduelige alder, hvilket placerer os som nummer 19 af 52 vestlige / OECD-lande. Norge og Sverige er en smule efter os, mens Storbritannien, Australien og New Zealand et stort skridt foran. Medmindre regeringen regulerer en recovery ihjel – for eksempel ved at gøre for meget for at beskytte eksisterende arbejdspladser og dermed forhindre en fleksibel tilpasning på arbejdsmarkedet – bør en dansk recovery ikke blive specielt langvarig. Vores andet indeks peger i samme retning, hvor Danmark placerer sig som nummer 13 af 51 lande, lige mellem Sverige, Island og Belgien, og igen ganske langt fra de angelsaksiske lande. Hverken bureaukratisk sløvhed, ufleksible regler eller stive faggrænser bør gøre en recovery langvarig. A priori indikerer disse forhold derfor, at den danske økonomi kan gå hurtigt i gang, i det øjeblik regeringen beslutter at fjerne de ekstraordinære forhindringer for det.

Det er dog her, man kan have sine tvivl. Som vi pointerede for en uge siden, er en del af problemet, at den nuværende regering virker fuldt og fast overbevist om sin egen fortræffelighed, viden og økonomiske indsigt. Denne overbevisning deles ikke af mange økonomer for tiden, der er klar over ét bestemt, helt centralt forhold: Politikere er næsten altid underlagt Knightiansk usikkerhed, da de ingen – siger og skriver ingen – viden har om, hvilke virksomheder, der vil overleve, bliver succeser eller skaber produktive arbejdspladser, og hvilke der ikke gør. Så længe medlemmer af regeringen tror, at de har denne viden og indsigt, er risikoen overhængende for, at de også tror at de på semi-planøkonomisk vis kan styre dansk økonomi gennem en recovery. Denne tro er en sikker opskrift på regeringsfejl.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.