Et klassisk problem for planøkonomien er, at goderne ender hos de “forkerte” forbrugere, i stedet for hos dem, hvor de gør størst gavn. Hvis staten – og ikke markedet – fordeler toiletpapiret, kan kvinden med hård mave ende med toiletpapir i overflod, mens manden med diarré mangler. Et velfungerende marked sikrer derimod, at toiletpapiret ender, hvor det gør størst gavn.
Denne indsigt gælder for toiletpapir, tandbørster, biler og … vacciner. Og netop dette er emnet for min kommentar i dagens Børsen, som er skrevet på baggrund af at regeringen har fremlagt en overordnet plan for, hvordan coronavaccinerne skal fordeles.
Udfordringen ligger i detaljerne. Hvis en person på 64 år er skrækslagen for at få corona og mistrives i isolation, mens en person på 65 år lever fint med risikoen og isolationen, giver det ikke mening at vaccinere den 65-årige på bekostning af den 64-årige.
Så selvom vaccineplanen overordnet set giver mening, tabes der altså enorme velfærdsgevinster på gulvet i detaljerne, når den 65-årige får en vaccine, mens den 64-årige kan risikere at skulle vente i månedsvis.
Men løsningen er ligetil. Hvis vi giver vaccinen til den 64-årige i stedet for den 65-årige, vil den samlede velfærd forøges. Problemet er dog, at staten – i modsætning til alder, plejeforhold og sygdomsforløb m.v. – ikke ved, hvor meget den enkelte dansker frygter corona, og hvor meget vi mistrives i isolation.
Brostrøm og Heunicke kan ganske enkelt ikke fordele vaccinerne præcist ud fra, hvor stor værdi vaccinen giver for den enkelte dansker, uanset hvor meget de måtte ønske det. Og opgaven kan heller ikke lægges ud til de praktiserende læger, da de f.eks. kun kender deres egne patienter og dermed ikke de millioner af andre danskere, der potentielt har større gavn af vaccinen.
Selvfølgelig skal vaccinerne gives der, hvor de gør mest gavn. Men hvor det er, ved Magnus Heunicke og Søren Brostrøm altså ikke. Derfor er min opfordring, at de sikrer, at der kan komme et marked for retten til at blive vaccineret.
Historisk har den bedste løsning på denne udfordring altid været markedsøkonomi. Når mennesker får lov til at handle frit med hinanden, flyder goderne hen, hvor de gør størst nytte, fordi folk, der har stor gavn af et gode, køber det fra folk, der har mindre gavn af det.
Denne “naturkraft” gælder selvfølgelig også for retten til at blive vaccineret. Hvis borgerne kan handle med retten, vil vaccinationerne skifte hænder til de borgere, der har størst gavn af dem. Brostrøm og Heunicke bør derfor sikre danskerne mulighed for at handle med de tildelte retter til en vaccination, så de kommer til at gøre størst mulig gavn.
Det interessante er, at hvis borgerne får mulighed for at handle vaccinerne, så reduceres vaccineplanen til ren fordelingspolitik. Hvilke dele af befolkningen skal tildeles en værdi svarende til salgsprisen på en vaccine? Fra et forsikringsmæssigt synspunkt, hvor de borgere, der er ramt af den største ulykke også får den største kompensation fra staten, er resultatet dog det samme: vaccinerne skal tildeles de mest udsatte.
Hele mit indlæg kan læses her: https://borsen.dk/nyheder/opinion/lad-borgerne-handle-med-vaccinerne