Ydmyghed og beskedenhed i Europa

Vi har af flere omgange interesseret os for forskelle i værdier og basale forestillinger på tværs af Europa her på stedet. Det gør vi igen i dag, hvor vi ser på et helt særligt kulturelt træk: Hvor meget vægt folk lægger på, hvor ydmyge og beskedne man bør være. Det er med andre ord et træk, der ikke blot har at gøre med at være beskeden, men også fanger forskelle i hvor normkonforme og ’korrekte’, man mener andre mennesker bør være og opføre sig. Vi kan se meget konkret på det, fordi the European Social Survey spørger hvert andet år om blandt andet netop folks præference for ydmyghed og beskedenhed.

Det viser sig, at ydmyghed og beskedenhed som værdi varierer meget markant på tværs af Europa. Som figuren nedenfor illustrerer, er forskellen store mellem hvidt/lyseblå områder med svage præferencer for beskedenhed til de sorte område med stærke præferencer. Det ene ekstrem findes i de henholdsvis 3 og 7 % i Slovenien og Spanien som mener, det ikke er en vigtig værdi, eller kun er svagt for (på en sekspunkts-skala). Det andet ekstrem er Norge og Danmark, hvor henholdsvis 46 og 40 % ikke mener, ydmyghed og beskedenhed er særligt vigtige værdier. Det er måske værd at bemærke, at særligt Sverige er anderledes end Danmark og Norge. Svenskernes tradition for at være mere politisk korrekt, konfliktsky og mindre tilbøjelige til at stille spørgsmål ved samfundets overordnede normer er ganske tydelige her. Det er også interessant at bemærke, at det russiskprægede nordøstlige Estland har 19 %, der ikke er enige, mens det i resten af landet er 30 %. På samme måde er den mest ’beskedne’ del af Tyskland Sachsen, mens den mindst beskedne del er Slesvig-Holsten.Selv hvis man ser på hovedstadsregioner, som ofte betragtes som lidt mere kosmopolitiske og ens, er der lige så markante forskelle. De hovedstæder, hvor folk lægger mest moralsk vægt på at være ydmyge og beskedne, er Madrid og Ljubljana med 6 % og Bruxelles og Rom med 9 %. Den anden ende af skalaen er Oslo på 49 %, Vilnius på 46 % og Prag og København, hvor 44 % ikke mener det er vigtigt.

Udover at forskellene sandsynligvis dækker normkonformitet og hvor vigtigt det er at følge, hvad andre mennesker gør – og dermed også burde have en vis samvariation med kreativitet og udvikling – er der også et morsomt element i forholdet: Når man ser på tværs af europæernes værdier på området, har de så nogen sammenhæng med deres faktiske adfærd? Er det for eksempel rimeligt at tro, at de fleste franskmænd faktisk er ydmyge og beskedne? Er folk i Bayern mere tilbageholdende og beskedne end slesvig-holstenere? Mit svar på det første spørgsmål er et klart nej, hvilket blot gør det endnu mere interessant at spørge, hvornår og hvorfor folks værdier og deres adfærd nogle gange stikker i to forskellige retninger…

2 thoughts on “Ydmyghed og beskedenhed i Europa

  1. Johannes Polemicus

    Måske normer til tider blot emergerer for at dæmpe en adfærd der er udbredt i samfundet og opfattes skadelig (et klassisk strukturfunktionalistisk blik på normer). Der er derfor ingen norm for beskedenhed og ydmyghed i de lande, hvor folk i forvejen er beskedne og ydmyge. Det kunne være interessant at kigge på NUTS-2/NUTS-3 – hvis ovenstående er rigtigt, er det i Nord- og Vestjylland der ikke er normer for beskedenhed/ydmyghed.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det flugter meget godt med mine tanker om det. Men i det omfang, vi kan bryde det ned i Danmark, er der faktisk ikke rigtigt nogen forskelle udenfor hovedstaden. I København er det lige knap 44 %, der ikke mener det er vigtigt, mens det i resten af landet ret homogent er 40 %.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.