Om Fonsmark og det tilsyneladende fravær af borgerlige intellektuelle

Pernille Stensgaard har i anledning af Weekendavisens 50 årsdag begået to artikler. Den første handler om avisens idémand og første chefredaktør Henning Fonsmark. Den anden handler om, hvorfor der er så få borgerlige intellektuelle i dag.

Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard, har i denne uge et svar til Stensgaard, hvor han remser en lang række af de ellers manglende borgerlige intellektuelle op (og venlig inkluderer et par af os her fra stedet).

Peter Kurrilds kritik er jeg enig i. Til gengæld er jeg mere forbeholden end ham over for den første artikel med Fonsmark-portrættet. Jovist, hun er en utroligt velskrivende journalist og giver en glimrende levnedsbeskrivelse af Fonsmark. Han begynder som læredreng hos en isenkræmmer i Esbjerg, men bryder sin ikke-akademiske sociale arv og bliver litteraturhistoriker, fyrtårn i dansk presse samt en hård, intellektuel kritiker af borgerligt svigt navnlig under VKR-regeringen. Det kulminerer med hans ”Historien om den danske utopi” om optakten og resultatet af netop VKR-regeringen. Men hun virker mystificeret over ham. Hvad driver Fonsmark til denne position? Hendes samtaler med bl.a. familiemedlemmer og tidligere kolleger giver hende ikke rigtig noget svar. Fonsmark er i hendes portræt et intellektuelt menneske, der nærmest kun har åndelig fremtoning, der ikke tilhører ”pengeborgerligheden”, og alligevel samler en stor del af hans kritik sig imod velfærdsstaten og dens skatteforhøjelser.

Svaret er dog ikke spor mystisk. Måske for Stensgaard, som et sted i artiklen forklarer, at ”Historien om den danske utopi” har tre lånere på venteliste på Københavns Hovedbibliotek. Man tænker uvilkårligt: Har hun overhovedet læst bogen, eller nåede den ikke at blive ledig før deadline? For svaret på det tilsyneladende mysterium findes i Fonmarks bøger. Man kan udover ”Historien” nævne hans ”Den suveræne dansker” – som Stensgaard dog ikke nævner – og egentlig også hans roman ”Flugtveje”, som hun kun omtaler som ikke nogen litterær succes.

Når Fonsmark både kan være intellektuel og kritiker af velfærdsstaten, så hænger det ganske enkelt sammen med, at han så økonomisk frihed som en central del af den personlige frihed – eller som han også kaldte det ”borgernes suverænitet”. Velfærdsstatens vækst og høje skatter krævede, at staten trængte sig ind på områder, som burde tilhøre den enkeltes suverænitet, det vil sige hører hjemme på markedet, i civilsamfundet og i privatsfæren. Det er en grundlæggende klassisk liberal indsigt, som han fint og gentagne gange forklarer.

Det er også tydeligt, at han delte Toquevilles bekymring for, at borgerne i et demokrati ville ende med frivilligt og endda gladeligt at kapitulere deres suverænitet og at underkaste sig statens indblanding i snart sagt alle dele af menneske- og samfundslivet. Her så han et stort borgerligt svigt ved ikke bare at acceptere, men medvirke til statens fremmarch under især VKR. Peter Kurrild har et sted beskrevet Fonsmark som en af de få kæmpende ved Thermopylæ, da suveræniteten kom under angreb. Fonsmark lod sig helt klart også provokere at den borgerlige eftergivenhed over for og bagatellisering af den marxistiske bølge i kølvandet på ungdomsoprøret (det handler hans roman om) – inklusive dens involvering med kommunistiske diktaturstater.  

Mens Fonsmark kæmpede ved Thermopylæ, skrev f.eks. Per Stig Møller om, hvordan de borgerlige burde lade sig inspirere af Mao; man undres over, at Stensgaard så ukritisk trækker på netop Per Stig Møller som vidne i sin historie, uden at se denne ironi (ligesom Per Stig Møller toppede ironien ved at modtage Berlingske første ”Fonsmarkspris” i 2020).  

Vil man ikke forstå Fonsmarks betoning af økonomisk frihed som en nødvendig og integreret del af den personlige frihed, så er et godt sted at begynde at sondre mellem ”ånd” og ”materie”. Så kan man anse den økonomiske frihed som et primitivt materielt spørgsmål, som bør forbeholdes for ”pengemænd”, mens rigtigt intellektuelle tager sig af de vigtige åndelige spørgsmål. Man fristes imidlertid til at tro, at det netop er sådan, Stensgaard er begyndt, og derfor ender med gåden om, hvordan Fonsmark, denne åndsfigur, kunne hidse sig sådan op over for noget så banalt som stigende skatter. Jeg håber, jeg tager fejl, men tror det desværre ikke. Og mistanken bestyrkes af, at hun i sin anden artikel lader Kasper Støvring gentagne gange bruge CEPOS som angrebspunkt i forklaringen på, hvorfor der ikke er nogen blå intellektuelle. CEPOS beskæftiger sig med økonomiske emner og anviser praktiske veje til et mere frit samfund og er derfor derangeret til en ”erhvervsorganisation”, helt uden sans for ”det åndelige”, mener Støvring. Enten skaber man et fundament af åndelige og dannede ting som skønlitteratur, religion og kultur, eller uværdige ting som økonomi og andre ikke humanistiske videnskaber. Det bliver et adelsmærke at være uvidende om den materielle verdens kedelige detaljer, som kun er passende beskæftigelse for en ”erhvervsorganisation”. Anderledes kan man ikke læse ham.

Nu er det ikke noget særsyn, at Støvring markedsfører sin kollektivistiske nationalkonservatisme ved at råbe skældsord mod sine liberale modstandere og de fabrikerede synspunkter, han tillægger dem, men her er måske en oprigtig følt kritik. Den falske dikotomi mellem ånd og materie i politisk filosofi (dikotomien behøver ikke være falsk alle steder) er i hvert fald ikke noget særsyn. Og den økonomiske friheds underordnede betydning i forhold til de mere åndelige friheder findes såmænd også blandt visse af de ellers af Støvring så forhadte liberale (Rawls er et eksempel).

Nuvel, denne form for ignorancens arrogance er ikke fremmed for en del, der kalder sig intellektuelle. Så det er ikke nødvendigvis nogen hædersbetegnelse. Og så bør man også befri Fonsmark for betegnelsen. Man kan dårligt tænke sig nogen større forskel end på litteraterne Fonsmark og Støvring.

Jeg læser altid Weekendavisen med stor glæde. Også Pernille Stensgaard, som har stor viden om arkitektur og natur, og som råder over en misundelsesværdig pen. Vi bør glæde os over, at Danmark rummer en af verdens bedste aviser, hvilket vi – blandt meget andet og mange andre – har Fonsmark at takke for. Men den kunne godt have givet ham et mindre misforstået portræt.  

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.