Jeg er ved at læse (dvs. høre) Det lille hus på prærien (muligvis “genlæse”, påstår min mor). En helt igennem fantastisk bogserie i 10 bind, som jeg meget varmt kan anbefale.
I en af bøgerne taber Lauras far et søm i græsset, som de bruger lang tid på at lede efter. Og det forstår jeg sådan set godt – særligt efter jeg stødte på dette abstract (min fremhævning):
This paper focuses on the price of nails since 1695 and the proximate source of changes in those prices. Why nails? They are a basic manufactured product whose form and quality have changed relatively little over the last three centuries, yet the process for producing them has changed dramatically. Accordingly, nails provide a useful prism through which to examine a wide range of economic and technological developments that touch on multiple areas of both micro- and macroeconomics. Several conclusions emerge. First, from the late 1700s to the mid 20th century real nail prices fell by a factor of about 10 relative to overall consumer prices. These declines had important effects on downstream industries, most notably construction. Second, while declining materials prices contribute to reductions in nail prices, the largest proximate source of the decline during this period was multifactor productivity growth in nail manufacturing, highlighting the role of the specialization of labor and re-organization of production processes. Third, the share of nails in GDP dropped back from 0.4 percent of GDP in 1810—comparable to today’s share of household purchases of personal computers—to a de minimis share more recently; accordingly, nails played a bigger role in American life in that earlier period. Finally, real nail prices have increased since the mid 20th century, reflecting in part an upturn in materials prices and a shift toward specialty nails in the wake of import competition, though the introduction of nail guns partly offset these increases for the price of installed nails.
Ovenstående er fra Sichel (2021), som kan findes her.
Jeg tror at en nok så væsentlig faktor mangler, her:
Hvor meget “elastik” var der dengang i et husholdningsbudget, i forhold til idag?
Dengang levede man “fra hånden til munden”. Man havde kun lige så man kunne skrabe sig igennem tilværelsen. Og når søm kunne udgøre 0,4% af GDP, hang det ikke nødvendigvis sammen med at det var dyre, men at det var een af forholdsvis få ting man overhovedet købte. I et agrarland som USA (og Danmark), var føden selvproduceret og kostede nul. Til gengæld var indkomsten så lille at selv et søm var en betydelig udgift i et budget hvor selv fodtøj var noget der indgik i eens kontrakt når man var landarbejder.
(Det sidste ved jeg fra min oldefars dagbøger, hvor han beskriver hvordan et par træsko var en del af kontrakt og afregning for en årskontrakt som tjenestedreng på en gård i anden halvdel af attenhundredetallet).
Helt enig. Og jeg så nu, at overskriften er lidt misvisende. Jeg har rettet “økonomien” til “BNP”, som det jo retteligt er. For økonomien var – som du påpeger det – en hel del større.
Historien minder mig om en anden interessant synsvinkel jeg læste et sted: Det største problem i New York omkring år 1900 var – manglen på heste!
Jonas Herby. Det kunne man sikkert lave tilsvarende undersøgelser og sammenligninger over med mange produkter af tilsvarende karakter. Endelig blev der jo i byggeriet xdengang og langt op til industrialismen bragte serieproduktion af søm og eksempelvis skruer til overkommenlige priser. I datidernes byggerier brugte man dybler og ikke søm. Idag bruges næsten ikke søm, siger min tømrer. Man bruger skruer (OG skruemaskiner med slag, hvilket reducerer behovet for forboring både i træ og ikke mindst i murværk. Jeg har selv restaureret vore gamlke fyldningsdøre i fyr fra 1930. Malingen blev jo i 1970-erne taget af, så de stod med det rå træ. Tidens mode, men ikke så hensigtsmæssigt i den udtørrende centralvarmes tidsalder. Dørene skrumpede og fyldningerne sank, så der blev sprækker foroven. Jeg satte fyldningen´´rne i rette position, borede 6 mm hullder et på hver side og to i bunden og slog en 4 cm 6mm rundstok igennem til at holde fyldningen på plads, slibede og pudsede, grundmaling og endelig en gang hvid lak. Nu er de med disse gamle principper som nye uden brug af lim , søm eller skruer som nye. Hvor nødvendigt monterede jeg rørepinde fra farvehandleren i dørkarmene, Het som nye! Det ligger der en beskrivelse af med billeder hos “Vi med hus & have”.
Og så kom jeg til at tænke på min gamle morfar (1873-1963). Hans lille husmandssted lå på Sønderjyllands højeste punkt, der hvor Rangstrupsenderens nordlige ankerblok er placeret. På sine ældre dage, hvor man endnu fyrede med træ i kakkelovn og i komfuret, husker jeg ham med lægtehammer på en blok. Hvad laver du? spurgte jeg: “liger søm”, var svaret. Søm blev om muligt genanvendt hos denne gamle husmand, fordi man ikke ødslede med ting, der kunne bruges igen. DET var også en sund udgave af økologi. Hvis en håndværker i dag taber en skrue, så tager han blot en anden. Den tabte skrue kan arkæologerne måske finde en dag …. og undre sig over, hvorfor den ligger der – ubrugt? 🙂
Jeg blev engang på et sprogkursus (italiensk, men sagen underordnet) belært af en kyndig ung dame om at det ikke hed fyldningsdøre, men fyldingsdøre. Hun skrev tekniske vejledninger til byggefolk, og dengang havde hun helt ret.
Da vi i Danmark må døje med et sprognævn der registrerer sproget, ikke vedligeholder det, så hedder det i dag både fyldningsdøre og fyldingsdøre.