Politikerne har lettere ved at spare på privat end offentligt forbrug

Paradoksalt nok har politikerne ofte lettere ved at styre det private forbrug end det offentlige, når ressourcerne bliver mere knappe, eller der er behov for at prioritere.

Besparelser i den offentlige sektor kræver typisk konkrete beslutninger. Det er vanskeligt for politikerne at få overblik over konsekvenserne, og modstanden fra berørte personalegrupper og andre interessegrupper melder sig hurtigt. Det private forbrug kan lettere fortrænges. Hvis f.eks. skatterne forhøjes, uddelegeres beslutningerne om at forbruge mindre til hver enkelt borger, virksomhed eller familie gennem priser og realindkomster. De vil ovenikøbet reducere den del af forbruget, som bedst kan undværes – modsat reduktioner i det offentlige forbrug, hvor de politiske beslutningstagere har langt ringere muligheder for at målrette besparelserne, hvor de gør mindst ondt. Fra de politiske beslutningstageres synspunkt ser det lettere ud og modstanden mindre.

Dette er omtrent situationen i dag. Men kun omtrent. Det er besluttet at bruge mere på forsvar i de kommende år. Under coronaen er der ikke alene brugt ekstra penge på hjælpepakker og epidemibekæmpelse; det offentlige forbrug har fået et løft, der forventes at blive permanent. Det er dog kun en lille del af udgiftsstigningerne under denne regering, som er finansieret ved hjælp af skatteforhøjelser nu og her. Til gengæld er de lånefinansieret. Det gælder f.eks. det permanente løft i forsvarsudgifterne.

Låntagningen vil i sidste ende resultere i mindre privatforbrug end ellers. De offentlige finanser er godt nok “overholdbare”. Det vil sige, at det offentlige ved uændret politik vil få flere indtægterend udgifter i nutidsværdi set over en lang tidshorisont. Altså beskatter mere end nødvendigt. Men når overholdbarheden veksles til offentligt forbrug, vil det også sige, at der er mindre at lette overbeskatningen med. Før eller siden må det private forbrug give sig tilsvarende. For i det lange løb består landets forbrugsmuligheder af enten privat eller offentligt forbrug (eller forbrug af offentligt kapitalapparat).

Og som sagt er det lettere at få borgerne til at spare end politikerne.

Nu vil du måske indvende, at det private forbrug trods alt ikke står til at skrumpe i år, også selv om mange borgere står til at gå ned i realindkomst, fordi priserne stiger hurtigere end lønningerne (og mange aktiver vil falde i værdi). Men selv om forbruget gennemsnitligt vokser, så dækker det over, at mange får dårligere råd til at opretholde den hidtidige levestandard. Så realiteten for mange vil være at skære forbruget ned for at skaffe luft i budgettet.

Man kan spørge sig, hvor længe overholdbarheden vil vare ved. Den politiske fristelse til at bruge pengene er enorm. Smerten kan tørres af på borgerne og endda ude i fremtiden. Ligesom naturen afskyr et vakuum, vil politisk konkurrence før eller siden fortrænge overholdbarhed med øgede udgifter.

Derfor er overholdbarhed ikke meget mere ønskelig end manglende holdbarhed. Overholdbarheden burde med det samme have været ført tilbage til borgerne ved at nedsætte de unødigt høje skatter. Nu risikerer den at ende som merudgifter i stedet.

Økonomer antager ofte, at de politiske myndigheder er en “social planlægger”, som søger at maksimere borgernes velfærd ved at sikre, at den marginale offentlige udgiftskrone giver samme værdi som den marginale krone brugt på privatforbrug. Problemet er blot, at politikerne hverken har information eller incitament til at sikre denne ligevægt.

5 thoughts on “Politikerne har lettere ved at spare på privat end offentligt forbrug

  1. Lars Nielsen

    Efter min mening mangler der et væsentligt argument, nemlig spørgsmålet om, hvilke udfifter, der giver borgerne mest velfærd for pengene.
    F.eks. giver det ikke ret meget velfærd at have en privat swimmingpool, fordi de færreste har råd til en pool med olympiske mål. Så her giver en offentlig svømmehal, der deles af mange, mere for pengene end nok så mange private swimmingpools, der kun kan anvendes som overdimensionerede badekar.
    Det er også billigere og kan nemt være mere luksuøst at have et stort forsamlingshus, der kan anvendes til private fester, end mange gildehaller i hver sit parcelhus, som kun bliver brugt få gane om året.
    Så spørgsmålet er i virkeligheden ikke, omudgifterne bliver betalt af de offentlige kasser eller egen lomme. Spoørgsmålet er, hvordan vi udnytter ressourcerne bedst.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Lars, du mangler et element i din lille analyse. For hvorfor skal pools være offentlige? Buchanan understregede, at selvom det ikke giver mening for den enkelte borger at have en 50-meter pool i baghaven, er det ikke derfor nødvendigt at have en offentligt finansieret pool. Mellemtingen kalder man klubgoder: Jeg har ikke en tennisbane nede i gården, men er medlem af en privat klub, der har tennisbaner. Husk også, at arbejdsløshedsunderstøttelse, som man ofte tænker på som en offentlig opgave, faktisk i mange år var et klubgode – man havde adgang til understøttelse, hvis man var medlem af en A-kasse.

      Svar
  2. Thomas Jon Jensen

    Tak for den blogpost! Den illustrerer hvorfor man (jeg) bliver ved med at se på punditokraterne (og Cepos). Den sikreste måde at ‘optimere’ ressourceudnyttelsen på, er ved blande staten udenom. Når to eller flere parter frivilligt enes om udveksling af goder, VED vi at alle føler sig rigere. Dette gælder ikke når politikerbyrden tvangsomfordeler privat ejendom efter eget forgodtbefindende for at tækkes et vælgersegment eller twittersegment.
    https://tunecedemalis.dk/politikere-og-perverse-tilskyndelser/

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.