Årets opgaver: Økonomiske effekter af fodbold-VM

Hvert år vejleder jeg en række bacheloropgaver og specialer, og hvert år er der heldigvis nogle virkeligt gode blandt dem. En gang imellem er der endda en virkeligt god med et emne, der også kunne have interesse blandt punditokraternes læsere. Mads Henning Kristensen og Erik Oskar Rasmussens bacheloropgave, som de forsvarede tidligere på ugen, er en af dem.

Mads og Oskars overordnede emne er, hvordan mega-events påvirker et lands økonomi. Helt specifikt ser de på fodbold-VM, hvilket giver dem to fordele: For det første er fodbold-VM mere sammenlignelige end mange andre events, da der er en klar struktur for alle, der er interesserede i at afholde VM, og for det andet er der en klar budrunde, hvor man ved hvilke lande der byder, og selvfølgelig ser, hvilket land vinder bud og bliver den faktiske vært. Dette clue, der først blev benyttet af Mark Spiegel og Andrew Rose, indebærer at man har en ret god statistisk kontrolgruppe i form af de lande, der bød på VM, men ikke fik det. Man sammenligner således ikke VM-værter med alle mulige andre lande, men kun med dem, der på samme tidspunkt var i stand til at afholde samme event. Med andre ord får man løst en række ellers besværlige statistiske problemer.

Resultatet i Mads og Oskars studie er, at det ikke er en god idé at afholde et VM – i hvert fald ikke fra et økonomisk synspunkt. En simpel måde at illustrere det overordnede billede, de finder, er at plotte udviklingen i BNP per indbygger (indekseret til nul i starten) og investeringsraten fra otte år før eventen – dvs. fra året de vinder buddet – til fem år efter. Det gør vi nedenfor, hvor den fuldt optrukne linje er værten, og den stiplede linje er gennemsnittet af de lande, der bød men ikke fik værtsskabet. Som figuren viser, er der en tydelig indikation på, at værtslandet faktisk har ringere BNP-udvikling fra omkring året for eventen og fem år frem. Den lille forskel i nogle få år før, kan tilskrives øget beskæftigelse omkring forhold som stadionbyggeri eller andet, men er ikke signifikant.

Billedet er særligt interessant, når det sammenholdes med investeringsraten nedenfor. Det er nemlig klart, at værtslandet afholder markant større investeringer i årene op til VM, men med en nedeadgående trend i hele perioden. Den meget klare indikation man får fra kombinationen af de to figurers indhold, er at VM-værter afholder ganske betydelige investeringer, men at disse investeringer er helt uproduktive og sandsynligvis på langt sigter skubber potentielt produktive investeringer ud af markedet.

Mads og Erik viser således meget fint, at hele hypen og de ofte gentagne, politiske påstande om store gevinster, ‘branding’ og andet, ikke er andet end tom snak. Erfaringen fra de lande, der faktisk har afholdt VM, taler sit klare sprog: Der er ingen økonomisk case for at afholde den type mega-events!

4 thoughts on “Årets opgaver: Økonomiske effekter af fodbold-VM

  1. Lars Nielsen

    Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at afholdelse af VM i fodbold ikke er nogen god forretning. Så mon ikke de fleste værtslande er klare over det ?
    Spørgsmålet er derfor, hvorfor landene alligevel flokkes om muligheden for at afholde VM.
    Man bemærker umiddelbart to forhold:
    Landets borgere får mulighed for at se en stor international begivenhed live i stedet for på TV, og landet bliver en periode centrum for en hel verdens opmærksomhed.
    Mon ikke mange landes borgere synes, at det er værd at betale for, og mon ikke det hæver regeringens popularitet, i tiden op til og under VM ?

    Svar
  2. Steen+Sørensen

    Og det gælder sikkert også Tour de France i DK og alt muligt andet sportspjat der sælges som branding af DK men blot er skatteyderfinansierede sær interesser

    Svar
      1. Christian Bjørnskov

        Helt enig i din skepsis. Branding værdi er rendyrket fiktiv – ligesom reklame er der absolut ingen garanti for, at det på nogen måde forbedrer noget at man enten bruger midler på reklame eller på anden måde får opmærksomhed, man kunne have betalt for.

        Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.