Frederik N G Anderson har udgivet sit arbejdspapir om nedlukninger og frivillig adfærd. Han har lavet nedenstående figur, som er meget, meget slående (men ikke specielt overraskende, hvis man har læst mit tidligere indlæg om vinterferiens betydning for pandemiens udvikling).
Figuren viser overdødeligheden i Danmark, Finland, Norge og Sverige, hvor sidstnævnte er delt op på län, der har vinterferie i uge 9, og län, der ikke har vinterferie i uge 9. Det er imponerende, hvor tydelig vinterferie-effekten er. Overdødeligheden i län, der havde vinterferie i uge 7, 8 eller 10 er stort set på niveau med Danmark, Norge og Finland på trods af at disse län ikke lukkede ned. Eller sagt med andre ord: Havde svenskerne ikke haft vinterferie i uge 9, ville havde det sandsynligvis været tydeligt for enhver, at nedlukningerne ikke havde nogen betydelig effekt.
Tænk lige over implikationerne her. I foråret 2020 døde der rigtig mange svenskere. Alle (inklusiv mig selv) så det dengang som en konsekvens af, at man ikke lukkede ned. Og dén fortælling har hængt ved lige siden. Ikke blot i Danmark, men i hele verden. [1] Men hvis svenskerne ikke havde haft uge 9-länene, og dermed havde haft en dødelighed på niveau med Danmark, Norge og Finland, ville fortællingen i starten af pandemien have været helt anderledes. Så ville alle verdens lande (måske) have kigget mod Sverige og tænkt “Det går da meget fint, selvom de ikke lukker ned – gad vide om vi ikke har lavet en eklatant brøler her…?”
Men sådan gik det desværre ikke…
//
[1] På trods af at relativt få svenskere er døde af COVID-19 i et internationalt perspektiv, har mange stadig en opfattelse af, at at gik helt galg i Sverige – bl.a. på grund af den intensive mediedækning af situationen i Sverige i foråret 2020. En interesse, der desværre forsvandt, efterhånden som Sverige klarede sig bedre og bedre.
“Løsningen” gennem frivillig adfærd frem for problemet ved lockdowns er desværre blevet stærkt stigmatiseret og censureret i MSM, dette på trods af at FN´s konvention om borgerlige og politiske rettigheder siger at, det påhviler enhver regering, der indfører sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger for at udnytte de mindst restriktive midler, der er til rådighed for effektivt at nå målet for folkesundshedsmålene. Dette har man set stort på, hvilket du og “få” nok er enig i, målt på dine indlæg.
Tager man yderligere højde for i sammenhæng med ovenstående en anden sætning – denne er ikke populær – hed det sig, i hvert fald frem til 2019 at, erfaringer viser, at når samfund står over for epidemier og pandemier reagerer bedst og med mindst angst når den sociale funktion af samfundet er mindst forstyrret.
Den røde linje bag begge danner grundlag for betydning af proportionalitetsprincippet med højde for forsigtighedsprincippets mindst byrdefulde gråzonefortolkninger som en “forsyningskæde” der danner “præcedens” for all-cause-mortality.
Sammenholder man dette med Oviedo-konventionens bestemmelser om informeret samtykke, kunne man næsten “ønske” sig, at tvangsvaccinering var blevet ratificeret ultimo 2021/primo 2022 med henblik på at bevise at netop det informerede samtykke og vægten på frivillig adfærd har været mere eller mindre ikke tilstedeværende i debatten og som grundlag for beslutningstagning, dette selv et år efter uge 9 i 2020.
Pingback: Virker vaccinerne (efter den erklærede hensigt)? – Tu Ne Cede Malis